"Hvis udviklingen med færre studerende fortsætter, vil det være nødvendigt med politisk hjælp til fortsat at sikre vores udbud i hele Region Sjælland", siger rektor på professionshøjskolen Absalon Camilla Wang.
Foto: Carsten Lundager
Mangel på studerende får Absalon til at nedlægge 60 stillinger
På grund af mangel på studerende står professionshøjskolen Absalon med et stort millionunderskud, som nu fører til, at uddannelsesinstitutionen varsler afskedigelser af 30-40 medarbejdere.
Der mangler så mange studerende på professionshøjskolen Absalon, at uddannelsesinstitutionen står med et stort millionunderskud, som fører til, at der skal nedlægges omkring 60 stillinger.
Det oplyser Absalon i en pressemeddelelse.
“I tråd med den nationale tendens oplever vi desværre også på Absalon et fald i antallet af ansøgere til en del af vores uddannelser. Ikke mindst sygeplejerske- og pædagoguddannelsen er hårdt ramt", fortæller rektor Camilla Wang.
"Ligesom andre uddannelsesinstitutioner har vi samtidig et stigende frafald, og samlet set betyder det en mærkbar nedgang i antallet af studerende. Vi kan ikke umiddelbart se, at udviklingen vender, da ungdomsårgange falder i de kommende år. Derfor er det nødvendigt, at vi gennemfører ret omfattende besparelser på Absalon”, siger hun videre.
Besparelser for mere end 50 millioner
I alt forventer professionshøjskolen at skulle afskedige 30-40 medarbejder ud af i alt godt 800 ansatte.
Nogle af de nedlagte stillinger er p.t. ledige stillinger, der ikke genbesættes, og så bliver der i løbet af juni måned mulighed for frivillige aftaler om fratrædelser, seniorordning og nedsat tid, lyder det i pressemeddelelsen.
“Vi
har i løbet af de sidste par måneder gennemført driftsbesparelser for ca. 12,5
mio. kr. på en række områder, og der er indført et kvalificeret
ansættelsesstop. Vi står imidlertid tilbage med et besparelsesbehov på cirka 43
mio. kr., og vi må derfor desværre også tilpasse antallet af medarbejdere”, siger rektoren.
Økonomien er så presset, at der ifølge Camilla Wang kan blive behov for økonomisk hjælp fra Christiansborg.
“Vi
har fuldt fokus på vores studerende og vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre
kvaliteten i vores uddannelser. Vi har ligeledes et stort fokus på at finde
løsninger, der kan sikre vores nuværende brede geografiske tilstedeværelse i
Region Sjælland. Men hvis udviklingen med færre studerende fortsætter, vil det
være nødvendigt med politisk hjælp til fortsat at sikre vores udbud i hele
Region Sjælland, da de mange små campusser med hold med stadig færre studerende
er rigtigt dyre i drift”.