Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg har det med skoleledere, som jeg har det med læger: Jeg kontakter dem kun ved ulykke og sygdom.

Selvom deres dør står åben, og selvom vi ofte opfordres til at komme ind forbi, vil jeg helst ikke forstyrre. For hvor vigtige er mine problemer, når lederne både skal forny vores faglokaler, planlægge juniormesterlære, tilrettelægge obligatorisk erhvervspraktik og implementere teknologiforståelse? For ikke at tale om alle møderne i kommunen og et væld af forældrehenvendelser.

I virkeligheden er jeg godt tilfreds med, at mine mange ledere passer deres, alt imens jeg passer mit. Vores hverdag er ikke ens, men den er betinget af vores fælles ansvar for at drive skole.

Jeg tjekker nærmest aldrig ind hos min leder for at spørge til mængden af arbejdsopgaver, hvorvidt de oplever at lykkes, eller hvad de finder særligt udfordrende, lige så vel som jeg ikke forventer at møde min leder midt i undervisningen for at supervisere eller evaluere.

Var ved at dratte om

Med mit forhold til ledelse taget i betragtning var jeg ved at dratte om i december, da min leder, forklædt som julemand, forstyrrede midt i ’Bo så en ko’.

Mine elever var mindst lige så chokerede. Det var tydeligt at se på de store øjne, de åbne munde og den pludselige stilhed. Min leder havde dagen forinden mødt os på gangen på vej mod en gammeldags postkasse med hver vores ønskeseddel, som skulle sendes til julemanden.

Det var derfor, han dagen efter kom forbi som julemand. Og selvom en af mine elever syntes, at han lignede ”ham fra SFO’en”, så lykkedes det min leder at kaste glimmer på tilværelsen. Både for mine elever og for mig.

Om aftenen fortalte jeg begejstret min bedre halvdel om oplevelsen. Prompte faldt kommentaren: ”Så er man da en leder for meget”.

Min bedre halvdel er selv leder og har endnu ikke ageret julemand for sine medarbejdere. Men nej, vi er ikke en leder for meget. Vi er for første gang i mange år en leder nok. Ikke på grund af julemandskostumet, men på grund af overskuddet til at engagere sig.

At være skoleleder bør være andet end økonomi, rekruttering, elevdiversitet, strategi, motivation og kommunikation, og selvom ledelse er grænseløst, lige så vel som lærergerningen, må man sande, at der ej heller på ledelsesgangen – som på lærerværelset - findes tid nok.

Kommer påskeharen?

I mine 12 år som folkeskolelærer har jeg oplevet flere ledere end der efterhånden kan tælles på to hænder. Der findes ikke længere en skoleinspektør og en viceinspektør, men derimod en skoleleder, en administrative leder, områdeledere og pædagogiske ledere.

Præcist hvor mange ledere, det kræver at lede en skole, vil jeg ikke kloge mig på, men de mange nye ledelseslag og de mange lederskift vidner indiskutabelt om en stigende kompleks arbejdsbyrde, som forhåbentligt også på sigt afspejler sig i øget lærerbemanding og lærerlag.

Hvis eleverne ikke på sigt skal opleve lige så mange lærerskift, som deres lærere oplever lederskift, skal der investeres og fokuseres på nærværende og nok ledelse og lærere, for det er igennem nærværet, at vi sikrer os, at både elever og medarbejdere udvikler sig og trives.

Om påskeharen når at komme på besøg, er jeg i tvivl om. Alligevel håber jeg virkelig, det kan lade sig gøre. For den glimmer, som min leder spredte til jul, er der brug for rundtomkring i landets klasselokaler.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk