Den offentlige debat har længe haft fokus på elevernes brug af mobiltelefoner og digitale læremidler i skolen.

Sidste år sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils, at  der er brug for almindelig sund fornuft, når det gælder digitalisering, og fortsatte så: "Der er vi måske blevet lige lovlig begejstrede ved tanken om, hvor smart digitaliseringen er. Det er den måske ikke alligevel".

Men det er et udtryk for teknologiforskrækkelse, siger Rasmus Henriksen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Roskilde ved professionshøjskolen Absalon. 

I KL siger man, at digitalisering af undervisningen aldrig har været et mål i sig selv: "Digitale læremidler er en naturlig del af en moderne folkeskole i kombination med alle de andre undervisningsmaterialer. Det er den enkelte lærers fagprofessionelles dømmekraft, der skal afgøre, hvordan materialerne skal bruges".

Lærerens faglighed skal lede udviklingen af folkeskolen. Derfor er det værd at undersøge, hvordan denne udvikling finder sted, og hvordan debatten foregår i skolens praksis, skriver Rasmus Henriksen. 

I problemformuleringen til projektet spørger han: "Hvordan italesættes indsamlingen af mobiltelefoner i fysik/kemi-undervisningen og hvilke problematikker bliver skabt i den samme situation? Hvordan kan vi integrere mobiltelefonen i undervisningen på en hensigtsmæssig måde, og hvordan oplever eleverne og lærerne effekterne af inddragelsen"?

Gense selvfølgeligheder

Rasmus Henriksen bygger sit projekt på interviews med en skoleleder, to fysik/kemilærere og to elever i 7.-klasse med fokus på at undersøge diskurserne om elevers brug af mobiltelefoner i undervisningen. Diskurs er ikke bare almindelig tale eller holdninger, understreger han.

"Diskurs som begreb dækker over hvilke selvfølgeligheder, der er gense en et socialt fællesskab, altså hvilke sandheder en gruppe forstår som gældende".

Indførsel af mobiltelefoner i fysik/kemi-undervisning giver rigtig meget mening, skriver han i sin projektkonklusion.  Fysik/kemi har en række kompetenceområder, hvor det er hensigtsmæssigt og fornuftigt at bruge mobiltelefon i undervisningen. "Vi skal lære eleverne, hvornår telefonen kan være et centralt værktøj til læring, og hvornår den ikke er".

Projektet viser, at der er mange forskellige diskurser i spil, når vi taler om telefoner i skolen, og at de farver tilgangen til brugen af mobiltelefoner på et ikke-fagligt grundlag, skriver han.

Opmærksomhedstyv eller værktøj

Men det er en udfordring, at elever kan have svært med at holde koncentrationen i fysik/kemi, hvis de sidder med deres mobiltelefoner.

"Vi kan levere et godt produkt, men vi har behov for elevernes fulde opmærksomhed for at trænge igennem", siger en af de interviewede lærere, Karsten. Han opfatter mobiltelefonen, som en dårlig computer og ser ingen grund til at integrere den i undervisningen, da han oplever, at den stjæler elevernes opmærksomhed. 

Det behøver ikke at have noget at gøre med mobiltelefoner, men noget med den måde undervisningen foregår på, mener Rasmus Henriksen derimod. Hvis eleverne bliver bedt om at sidde og lytte og modtage information, som de skal bruge bagefter, er det klart, at eleverne oplever udfordringer med koncentrationen, siger han. 

"Hvis det bare bliver sådan at man, per default aldrig skal bruge den, så mister vi noget", siger en anden lærer, Charlotte.

Hvis vi konfiskerer mobiltelefonen, risikerer vi, at den ikke bliver integreret i undervisningen, og at eleverne derfor ikke lærer at bruge den som et værktøj. Hun indsamler ikke længere telefonerne, før timen går i gang, men har integreret dem  i sit repertoire, så de kan bruges, når det giver mening. Mobiltelefonerne bruges for eksempel til at lave små film af forsøg, både til elevernes egen dokumentation og til fremlæggelser.

"Vi også nødt til at finde et svar på, hvor ansvaret ligger, og om vi har de resurser, der skal til for at for at løfte opgaven med elevernes digitale dannelse, siger Rasmus Henriksen i konklusionen til sit professionsbachelorprojekt.