Er der nogen, der ved, hvad en korridor er?« spørger lærer Lilian Hansen ud i lokalet. Et par håndfulde hænder rækkes i vejret. Et bud lyder, at det er en form for fugl. Lærke ved, at det er et sted med mange døre. En korridor er en slags lang gang, forklarer læreren og går videre til ordet »hasperne«, »ragelse« og »lagerrum«.

To lokaler længere henne ad gangen på førstesalen på Skansevejens Skole i Nørresundby øver Henrik Lundgaard Jacobsen diktat med sit hold. Her lyder de første ord på tavlen »går«, »sig«, »dag« og »køre«. To etager over dem sidder endnu et hold elever og har dansk med Inge Milling. Her er opgaverne endnu simplere.

De tilsammen cirka 60 elever går på samme klassetrin. Nemlig 3. klasse. Men når de har dansk og matematik, er de noget af tiden inddelt på fleksible hold efter deres faglige formåen.

»Det er lidt af et tabu at dele eleverne efter deres faglige forudsætninger i den danske folkeskole. Men det fungerer altså for os at dele eleverne efter, hvor fagligt dygtige de er«, siger Lilian Hansen.

Forsker: Risikoen ved niveaudeling er for lave forventninger til de fagligt svage 

Noget ekstra i begge ender

Det begyndte for 15 år siden som et forsøg, da Skansevejens Skole besluttede at køre med selvstyrende årgangsteam med fuldt ansvar for skemalægning, vikardækning og økonomi.

»Der tænkte vi i mit team, at vi måtte kunne bruge de fleksible rammer til at gøre det bedre for de børn, der har brug for noget ekstra i begge ender af skalaen«, fortæller Lilian Hansen.

»Vores holdning dengang som nu er, at hvis man ikke oplever det, man ikke kan, så tror man selv, at man er god. Det giver flere succesoplevelser for de fagligt svage børn«.

Men også i den anden ende af skalaen ville lærerne gerne ramme børnenes niveau bedre.

»For mange børn i folkeskolen får bare en ekstra opgave og en mere, når de har løst den, fordi vi er nødt til at følge et spor, hvor flertallet kan være med. Der bliver brugt alt for meget tid på at vente i folkeskolen. Vente på at timen er slut, fordi man er sat af, eller vente på ens klassekammerater, fordi man er foran«, siger hun.

Derfor inddelte Lilian Hansen og hendes kolleger eleverne i tre fleksible hold efter faglige forudsætninger ud fra den model, de stadig kører med i dag i dansk:

Flest elever (cirka 27) på det dygtigste hold. Næstflest elever (cirka 25) på det midt­erste hold, der har to lærere på i lektionerne med niveaudeling. Og færrest (cirka otte) elever på holdet for de fagligt svage. I matematik er der fire hold med henholdsvis 25, 17, 12 og seks elever. Dog uden fra starten af at nævne for eleverne, hvad der ligger til grund for at dele klasserne i hold noget af tiden.

»Skolen er gammel og har lokaler i mange forskellige størrelser. Så de får at vide, at det handler om, at vi ikke kan være lige mange i hvert lokale«, siger Lilian Hansen.

»Forældrene bliver instrueret i, at de for alt i verden ikke må fortælle eleverne det. Vi er ikke altid enige med forældrene om, hvilket hold deres barn skal gå på. Men vi er altid klar til at fremlægge vores argumenter. Og vi spørger naturligvis også dem til råds. Men som udgangspunkt bestemmer vi, hvad der er bedst for det enkelte barn og for gruppen«.

Opdager sandheden i 3. klasse

I dag skal det midterste hold øve diktat, mens holdet for de fagligt stærke skal lave tegneserier på baggrund af et kapitel i en novelle, de er i gang med at læse. En håndfuld elever fra førstnævnte hold trisser stille og roligt ind i lokalet, hvor Lilian Hansen underviser, og henter deres penalhus. På vej ud kastes der nysgerrige blikke op på den interaktive tavle med de svære ord.

At der er forskel på aktiviteterne, går ret hurtigt op for eleverne, fortæller læreren. Især når undervisningen munder ud i et spændende produkt, der hænger på væggen i klassen, bliver der i løbet af 1. og 2. klasse stillet nysgerrige spørgsmål. Men det er som regel først i 3. klasse, at eleverne opdager, at der også er forskel på sværhedsgraden i det, de foretager sig i undervisningen.

»Der plejer vi så helt ærligt at fremlægge, hvad det i virkeligheden handler om. Og fordi de har haft tre år med succeser, så accepterer de det som regel uden videre«, siger læreren.

Holddelingen i dansk og matematik fortsætter til og med 6. klasse. Fra 7. klasse går eleverne i klassiske stamklasser.

Lilian Hansen understreger, at det ikke er i alle fagenes stofområder, at undervisningen deles. Hver morgen starter med en »stillestund«, hvor der læses eller løses individuelle opgaver. Her er eleverne i deres stamklasser eller samlet som årgang, ligesom de også er det, når de for eksempel laver drama, ser film, læser historier højt eller er på biblioteket.

Seks til ti gange om året er der en elev, der flytter fra et hold til et andet. Det kan være, fordi nogle elever tager et kraftigt spring op ad læringskurven. Men det kan også være, fordi det viser sig, at nogle elever har det bedst med at være den bedste på ét hold frem for den svageste på et andet hold - eller omvendt.

»Nogle børn lærer bedst ved at skulle stå på tæer for at kunne nå. Andre har det bedst, når de er meget trygge i deres faglighed. Det er meget vigtigt, at holdene er dynamiske, og at man kan rykke hold. Når det bliver nødvendigt, er vi meget omhyggelige med at sige, at man flytter ind og ud af et hold. Ikke op og ned«, siger Lilian Hansen.

Skal ikke gøres i alle fag

Er I ikke bange for at gå glip af klasse­kammerat­effekten, hvor de fagligt svage kan spejle sig i de stærke og omvendt?

»Det er en vigtig pointe, at eleverne kun er holddelt i dansk og matematik - og ikke engang hele tiden i de fag. Vi vil absolut ikke anbefale, at man gør det i alle fag. Vi er desuden meget fokuserede på, at vi arbejder med en samlet årgang. Der er 60 børn, der har fælles forældreråd, fælles børnefødselsdage og så videre. Man skal have 60 børn at vælge imellem og spejle sig i i forskellige sammenhænge. På den måde er det faktisk sværere at komme til at stikke ud, end hvis man går i en klasse med 20 andre«, siger Lilian Hansen.

»Indtil 3. klasse ved de jo ikke, at de er delt op efter faglige forudsætninger. De går alle sammen på 3. årgang og laver en masse ting sammen. Så er der bare nogle timer, hvor vi går efter at ramme dem mere individuelt lige dér, hvor de er«.

I udskolingen stopper niveaudelingen. Afleverer I ikke her elever med meget forskellige faglige forudsætninger? Nogle er vel ikke præsenteret for læringsmålene, der hører til 6. klasse?

»Jo, det gør vi. Men filosofien er, at man ikke kan lære børn noget, de ikke er klar til at lære. De kan sagtens sidde stille, høre efter og ikke forstå noget. Er det så ikke bedre at sætte de faglige krav ned?« spørger Lilian Hansen retorisk.

»Nogle af fagmålene er nok forskudt i dansk og matematik, hvor man måske ikke når det, man lige præcis skulle på det trin. Men jeg tror på, at de fagligt bliver dygtige i længden, ved at vi holder os inden for nærmeste udviklingszone«.

Ifølge Lilian Hansen oplever de udskolingslærere, de afleverer eleverne til, at det i højere grad er de stærke elever, der får lov til at præge undervisningskulturen.

»Det er dem, der gerne vil deltage og modtage undervisning, som sætter tonen. Ofte er det ellers i den alder, det kan komme på mode at gemme sig«, siger hun.

Bedre eksamenskarakterer

I anledning af Folkeskolens besøg har læreren været i statistikbanken og fundet afgangskaraktererne fra den seneste klasse, der gik ud af Skansevejens Skole efter at have været delt i hold efter faglige forudsætninger i 1. til 6. klasse.

Gennemsnittet er 0,6-1,0 karakterpoint højere end de foregående fire afgangsklasser. Det kan naturligvis handle om, at der generelt var tale om en fagligt stærk årgang, medgiver Lilian Hansen.

»Men vores oplevelse er, at vi rykker alle børn mere på denne måde. Både de fagligt stærke og dem med behov for særlig støtte. Vi har ikke et specialtilbud. Alle timer, der er tildelt en årgang, ryger ud i årgangsteamet. Vi har flere timer til rådighed, men vi står 100 procent selv for at forvalte dem. Vi skal selv sætte støttetimer af til en ordblind elev, eller hvis vi modtager et tosproget barn«.

»Alligevel føler vi faktisk, at vi er bedre til at integrere børn med særlige behov - uanset kognitivt niveau. Er de fagligt svage, er de på et hold med færre elever. Er de i mellemgruppen, har de to undervisere på. Er de fagligt stærke, får de lov til at stå på tæer«, siger Lilian Hansen, der i samme åndedræt sender en opfordring ud i æteren:

»Jeg er personligt efter 15 år ikke i tvivl om, at det virker. Men vi kunne godt tænke os at blive mere sikre i vores sag. Hvis nogen i forskningsmiljøet kunne tænke sig at undersøge effekten af det, vi laver, stiller vi hjertens gerne op«.

Eleverne på alle tre hold er ved at være færdige med deres opgaver. Frilæsningsbøgerne bliver fundet frem. På Lilian Hansens hold hedder titlerne »Oliver Twist« og »Computermysteriet«. På Henrik Lund­gaard Jacobsens hold står der Rasmus Klump på forsiden. På Inge Millings hold læses der blandt andet »Pyt, Peter« og »Kæmpebabyen«.

På gangen sidder Linus med sin bog. Han kigger undrende på journalisten, der har stillet ham spørgsmålet om, hvorvidt han kan mærke forskel på undervisningen i dansk og matematik i forhold til de andre fag.

»Ja, altså … Lærerne er jo forskellige, ikk'?«