”Der er behov for at lytte, for klarhed og for at medarbejdere, ledere, børn, forældre og andre omkring skolen har tillid til de skridt, som skal bringe skolen videre", siger Thomas Medom.
Aarhus-politikere iværksætter uvildig undersøgelse af Søndervangskolen
Her til aften har Børn og Ungeudvalget i Aarhus Kommune besluttet, at der skal iværksættes en uvildig undersøgelse af anklagerne mod den kendte Aarhus-skole.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tidligere og nuværende lærere har anklaget Søndervangskolen i Viby syd for Aarhus for at have snydt med flere af afgangsprøverne, og der er også markante anklager om et meget usundt psykisk arbejdsmiljø.
Børn og Unge-forvaltningen i Aarhus har både mandag og her til eftermiddag offentliggjort redegørelser af sin egen håndtering af anklagerne om snyd.
Men det er ikke nok, mener politikerne i udvalget, som her til aften efter et udvalgsmøde har meldt ud, at der skal iværksættes en hurtig og uvildig undersøgelse.
"Det er vigtigt for mig, at en uvildig undersøgelse giver medarbejdere mulighed for at blive hørt og set. Samtidig skal vi have belyst, hvad der er historie, og hvad der fortsat er relevante problemer. Derfor er der behov for, at uvildige øjne ser på forholdene for, på og omkring Søndervangsskolen. Min indstilling er, at det skal ske så hurtigt som muligt, ikke mindst af hensyn til elever, forældre og medarbejdere", siger direktør for Børn og Unge i Aarhus Martin Østergaard Christensen i en pressemeddelelse.
Fortalte ikke tilsynsfolk om mistanken om eksamenssnyd
Rådmand: Behov for at lytte til medarbejderne
Af pressemeddelelsen fremgår det, at undersøgelsen blandt andet skal afdække de nærmere arbejdsmiljøforhold på skolen, om kritisable forhold er bragt til ophør, og kvalificere de tiltag, der skal støtte skolen fremover.
Rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) siger, at han er glad for beslutningen om at nedsætte en uvildig undersøgelsen.
"Der er behov for at lytte, for klarhed og for at medarbejdere, ledere, børn, forældre og andre omkring skolen har tillid til de skridt, som skal bringe skolen videre. Det kan en uvildig undersøgelse medvirke til. Jeg er derfor glad for, at Børn og Unge-udvalget er enige i behovet for undersøgelsen, så vi også kan imødekomme de spørgsmål, som udvalget har rejst".
Det fremgår også, at der i de kommende uger vil være særlig opmærksomhed på Søndervangsskolen i forhold til ledelsesmæssig opbakning, ligesom skolen kan trække på Børn og Unges forvaltning.
Lærere på aarhusiansk successkole: Vi blev presset til at fuske