“Jeg sagde ja til at være konstitueret skoleleder, dels fordi jeg synes, at jeg selv har en veldrevet skole med et godt lederteam, som ville blive stående, selv om jeg forlod dem. Dels fordi jeg er opdraget til, at man er en del af et fællesskab – og det synes jeg, at skolerne i Aarhus er.

Jeg tænkte: ‘Hold da fast, det er en stor opgave’, og jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg gik ind til, men jeg blev godt klædt på af min børne- og ungechef, og jeg blev godt taget imod af både pædagoger, lærere og de to ledere, der var tilbage på skolen. Min chef sagde, at jeg skulle gøre, som jeg plejer. Og det har jeg gjort.

Jeg har en vis portion ydmyghed, så jeg synes, jeg løser hverdagens opgaver sammen med mange andre. Jeg er meget bevidst om at balancere mit lederskab på to ben: Et, der hedder: Vi driver skole for børn, og et, der handler om at lede medarbejdere, der skal inddrages, behandles ordentligt og vide, hvorfor ledelsen træffer beslutninger, som den gør.

Jeg var meget opmærksom på, at medarbejderne på Søndervangskolen var et andet sted end de medarbejdere, jeg har på Lisbjergskolen. Jeg lagde mærke til, hvad de sagde i hverdagen, deres kropssprog og deres ansigtsmimik. Jeg skulle sætte en lille bevægelse i gang, som en ny skoleleder skulle tage over på. Så det var vigtigt hele tiden at være opmærksom på, hvordan det gik på skolen.

Det mest overraskende var, at midt i det hele var det en helt almindelig skole, hvor der var grin i personalerummet. Medarbejdergruppen var robust, men kradsede man i den yderste lak, var de også sårbare. Jeg tager fra Søndervangskolen med et billede af en skole og nogle medarbejdere, som løser en vigtig opgave i vores samfund hver dag. Jeg er megastolt af de lærere, pædagoger og ledere, der er derude. De gør virkelig et godt stykke arbejde”.