Blågård Skole
Blågård Skole har gennem en årrække været plaget af massive arbejdsmiljøproblemer og stor personaleudskiftning.
Tillidsrepræsentant på Blågård Skole trækker sig fra sit hverv
Lærernes tillidsrepræsentant på Blågård Skole er trådt tilbage, men fortsætter som lærer på Nørrebro-skolen. Processen har været belastende, siger han om sagen, hvor først han og siden skolens ledelse blev fritaget fra tjeneste.
Lærer-tillidsrepræsentanten på Blågård Skole på Nørrebro i København, som i en periode i
efteråret var fritaget fra tjeneste, er stoppet i sit tillidshverv.
Det gjorde han tirsdag i sidste uge, da skolens lærere holdt
møde i deres fagforeningsklub, oplyser han til Folkeskolen:
”Processen har været belastende, og jeg har behov for at
passe på mig selv. Derfor har jeg valgt at trække mig som tillidsrepræsentant.
At være tillidsvalgt må jo ikke gå ud over den daglige undervisning, og jeg vil
fremover bruge alle mine kræfter på at være lærer for mine elever”.
Han tilføjer:
”Kollegaerne har vist et fantastisk engagement i den sidste
tid, og den supplerende tillidsrepræsentant har løftet opgaven som suppleant
forbilledligt. Jeg trækker mig, så der kan komme nye kræfter til. Det er min
vurdering, at det er det rigtige tidspunkt at give stafetten videre”.
Folkeskolen bringer ikke den nu forhenværende tillidsrepræsentants
navn, da han ikke på noget tidspunkt i løbet af dækningen af sagen har haft lyst til at stå frem og heller ikke har det nu.
Tillidsrepræsentanten var hjemsendt i lidt mere end tre uger
i september og oktober, efter at ledere på skolen havde anklaget ham for krænkende handlinger i en henvendelse til Arbejdstilsynet. I
den forbindelse iværksatte Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning en
ekstern undersøgelse af anklagerne.
Københavns Kommune erkendte efterfølgende, at det var en fejl at
fritage en tillidsrepræsentant fra tjeneste og måtte efter aftale med Lærernes Centralorganisation
betale en bod på 65.000 kroner for misbrug af ledelsesretten.
Kort efter hjemsendelsen klagede skolens lærere over tre ledere – også med beskyldninger om krænkende handlinger. Derpå blev de tre ledere ligeledes
fritaget fra tjeneste, og endnu en ekstern undersøgelse blev indledt. Den 9.
december fik KKFO-lederen lov til at vende tilbage til sit job. I den
forbindelse bekræftede hun over for Folkeskolen, at de dele af
undersøgelserne, som vedrørte hende, er afsluttet.
De to andre ledere er stadig fritaget fra tjeneste, og resultaterne af de to undersøgelser er endnu ikke
offentliggjort.
Blågård Skole har igennem en årrække været ramt af
arbejdsmiljøproblemer. Helt tilbage i 2018 sendte den nu tidligere tillidsrepræsentant et brev til kommunens politikere, områdechefen og den daværende skoleleder om
problemer på skolen, som blandt andet omhandlede reduktioner i det pædagogiske
personale og forflyttelser.
Skolen har i de senere år haft en meget høj
personaleudskiftning. Og i
november stod 36 forhenværende ansatte frem i Folkeskolen med
fælles kritik af den hjemsendte ledelse.
Formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking
fortæller til Folkeskolen, at hun har respekt for tillidsrepræsentantens beslutning
om at trække sig.
”Han har heldigvis tænkt sig at fortsætte sit lærerliv på
Blågård Skole, og det er jeg sikker på, at der er mange, som er glade og
taknemmelige for. Både blandt kolleger og blandt elever og forældre”, siger
hun.