Debat

Når nogen vælger at stå uden for fællesskabet, vælger de også at nyde godt af resultaterne uden at bidrage til dem, lyder det fra lærer Morten Strüssmann.

Lærer: Jeg vil ikke arbejde sammen med kollegaer, der ikke er i en fagforening

De ikke-organiserede lader os andre tage kampene, mens de selv nyder fordelene, mener dagens debattør.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg ved godt, at jeg er tvunget til det, men jeg ønsker ikke at arbejde sammen med de kolleger, som ikke er medlem af Danmarks Lærerforening eller af en anden fagforening.

Det er nemlig min holdning, at de snylter på det bidrag, som vi medlemmer måned efter måned indbetaler og på de goder, som vores fagforening har opnået og opnår. De yder intet, men nyder udelukkende.

Derfor har jeg svært ved at samarbejde med kolleger, der ikke er organiseret i en fagforening. Godt nok påpeger min skoleleder, at det kan være nødvendigt, og det er jo sandt nok. Men ikke desto mindre vægrer jeg mig stærkt ved det.

Nogle vil nok mene, at min holdning er rigid eller ufleksibel, men sådan ser jeg det ikke selv. For mig handler det ikke om at være stædig eller nægte at samarbejde for princippernes skyld. Det handler om en grundlæggende tro på fællesskab og retfærdighed.

Jeg tror på, at vi står stærkere sammen, og at vores arbejdsvilkår, løn og rettigheder ikke er kommet af sig selv. De er resultatet af en lang kamp, hvor fagforeningerne har været vores vigtigste våben.

Idealistisk og måske naivt

Når nogen vælger at stå uden for fællesskabet, vælger de også at nyde godt af resultaterne uden at bidrage til dem. Det er ikke kun et spørgsmål om personlige præferencer, men et spørgsmål om solidaritet.

Hvis for mange vælger at stå udenfor, svækker det den styrke, som netop gør det muligt for os at forhandle bedre vilkår. På den måde ender de ikke-organiserede med at lade andre tage kampen for dem, uden selv at tage del i ansvaret.

Jeg forstår selvfølgelig, at folk har deres grunde til at fravælge medlemskab, men for mig er det svært at se bort fra det principielle i sagen. Det er ikke, fordi jeg ønsker splittelse på arbejdspladsen – tværtimod ønsker jeg et stærkt fællesskab, hvor vi står sammen om de vilkår, der betyder noget for os alle.

Mit synspunkt er nok lidt idealistisk, og måske er det naivt at tro, at alle burde bidrage til fællesskabet på samme måde. Jeg ved godt, at verden ikke altid fungerer sådan, og at folk træffer deres valg af mange forskellige grunde. Men for mig er det stadig svært at acceptere, at nogle vælger at stå udenfor og alligevel nyder godt af de resultater, vi kun opnår i kraft af vores fælles indsats.

Ikke en abstrakt idé

For mig er solidaritet ikke bare en abstrakt idé. Det er fundamentet for vores arbejdsforhold, og når det fundament undermineres, mister vi alle noget. Derfor vil det altid være svært for mig at se de uorganiserede som en del af det fællesskab, jeg værner så meget om.

Hvad gør jeg mon næste gang, hvor jeg bliver sat til at arbejde sammen med en kollega, der ikke er organiseret? Så er jeg nok nødsaget til at få det bedste ud af det for at være loyal overfor min arbejdsplads. Men det ændrer ikke på, at jeg vægrer mig ved det.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk