»Der er nogle alarmknapper, der blinker«, siger Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening (DLF). Det er meldinger fra forskellige lærerkredse, som får undervisningsudvalget til at tvivle på kvaliteten af den undervisning, som danske folkeskoler tilbyder flygtninge- og migrantbørn.

Derfor planlægger udvalget nu at iværksætte en kortlægning af den første undervisning, som flygtninge- og migrantbørn i den undervisningspligtige alder modtager i Danmark - hvad enten den foregår i modtageklasser eller direkte i almenklasser.

»Der er kredse, der rapporterer, at der rundtomkring i kommunerne bliver lavet alle mulige forskellige ordninger, underforstået at man faktisk ikke er sikker på, at eleverne får deres retskrav opfyldt i forhold til den undervisning, de skal have. Der er helt klart noget, der tyder på, at det ikke går så godt. Om det så er forskellige former for kreativitet, der udøves, eller om det alt sammen handler om økonomi, det vil vi gerne prøve at blive klogere på«, siger Jeanette Sjøberg.

Hun oplyser, at temaet også var på dagsordenen på lærernes verdenskongres i Bangkok, hvor kolleger fra adskillige lande gjorde opmærksom på, at de havde problemer på området på grund af flygtningesituationen verden over.

»Og herhjemme kan vi altså også genkende det. Det, vi hører om, handler om elevernes retskrav i forhold til basisundervisning og supplerende undervisning - at eleverne enten ikke får tilbudt det, de har krav på, at det ikke er godt nok, eller at det foregår under nogle mærkelige konstruktioner«, siger Jeanette Sjøberg.

Undervisningsudvalget vil nu undersøge, om for eksempel Undervisningsministeriet eller organisationen Børns Vilkår vil være interesserede i at indgå som partner i en kommende undersøgelse på området.

Fokus på undervisning og pædagogik

Lærer Monica Edelmann er koordinator for modtageklasserne på Bavnehøj Skole i København, og hun hilser den kommende kortlægning af området velkommen.

»En kæde er jo ikke stærkere end dens svageste led, og det går ud over alle, hvis vores nyankomne elever ikke får den sprogstøtte, de har behov for. Jeg er sikker på, at der vil vise sig at være store kommunale forskelle. Mange steder er der ikke længere noget, der hedder modtageklasser«, siger hun.

Monica Edelmann lægger ikke skjul på, at hun er tilhænger af modtageklasser eller -hold.

»Så får man som nyankommet elev den undervisning, man har behov for, i basisdansk af kvalificerede lærere - samtidig med at man bliver tilknyttet den almene undervisning, enten med det samme eller på lidt længere sigt«, siger hun.

Også Bergthóra Kristjánsdóttir, der er lektor i tosprogethed og dansk som andetsprog på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), bakker op om en kortlægning af området. Hun slår fast, at Danmarks Lærerforenings mistanke om, at ikke alle flygtningebørn får deres retskrav på undervisning, er velbegrundet.

»Vi ved, at de som elevgruppe rangerer lavere på de forskellige parametre, som de bliver målt på, end majoritetseleverne«, understreger hun.

Hun påpeger, at man herhjemme har tænkt i strukturer og løsninger, der har været rettet mod dels forældrene, dels forskellige former for organisering, men aldrig i det pædagogiske indhold i skolen:

»Det, jeg ser som det hele store problem, er, at vi har talt alt for lidt om pædagogik. I stedet har vi talt om forskellige måder at organisere os på - eksempelvis om hvor mange procent tosprogede elever man kan tåle. Også politikerne taler om en procentgrænse - nemlig på 30 procent«, siger Bergthóra Kristjánsdóttir.

Og det er et helt forkert fokus, understreger DPU-lektoren. Hun mener, at fokus bør flyttes over på, hvad det er for nogle undervisningstilbud, der skal gives til disse børn.

»Når jeg taler om pædagogik, så siger jeg, at noget af det mest centrale er at tilbyde undervisning i forhold til elevers sproglige og kulturelle forudsætninger og viden om verden. Og du vil ikke finde nogen i Danmark, der ikke vil godtage, at det er den pædagogiske grundregel. Men når vi kommer til de tosprogede elever, så gælder det bare ikke«, siger Bergthóra Kristjánsdóttir.