Birgitte Skov Larsen har haft glæde af den supervision, som personalet på Ellevangskolen i Aarhus bliver tilbudt. Hun oplevede en meget urolig klasse, hvilket i en periode gik ud over hendes nattesøvn, ligesom hun mærkede, at hun trak sig fra det kollegiale samvær i pauserne. Fordi hun havde brug for at lade op.

»Klasseledelse har aldrig tidligere været et problem for mig. Jeg er som regel meget tydelig over for eleverne, men dengang var jeg presset af den uro, der var i klassen. Jeg følte pludselig, at jeg ikke slog til over for børnene, og jeg havde mange mailkontakter med forældrene, fordi det ikke var muligt at skabe den fornødne arbejdsro i klassen«, fortæller hun.

Supervisionen fik hun af Flemming Mortensen, der er uddannet lærer, krops- og psykoterapeut, og som netop nu er i gang med et supervisionsforløb på Ellevangskolen. Han foreslog blandt andet Birgitte Skov Larsen en ny placering af borde og stole og nogle skillevægge, der kunne skabe ro for de børn, som havde brug for hjælp til at koncentrere sig.

»Det virkede nærmest fra begyndelsen, da vi havde flyttet om på bordopstillingen, og eleverne havde fået deres nye faste pladser. Det har hjulpet mig og klassens trivsel så meget. Det var også vigtigt for mig i selve supervisionen, at Flemming selv er lærer og AKT-uddannet (adfærd, kontakt, trivsel). Han kender skoleverdenen, for det kan godt være svært specifikt at forklare andre, hvordan det fungerer i en klasse«, siger Birgitte Skov Larsen.

Lotte gav psykisk førstehjælp til kollega 

Tankemylder og dårlig søvn

Før supervisionen kneb det for Birgitte Skov Larsen at sove, fordi hun spekulerede på klassen. Tankerne myldrede, hun vågnede for tidligt, og hun oplevede at være presset. I en periode kneb det virkelig med energien på arbejdet. Hun følte sig afmægtig i larmen, og flere af eleverne havde også problemer med uroen.

»Jeg fortalte Flemming om min oplevelse af afmagt, og hvordan larmen ødelagde motivationen hos eleverne. Det kunne godt køre fint i en del af timen, men så pludselig var det som en hvirvelstorm, hvor uroen tog over«.

Birgitte Skov Larsen oplevede, at Flemming Mortensen lyttede, og at hun blev anerkendt for det, hun fortalte:

»Vi talte om vilkår som lærer, om skolereformen, og vi talte om ideen med at ændre på det, som jeg kunne ændre på. Jeg kunne ændre noget fysisk i rummet, og så måtte jeg 'parkere' skolereformen og andre vilkår, som jeg ikke kunne ændre på«.

Klasselokalet blev delt op i »kontorer« og grupperum. Omkring seks elever fik et lille kontor bygget op af skillevægge. Alle kunne se tavlen, og Birgitte Skov Larsen går altid rundt i klassen, så hun er lige så ofte bag i lokalet som oppe foran. Fra begyndelsen var det hende som lærer, der havde besluttet, hvem der sad hvor, men på sigt skal eleverne være med i beslutningerne, når de taler om, hvem der har brug for at sidde hvor i klassen.

»I begyndelsen troede nogle af eleverne, at der var tale om en straf, hvis man sad bag en skillevæg, men det talte vi om og forklarede, at nogle har brug for mere ro, og at skillevæggene kan være en hjælp for dem. I dag er der færre, der sidder mellem skillevægge. Både elever og forældre har her senere sagt, at det nu går meget bedre. Fællesskabet i klassen er blevet meget stærkere, og børnene trives«, siger Birgitte Skov Larsen.

»Og jeg fik fodfæste igen. Nu kan jeg undervise i hele lektionen, og der er arbejdsro«.

Godt pædagogisk redskab

Klassens trivsel er langt bedre i dag, hvor eleverne også har fundet ud af, hvad der fungerer bedst for dem.

»Det er et pædagogisk redskab, der virker i denne klasse. Min leder skrev ud til forældrene, at vi med en AKT-lærers hjælp havde besluttet at ændre på bordopstillingen, og jeg forklarede det i et ugebrev. Rammerne for koncentration er meget bedre nu, og det giver mulighed for god undervisningsdifferentiering«, siger Birgitte Skov Larsen.

I dag har eleverne faste makkere og faste grupper, men indimellem kører det også mere fleksibelt. Det kommer an på situationen, men det er primært lærerstyret.

»Jeg har fået min arbejdsglæde tilbage. Når jeg tænker på, hvor mange børnemøder, forældremøder og belønningssystemer vi har prøvet i klassen tidligere, så virker det her virkelig godt«, siger Birgitte Skov Larsen.

Hun mener, at supervision bør være et tilbud til alle lærere i dag: »Det handler om trivsel for alle. Det er hæsligt ikke at kunne hjælpe børnene, men vi kan også spørge, om vi som lærere egentlig har uddannelsen til det, vi er ude for i dag i jobbet«.

Supervision skal bruges tidligt