2.971 studerende har søgt læreruddannelsen som deres førsteprioritet i år.
Foto: Istock
Færre vil være lærer
I dag klokken 12.00 var sidste frist for at søge ind på en videregående uddannelse i år. 2971 studerende håber på at starte på læreruddannelsen – det er tre procent mindre end sidste år.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
88.754 personer har givet til kende, at de gerne vil starte på en videregående uddannelse. 2.971 af dem har valgt en af landets læreruddannelser som deres førsteprioritet. Det er 93 færre end sidste år, svarende til tre procent.
På landsplan går lærer-, sygeplejerske-, pædagog og socialrådgiveruddannelserne 4 procent tilbage. Det skal tages alvorligt, siger formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann i en pressemeddelelse.
"At lidt færre unge søger mod velfærdsuddannelserne er en alvorlig udfordring for Danmark. Der mangler i dag medarbejdere på mange områder, og frem mod 2030 vil der komme færre 17-årige og samtidig markant flere ældre og flere børn. Det er bekymrende, men glædeligt at den nye uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen melder, at velfærduddannelserne skal gøres mere attraktive. Vi er i fuld gang som uddannelsesinstitutioner, men der er brug for politisk opbakning", siger han.
Professionshøjskolerne mistede en milliard under blå regering
Forskel på professionshøjskolerne
Fordelingen på professionshøjskolerne er blandet. Mens uddannelsessteder som Københavns Professionshøjskole og UC Syddanmark har en lille fremgang, har VIA University College fået 105 færre ansøgninger til læreruddannelsen end sidste år, hvilket svarer til et fald på 12 procent.
"Faldet kommer ikke bag på os. Dels kan vi se, at flere unge søger mod de uddannelser, der er rettet mod den private sektor. Eksempelvis er antallet af ansøgere til vores ingeniøruddannelser steget med 11 procent", siger VIA's prorektor Louise Gade til folkeskolen.dk.
Det er især VIA's læreruddannelse i Skive, der har fået færre ansøgere. I 2018 søgte 74 personer læreruddannelsen i Skive som deres førsteprioritet. I 2019 har kun 44 gjort det samme. Det ærgrer selvfølgelig uddannelsesleder i Skive Henrik Lundsted Nielsen, men han forklarer, at det kan skyldes et efteroptag af studerende i løbet af efteråret.
"Vi har lige sagt velkommen til 25 helt nye studerende, som blev optaget i løbet af efteråret, så det kan muligvis også være med til at lægge en dæmper på søgningen her til sommer", siger han i en pressemeddelelse.
Fremgang i Jelling
Hos UC Nordjylland har 253 søgt læreruddannelsen i Aalborg som deres førsteprioritet, mens 58 har søgt om at starte på læreruddannelsen i Hjørring. UC Nordjylland oplyser, at der er plads til 306 studerende i Aalborg og 160 i Hjørring, og derfor forventer man at udbyde ledige pladser begge steder fra den 26. juli, hvor de studerende, der ikke er kommet ind på deres ønskede studie, kan søge igen.
Kvote 2: Fald i søgningen til læreruddannelsen
UC Lillebælts læreruddannelse i Jelling har fået 20 flere ansøgere end året før, hvilket svarer til en stigning på 25 procent. Imens har 8 procent færre søgt læreruddannelsen i Odense, der også hører under UC Lillebælt.
Ny trainee-læreruddannelse skal afhjælpe lærermangel
"Vores traineelæreruddannelse, hvor studerende har mulighed for at få en traineestilling under studiet, er formentlig en væsentlig del af forklaring på den store stigning", siger rektor på UCL Erik Knudsen.