Kritik af klapperi

Ikke alle delegerede var tilfredse med de stående ovationer til undervisningsministeren på Lærerforeningens kongres. Blandt andre næstformand i Albertslund Lærerkreds Christian Nikolajsen Holm undrede sig dagen efter på talerstolen over, at ministeren helt undgik at tale om, at lærerne stadig er underlagt en arbejdstidslov.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Alligevel oplevede jeg, at en kongres - noget trevent - én efter én rejste sig klappende op. Enkelte spurgte, om det er sådan, man gør, da ministeren havde forladt talerstolen. Pludselig genoplevede jeg 2013's lockout og den massepsykose, hvor jeg erindrer mig selv dansende ud ad Roskildevej med alle mine gode, skønne kolleger - alle optagede af at finde en grimasse, der kunne passe«, lød det fra Christian Nikolajsen Holm.

»Vi i DLF har ikke brug for at blive kendt som foreningen, der går i selvsving, når nogen siger noget positivt om eller til os. Vi skal være ordentlige. Det er ordentligt at klappe uden at gå i selvsving«, sagde han og fortsatte:

»Vi bliver nødt til at forstå og anerkende den voldsomme frustration, vores kolleger hver dag står i. De deler ikke nødvendigvis den overbevisning, at en lillebitte åbning eller indrømmelse er så voldsomt positiv, som det blev udtrykt i går på kongressen«.

Rosenkrantz-Theil: "Nu skal vi have elefanten ud af rummet"