I år er det 20 år siden, jeg dimitterede og kastede mig ud i lærerlivet. Det, der står skarpest i mine erindringer om de første år på gulvet, er de dygtige og erfarne kolleger, jeg mødte som ny lærer. Ud over at være yderst kompetente undervisere og klasseledere var det særlige ved disse mennesker, at de også havde overskud til at hjælpe mig godt i gang. Ikke kun med at få styr på kopimaskinen og finde de helt rigtige undervisningsmaterialer, men helt basalt ved gavmildt at dele deres egne personlige praksiserfaringer med mig, i forhold til hvordan jeg kunne skabe struktur i min undervisning, styrke fællesskabet i mine klasser og få et godt forældresamarbejde skudt i gang. Tak til jer!

I dag er der skrevet hyldevis af bøger om klasseledelse og forældresamarbejde i både teori og praksis. ”Sydhavnspædagogik – vejen til læringsfællesskaber” er på flere måder én i rækken, men alligevel mere end det.

Bogens første kapitler er forfatterens erindringer om en opvækst og senere voksenliv i Sydhavnen, hvor fællesskabet er af afgørende betydning, hvilket også er afsættet for pædagogikken. Efter et kapitel om situeret læring, der er afsæt for sydhavnspædagogikken, præsenteres de tre trin: ”Samtale om, hvad et fællesskab er”, ”opgavefordeling” og ”klasseregler på hovedet”. De sidste kapitler byder blandt andet på historier fra den virkelige verden, personlige oplevelser og refleksioner om forældreinddragelse, skoleledelsens rolle og pædagogiske eksempler.

”Sydhavnspædagogik – vejen til læringsfællesskaber” er med sine knap 80 sider inddelt i korte kapitler hurtigt og let læst. Der er ingen af de beskrevne teorier, metoder og værktøjer, jeg ikke tidligere er stødt på. Men nu tilhører jeg heller ikke bogens målgruppe, der er ”kommende lærere og pædagoger, som vælger at tage ansættelse i folkeskolen”. Med de briller på ændrer billedet af bogen sig: For her er den håndsrækning, jeg selv fik som ny lærer, omend i bogform.

Bogens budskab er klart: Vi har glemt betydningen af fællesskabsbegrebet i vores samfund og hermed også i de danske skoler. Det skal der gøres noget ved, og her er sydhavnspædagogik ét værktøj, der kan anvendes i praksisfællesskabet, klassen. Forfatteren deler endvidere personlige oplevelser, holdninger og meninger fra et lærerliv. Enig eller ej: Det fremstår ærligt og nuanceret. Som læser fik jeg ligefrem oplevelsen af at læse et lille kampskrift, hvor min lærerprofession fremhæves som noget, jeg kan være stolt af og skal værne om: Og det er vigtigt at blive mindet om.