"Et langt stykke hen ad vejen er det for mig en humoristisk måde at håndtere en uenighed på", siger viceskoleleder Mads N. Jacobsen.
Foto: Screendump youtube - se videoen i artiklen
Skoleleder synger ugeplans-frustrationer ud
"Min didaktik er helt brændt ned. Mit fag er solgt til skrot", synger viceskoleleder Mads N. Jacobsen i en video, han har delt på sociale medier. Gennem to år har han brugt sang og humor i arbejdet med at indføre ugeplaner i MinUddannelse på Skåde Skole ved Aarhus.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For to år siden kæmpede den nybagte pædagogiske leder Mads N. Jacobsen med at få indført, at lærerne på Skåde Skole brugte læringsplatformen MinUddannelse til at lave ugeplaner - selv om de automatisk genererede ugeplaner ikke helt virkede efter hensigten.
"Den ugeplan, som MinUddannelse genererede af sig selv, var ringe. Den gav ikke noget ugeplansoverblik. Som forældre havde man ikke kinamands chance for at følge med. Den automatiske ugeplan var ikke brugbar. Derfor bad jeg lærerne om at lægge en tabel ind, hvor der var mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og så en række, hvor de skrev, hvad man lavede. Det var der nogle, der godt kunne se fidusen i, mens andre ikke var helt enige".
Dem, der ikke var enige mente, at når nu de skulle bruge læringsplatformen MinUddannelse, så måtte de bruge den på den måde, den nu engang virkede. Mads N. Jacobsen var spritny leder. Kun to måneder havde han været på skolen, da han sad til afdelingsmødet med lærerne i 2017, og ugeplanerne var på dagsordenen.
"Min overordnede tilgang er, at vi får en kollektiv forståelse af, hvad der er vigtigt, men og at vi til en hvis grad har en individuel håndtering. Jeg har ikke et ønske om at detailstyre noget som helst. Men da vi gik fra mødet kunne jeg slet ikke have den manglende enighed i min krop", fortæller han.
MinUddannelse-konsulent: Debatten om læringsplatforme mangler perspektiv
Syng budskaberne ud
Derfor trak han i den lyseblå løbetrøje, og mens han fik kilometer i benene, formede sig en sang i hans hoved. Han var inspireret af Sys Bjerres sang "Malene", og da han kom hjem skrev han sin egen tekst ned, greb guitaren og indspillede sangen på sin mobiltelefon.
Malene var skolens MinUddannelse-superbruger og Mads Jacobsens initialer JA
Han uploadede den helt anonymt på Youtube og lagde uden at gøre opmærksom på det et link nederst i mødereferatet fra afdelingsmødet. Ingen åbnede linket. Til julefrokosten det følgende skoleår rejste han sig og sang sangen, og fortalte, at den kunne findes nederst i mødereferatet fra afdelingsmødet. Det fik 20 til at klikke på sangen. Nu er der gået to år, og lærerne er stadig ikke helt enige om, hvilken måde, som er den bedste at lave ugeplaner på.
"Vi er nået frem til 2019. MinUddannelses mulighed for at lave en autogenereret ugeplan er blevet mere elegant, end den har været tidligere. Jeg tænker ikke, at de er helt færdige med at udvikle den. I den tid, der er gået, har vi måske fjernet os lidt fra den kollektive forståelse af, hvordan vi gør", siger han.
Derfor tænkte han, at det måske var en god idé at tage emnet op igen. Og derfor børstede han Youtubevideoen af og delte den sin LinkedIn-profil med denne tekst:
"Som helt ny leder skrev jeg i foråret '17 - efter et afdelingsmøde med uenighed om ugeplaner på Min Uddannelse - denne sang. Den lå gemt i et link i mødereferatet, men nu mere end to år senere offentliggør jeg den gerne. (...) Mon den stadig er aktuel?".
Han var spændt på, hvordan reaktionerne ville være:
"Der er kommet flere positive tilkendegivelser. Der er faktisk ikke kommet nogle negative. Et langt stykke hen ad vejen er det for mig en humoristisk måde at håndtere en uenighed på. Jeg håber, det er en løftestang til at komme videre. Jeg mener, at de aftaler vi har lavet om, at der skal være en ugeplan på min uddannelse stadig gælder. Og jeg tror, at sangen er en meget god måde at huske hinanden på det på".
Bachelor: MinUddannelse overinformerer forældre
Syngende budskab høres
På LinkedIn svarer René Husted, som er læringskonsulent hos UVData, der står bag MinUddannelse, at det er en fed sang.
"Jeg håber da at du har fået et langt federe ugeplansværktøj, og at du ser frem til på fredag, hvor de næste opdateringer kommer ... ���� Jeg svinger gerne forbi med en akustisk bas, og synger med på din version af "M(U)alene", og til en snak om, hvordan tingene har rykket sig siden 2017".
Christian Østerballe som er product owner på MinUddannelse synes også, at sangen er god.
"Jeg tænker, at sangen stadig er yderst aktuel. Jeg går netop nu og bakser med min første LinkedIn-artikel, som netop skal handle om den rejse, som læringsplatforme og selvfølgelig #minuddannelse i særdeleshed er på".