Lejrskoler
4.a fra Ishøj Skole, der her er klar til afrejse fra Høje Taastrup Station, skal ikke til nogle af destinationerne på Top 10. De skal nemlig til Thurø ved Svendborg.
Foto: Bo Tornvig
Her er de 10 mest populære lejrskole-destinationer
Hvert år rejser flere end 100.000 skoleelever på lejrskole med DSB's gratis-ordning. Se hvor folkeskoleeleverne typisk kommer på lejrskole, og om eleverne i de frie skoler tager andre steder hen.
September er højsæson for skolernes
lejrskoler, viser Folkeskolens gennemgang af rejsetal, som redaktionen
har fået udleveret fra DSB.
Rejsetallene omfatter skoleklassers rejser fra januar 2022 til september i år, hvor skolen har har benyttet
DSB’s tilbud om gratis transport til skoleklasser, der skal på lejrtur på mindst
tre skoledage.
Gennemgangen viser, at eleverne på landets fri- og privatskoler oftere kommer på
lejrskole end folkeskoleelever. Og rejsetallene afslører også, hvor i landet de fleste lejrskoler foregår.
Kendte feriedestinationer og
storbyerne
Langt hen ad vejen viser det
sig, at landets folkeskoler og fri- og privatskoler har nogenlunde samme
rejsemønstre. Begge skoletyper har helt samme favoritdestination, når eleverne sendes på lejrtur.
For flest folkeskoler
og fri- og privatskoler har benyttet DBS’s rejsetilbud til at fragte elever og lærere til Bornholm.
Solskinsøen er så populær en destination
for skolernes lejrskoler, at DSB har fragtet næsten 60.000 elever dertil siden
2022.
Ved første øjekast har folkeskolerne og de frie grundskoler også begge landets to største byer København og Aarhus som deres anden- og tredjemest benyttede rejsedestination.
Men tager man et nærmere kig på
rejsetallene, viser det sig, at folkeskolerne faktisk har taget mest til et andet af landets meget populære feriemål. For lægger man antallet af billetter til stationerne i Hulsig og Skagen sammen, er det pludselig landets nordligste ferieby, der er at finde på folkeskolernes andenplads. Netop ved Hulsig finder man Skagen
Strand Feriecenter, som tilbyder lejrskoleophold.
Om rejsetallene
Folkeskolen har fået adgang til DSB’s data over alle rejser foretaget med DSB’s rejsetilbud til skoleklasser, der har været på en tur med mindst to overnatninger. I alt har over 400.000 elever været på
tur med DSB Skolerejser i perioden januar 2022 til og med start september i år.
Folkeskolens gennemgang af rejsetallene viser, at ca. 180.000 af dem er
folkeskoleelever, og 90.000 elever er fra en fri- eller privatskole. Ca. 18.000 voksne har været afsted med
folkeskoleklasser og ca. 9.000 voksne har været afsted med fri- og privatskoleklasser.
Lufthavnen er også populær
Går man lidt længere ned ad
listen, er der en kraftig indikation på, at eleverne på fri- og privatskolerne oftere kommer på en rejse til udlandet.
Faktisk er Københavns Lufthavn den fjerdemest populære destination blandt DSB’s rejser med elever fra fri- eller privatskoler.
Til sammenligning er lufthavnen helt nede at finde på en 20.-plads over folkeskoleklasserne
endestation med DSB.
Hvad skal der til for at få gratis transport?
Det er staten, som tilbyder gratis til transport til
skoleklasser, der skal på et ophold, der strækker sig over mindst tre
skoledage. Det er DSB, som administrerer ordningen, som gælder til alle DSB’s
togstrækninger og færgeruter, der har indgået en aftale med DBS. Tilbuddet
gælder ikke til tilslutningsbusser, metro eller lignende. Lejrskoler uden for
Danmark dækkes til den danske grænsestation.
Lufthavnen er imidlertid ikke
den eneste endestation, som indikerer, at klasserne har været på en
tur til udlandet.
For begge skoletyper er Padborg ved grænsen til Tyskland nemlig at finde blandt de 10 mest populære destinationer med DSB, som ikke tilbyder
rejser udenfor landets grænser.