Stilladseret læring

Som den berømte filosof og pædagog, John Dewey, sagde: ”Vi lærer ikke af erfaring. Vi lærer af at reflektere over erfaring.” For at skabe grobund for refleksion er vi nødt til først at stilladsere, at børnene får nogle sociale erfaringer, der kan gøres til genstand for refleksionen. Udviklingsprojektet, CollaboLearn, inspirerer til, at dette kan gøres gennem legende sociale konstruktionslege, der er så motiverende og meningsfulde, at alle børn kan træde ind i dem. Gennem legens kvaliteter inviteres bl.a. autistiske børn til at deltage og engagere sig i legen og øve sig i sociale interaktioner.

Ifølge nyere neuroforskning indbefatter autistiske hjerners neurologi dog meget neural støj, fordi de modtager et overload af sensoriske inputs. De mange sanseindtryk gør det særligt svært for de autistiske børn at indgå i sociale situationer, fordi de er sansespækkede og uforudsigelige for disse børn. Når vi derfor gerne vil give dem mulighed for at få sociale erfaringer gennem legende læringsmiljøer, må vi således hjælpe dem med at opdage, hvad der er det vigtige at trække ud af sociale kontekster gennem synlig læring. Og det gør vi ved at stilladsere den sociale læreproces fra erfaring til refleksion.

Da refleksion og social læring indebærer abstrakt tænkning, har projektet fundet måder, hvorpå de sociale dynamikker gøres synlige, konkrete og håndgribelige for børnene. Inspireret af Reggio Emilia-pædagogikken og Project Zero-projektet, Making Learning Visible, hvor læreprocessen gøres til genstand for læringen, har CollaboLearn udviklet en række refleksionsrutiner til objekt-medieret refleksion.

Én af refleksionsrutiner består i at bygge læringsfigurer sammen med børnene. Figurerne synliggør og håndgribeliggør børnenes sociale erfaringer, strategier, opdagelser, følelser og udfordringer, fordi de udvikles sammen med børnene undervejs i det legende læringsforløb. Dermed bliver det muligt for børnene at observere, registrere, fortolke og dele deres sociale erfaringer. Det er altså igennem læringsfigurerne, at der faciliteres refleksion, som støtter de autistiske børn i at udforske og dele deres læring. Når det abstrakte gøres synligt, konkret og håndgribeligt, fastholdes børnenes opmærksomhed, og de kan derfor bedre begribe og reflektere over deres læring sammen med de andre børn og underviser. Da læringsfigurerne er baseret på børnenes egne oplevede erfaringer, sikres også ejerskab og meningsfuldhed.

Disse egenskaber gør det muligt for børnene at vende tilbage til centrale læringspointer igen og igen, hvilket er afgørende for børnenes læring. Det betyder også, at efter mange gentagelser kan børnene over tid opnå generaliserbare sociale færdigheder med et etableret sprog og konkrete læringsstrategier, der er så meningsfulde for dem, at de kan anvende dem i andre sociale kontekster.

Ny metode til legende læring hjælper elever med autisme ind i fællesskaber

Et socialt læringsforløb med læringsfigurer

I et legelokale på specialskolen, Langagerskolen, sidder tre 12-årige autistiske drenge. De er med i et legende socialt læringsforløb faciliteret af deres pædagog.

Her lærer de at samarbejde, fx om at bygge den længste bro, det højeste tårn eller en hemmelig figur. Undervejs i samarbejdslegene gør drengene sig sociale erfaringer og opdagelser, som løbende bliver indfanget og gjort synlige i læringsfigurer. Der bliver i alt skabt otte figurer, der alle tager udgangspunkt i børnenes oplevelser gennem de i alt otte legesessioner – fem figurer blev skabt af pædagogen og tre af børnene selv.

I det følgende eksemplificeres brugen af læringsfigurer ud fra ovenstående læringsforløb. Der rettes fokus på de to mest anvendte læringsfigurer i læringsforløbet; Ordkanonen og Fælles plan, og hvordan disse kan bruges til at facilitere refleksion og gentagelse over drengenes erfaringer i samarbejdsprocessen.

I legelokalet er drengene i gang med at samarbejde om at bygge det højeste tårn. Sander begynder at trække sig lidt fra samarbejdet pga. uenigheder. Han synes ikke, at de lytter til hinanden i gruppen. Pædagogen laver nu en stop-op-refleksion med de forskellige læringsfigurer på bordet. Sander begynder:

”Jeg følte ikke, jeg blev lyttet på, så jeg prøvede at huske på det, du sagde sidste gang med, at jeg skal være bedre til at komme med de der ord ud af den Ordkanon der (…) Nu bruger jeg faktisk den her (tager Ordkanonen): Ebbe, næste gang må du lade være med at sige tiden hele tiden (…). Jeg bliver mega presset. Please, lad være med at sige det. Jeg skal nok holde øje.”

Sander fortæller endvidere, hvad han synes, de i gruppen skal forsøge at gøre anderledes og forbedre i samarbejdet:

”Jeg synes, at vi skal allesammen høre på hinanden. Jeg synes, vi skal prøve at samarbejde bedre, vi skal være enige sammen. Vi skal ikke være uenige sammen.”

Ebbe beder nu om at få Ordkanonen og deler sine tanker om samarbejdsprocessen:

”Den idé, Sander kommer med, er god, men så bliver den ikke holdt pga. pladerne, og når jeg kommer med mine forslag, så hørte han ikke efter (...), og så sad han bare og tænkte, og jeg syntes, jeg forklarede det tydeligt.”

Pædagogen tager dernæst læringsfiguren, Fælles plan, frem på bordet, som han byggede på baggrund af sine observationer af de sociale dynamikker i drengenes samarbejde. Herigennem har han indfanget det, som drengene har delt med hinanden omkring deres oplevelse i samarbejdsprocessen - om ikke at lytte til hinanden og at have forskellige planer og idéer. Figuren visualiserer således de centrale læringspointer, så det er lettere for drengene at opdage, begribe og vende tilbage til dem under forløbet.

Drengene får til opgave at blive enige om en plan, inden de går i gang med byggeriet igen.

Sander: ”Jeg er helt tom for idéer. Jeg har ikke nogen planer.”

Pædagog: ”Du havde en plan før.”

Sander: ”Ja, men den var åbenbart ikke god.”

Ebbe: ”Jeg synes, den var god, men der var bare lige nogle småting – ellers var den god nok.”

Pædagog: ”Okay Ebbe, der var lige nogle småting – ved I hvad, jeg tror, vi skal nu? Jeg tror, vi skal til at bruge den her (Ordkanonen) noget mere. Hvad var det for nogle småting? Prøv lige at skyd med nogle ord mod Sander og Frederik.”

Ebbe tager Ordkanonen og fortæller sine tanker om den fælles plan.

Kuglebanen styrker elevers trivsel og læring

Gennem de to læringsfigurer har pædagogen faciliteret problemløsning og refleksion hos drengene. Drengene erfarer således, hvordan netop disse to sociale strategier er hjælpsomme, når de skal samarbejde og problemløse i fællesskab.

Til næste legesession gentager pædagogen de to centrale læringspointer fra sidst ved at inddrage drengene i dialog gennem læringsfigurerne. En dialog, som får dem til at reflektere over deres tidligere erfaringer fra samarbejdsopgaverne gennem Ordkanonen og den Fælles plan. Dialogen anvendes dermed til at rammesætte og skærpe læringsfokusset for dagen:

”Hvis der kommer bøvl i dag, så skal vi se, om vi kan finde ud af at få den samme idé, og det skal vi altså bruge Ordkanonen til.”

Potentiale for overførbar læring

Fra sådanne legende og reflekterende læringsforløb er det erfaret, at jo flere gentagelser af centrale læringspointer og sociale strategier gennem læringsfigurerne, jo bedre betingelser er der for at opnå overførbare sociale strategier. Læringsfigurerne bliver limen, der binder børnenes erfaring og læring sammen, og via gentagelser får hjulet til at dreje, således at børnene kommer hele vejen rundt i den cirkulære læreproces og over tid opbygger overførbar læring. Da læringsfigurerne - og de andre konkrete refleksionsrutiner - er objekter, så kan børnene og undervisere tage dem med ud i andre kontekster, hvor der er brug for lignende sociale strategier.

Først tog de leg ind i specialpædagogikken - nu vender de tilbage til almenskolen

Arbejdet med refleksion gennem konkrete figurer kan dog være en langstrakt proces – og en læreproces for den fagprofessionelle voksne lige såvel som for børnene. Til en start må man skabe et læringsmiljø med tryghed og mening, fx gennem motiverende legeaktiviteter, og derefter kan man begynde at samskabe og eksperimentere med læringsfigurer sammen med børnene. Ofte er det nødvendigt at starte med prækonstruerede læringsfigurer, som den voksne har bygget, fx ligesom Ordkanonen. Senere i processen kan børnene engageres mere og mere i at tilføje, ændre og justere på de prækonstruerede læringsfigurer, og endeligt kan børnene selv bygge figurer, som repræsenterer noget fra deres læreproces, fx en opdagelse, en følelse, en strategi eller en udfordring.