Lejrskoler

Tirsdag klokken 8:57 er 4.a fra Ishøj Skole netop steget på toget mod Ringsted, og slikposerne er allerede fremme. Endemålet er en lejrskole på Thurø, hvor klassen skal sove i to nætter.

Folkeskoleelever kommer mindre på lejrskole end friskolebørn

Elever i folkeskolen kommer ikke lige så ofte på lejrskole som børn på fri- og privatskoler, indikerer rejsetal fra DSB's ordning for gratis skolerejser. "Vi mister jo de gode oplevelser", siger skoleleder efter besparelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Soveposer, drikkedunke og togkupéer, der oser af spændt forventning.

Det er igen blevet højsæson for lejrskoler, og lærere og elever valfarter i disse måneder mod  spejderhytter og sovesale landet over.

Sidste år benyttede flere end 105.000 elever og lærere fra danske grundskoler DSB's Skolerejser, der tilbyder gratis togtransport til skoler, der tager på lejrtur i mindst tre skoledage. Det viser tal fra DSB's analyseafdeling, som Folkeskolen har fået adgang til.

Kigger man dybere i rejsetallene, tyder det på, at elever fra fri- og privatskoler har noget større chance for at komme på lejrskole i løbet af deres skoletid end folkeskoleelever.

Sidste år var 22 procent af alle folkeskoleelever i 5.-9. klasse afsted med DSB, mens det samme gjaldt for 37 procent af eleverne i landets fri- og privatskoler.

I runde tal er det altså hver femte folkeskoleelev mod hver tredje elev på fri- eller privatskoler, der var på lejrskole i løbet af ét år. 

Skoleleder: Lejrskoler trækker forældre til 

Dorthe Gundmann er skoleleder på Amager Privatskole i Tårnby og har tidligere været skoleleder på flere folkeskoler. Hun fortæller, at alle skolens elever kommer på lejrskole hvert år. 

Det overrasker hende ikke, at folkeskoler over en bred kam ikke har mulighed for at lave samme prioritering.

”Jeg kan sagtens forstå, at man ikke kan prioritere det på samme måde på en folkeskole, for det har man jo bare ikke pengene til”, siger Dorthe Gundmann. 

Amager Privatskole har ét spor bortset fra et enkelt klassetrin med to klasser, og hvert år bruger skolen, hvad der svarer til en halv lærerstilling på at komme afsted på lejrskole, vurderer skolelederen.

”Det er noget af det, der gør, at forældre vælger os til. De kan selv huske, hvor fedt det var at være på lejrskole, så de synes, at det er helt fantastisk, at man kan give det til sine børn”, fortæller Dorthe Gundmann, der heller ikke mener, at én årlig lejrskoletur er spor for meget. 

”Man kan ikke være for meget på lejrskole. Det er en del af undervisningen, som rykker ud af klasseværelset, og det giver så meget til klassens sociale liv og til relationen mellem børn og voksne”, siger hun.

Modsat andre skoler, hvor man samler ind til lejrskolerne i løbet af skoleåret, er de medregnet i skolepengene på Amager Privatskole. For det øger sandsynligheden for, at alle elever deltager, og det er vigtigt, mener Dorthe Gundmann. 

Folkeskolernes lejrskoler er ikke helt aflivet

Folkeskolen har fået adgang til DSB’s data over alle rejser foretaget med DSB’s rejsetilbud til skoleklasser, der har været på en tur med mindst to overnatninger. I alt har over 400.000 elever været på tur med DSB Skolerejser i perioden januar 2022 til og med start september i år. 

Folkeskolens gennemgang af rejsetallene viser, at folkeskolernes lejrskoler langt fra er sparet helt væk. 180.000 folkeskoleelever har siden januar 2022 været på lejrskole, hvor skolen har benyttet sig af DBS’s gratisordning. 

Tallene viser også, at skoler i alle landets 98 kommuner har benyttet gratisordningen. I perioden 2022 til starten af september i år var flest elever på lejrskole med ordningen i 2022. Her var omkring 75.000 elever på en tur på mindst tre skoledage.

Ca. 18.000 voksne har været afsted med folkeskoleklasser. 90.000 elever fra en fri- eller privatskole har i samme periode været på lejrskole i følgeskab med ca. 9.000 voksne.

”Det er en fælles oplevelse, som giver så meget igen, når man kommer tilbage til hverdagen i klassen. Både fagligt og socialt”, siger hun.

Vi mister jo de gode oplevelser og de muligheder for at skabe relationer og fælles referencer, der ligger ud over det, der er normal skole

Skoleleder, Aarhus

I løbet af de seneste 15 år har der udviklet sig nogle traditioner omkring lejrskolerne på Amager Privatskole, fortæller Dorte Gundmann. 6.-7.-klasserne er for eksempel altid på skitur i Sverige, og 8.-9.-klasserne tager altid til Berlin. 

”Det ved eleverne jo, og mange går jo i flere år og ser frem til, at de kommer i 6. klasse skal på skitur”, siger skolelederen. 

Flere privatskoler på lejrtur i indskolingen

Kigger man på tallene fra DSB, er det dog de færreste, der ser ud til at komme afsted på lejrskole på samtlige klassetrin. 

Stort set ingen folkeskoler ser ud til at tage på lejrskoler i de små klasser, viser tallene, mens nogle privat- og friskoleelever allerede kommer afsted i de helt små klasser. 

Rejsetallene indikerer også, at går man i folkeskole, er der størst sandsynlighed for at komme afsted i 8. klasse, imens de fleste elever fra fri- og privatskoler tager på lejrskole i 6. klasse.

Hvad skal der til for at få gratis transport?

Det er staten, som tilbyder gratis til transport til skoleklasser, der skal på et ophold, der strækker sig over mindst tre skoledage. Det er DSB, som administrerer ordningen, som gælder til alle DSB’s togstrækninger og færgeruter, der har indgået en aftale med DBS. Tilbuddet gælder ikke til tilslutningsbusser, metro eller lignende. Lejrskoler uden for Danmark dækkes til den danske grænsestation.

Den mindst ringe besparelse 

Gode rejseråd fra DSB

  • Pak ikke mere end den enkelte elev selv kan bære og løfte op i hattehylden.
  • Vær klar på perronen i det afsnit, hvor klassen skal sidde. Skærmene på perronen er en god hjælp til at se præcis, hvor det er. Stig hurtigt ombord og fordel pladserne mellem jer, når I er inde i toget, så vi kan komme hurtig afsted. Vi holder ofte kun ét minut på hver station.
  • Nogle gange må vi placere jer i flere afdelinger i toget. Husk også at holde øje med de elever, der ikke sidder tæt på jer.
  • I perioder med omfattende sporarbejde sender DSB skoleklasserne af sted på skolerejser i Togbusser. Togbusser til og fra København H holder som noget nyt fra Banegårdspladsen, som nogle kender som hovedindgangen ud mod Vesterbrogade. Tidligere kørte de til og fra Ingerslevsgade ved DGI Byen.

Kilde: DSB Kommunikation

På folkeskolen Rundhøjskolen i Højbjerg lidt uden for Aarhus er skoleleder Mads Neergaard Jacobsen enig i den store betydning af at tage på lejrskole.

Ikke desto mindre har skolebestyrelsen fra i år sparet alle lejrskoler væk. Indtil nu kom eleverne afsted på lejrskole tre gange i løbet af deres skoletid, men skolen stod i år med flere udgifter, end budgettet kunne holde til, og noget måtte stryges.

”Vi henviser flere og flere børn til specialundervisning. I Aarhus Kommune er det noget, som distriktsskolerne selv betaler for, og det betyder, at vi starter skoleåret med et budget, der er 3,6 millioner kroner for lavt”, forklarer Mads Neergaard Jacobsen.

Skolens kantineordning blev derfor afskaffet, og det gjorde lejrskolerne altså også. 

”Det var en beslutning, som skolebestyrelsen syntes var ærgerlig, men de kunne jo også se, at det er der ikke penge til lige nu”, siger Mads Neergaard Jacobsen, der kalder det "den mindst ringe løsning". 

Lejrskolen er måske det sidste skub

Beslutningen betyder imidlertid, at eleverne går glip af en oplevelse ud over det sædvanlige, mener Mads Neergaard Jacobsen.

”Vi mister jo de gode oplevelser og de muligheder for at skabe relationer og fælles referencer, der ligger ud over det, der er normal skole”, siger skolelederen, der mener, at lejrskoler har stor værdi.

”Jeg vil tro, at langt de fleste voksne kan huske gode oplevelser fra en lejrskole. Det kan være alt fra en forelskelse, til en kulturrejse eller en hyttetur, hvor man selv skulle lave mad. Og den måde at styrke fællesskabet på eller trække et besøg til Berlin ind i undervisningen, det kan vi så ikke”, siger Mads Neergaard Jacobsen. 

Han håber, at skolens økonomi en dag tillader, at han igen kan sende eleverne afsted på lejrskole, men han frygter ikke, at lejrskolerne i sig selv er det, der trækker forældre fra folkeskolen over i de private skoletilbud. 

”Det er godt, at vi både har folkeskoler og frie grundskoler, men hvis folk vælger folkeskolen fra, fordi den er for ringe, er det jo ærgerligt. Men jeg tror ikke, at lejrskolen i sig selv kan få folk til at vælge folkeskolen fra. Det er en kombination af flere ting, og så kan det godt være, at lejrskolen er sukkeret på toppen, der gør, at forældrene får det sidste skub”, siger Mads Neergaard Jacobsen.