Læsekonsulent Kirstine Vorm hjælper Mik og Mathias i 8. klasse med at bruge programmerne og taler med dem om, hvad det nu lige er, der er det centrale i en tekst.

Mik og Mathias føler sig ikke udenfor mere

Tølløse Skole inkluderer ordblinde elever i den almindelige undervisning ved hjælp af it.

Offentliggjort Sidst opdateret
De to ordblinde elever på Tølløse Skole har fået selvtilliden tilbage: »For et år siden ville jeg nok have siddet bagerst i klassen, men nu kan jeg godt finde på at sidde på forreste række«, siger Mik.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad står der her? »Herlig«, »herre«, »herhen, herhen ..., herhen ...«. En ikke alt for kunstig kvindestemme gentager ordet - klart og tydeligt. Bogstaverne h og e er udgangspunktet for de ordforslag, som den blide computerstemme »Mette« læser op.

»Hvis man foretrækker en drengestemme, kan man også vælge 'Rasmus'«, siger Kirstine Vorm, der er audiologopæd og læsekonsulent på Tølløse Skole, mens hun viser ordforslagsprogrammet »ViseOrd« på en bærbar computer.

14-årige Mik i 8. klasse sidder med sine store, sorte hørebøffer solidt plantet på begge ører, mens programmet på den bærbare computer læser ordforslag op, indtil han kan nikke genkendende til ordlyden. Noget, han ellers ville have svært ved, hvis han selv skulle læse ordet, fordi han er ordblind.

»Ja, det er jo ikke, fordi jeg er blind og ikke kan se bogstaverne, men nogle gange kan bogstaverne bare godt finde på at flytte sig, når man prøver at læse dem, og så har jeg svært ved at forstå det«.

Sådan plejede Mik ofte at forklare sine klassekammerater, hvad »det der ordblindhed« gik ud på.

For et år siden skiftede Mik skole. På den nye i Tølløse gav de ham en it-rygsæk og en bærbar computer med forskellige hjælpemidler til at hjælpe med at læse og forstå tekster.

Ifølge Kirstine Vorm har tanken været at inkludere elever med læse- eller skrivevanskeligheder i den almindelige undervisning, der hvor det kan lade sig gøre.

Læsekonsulent deltager i undervisningen

Under den nuværende ordning, der løber indtil juni i år, har hun været en fast del af skolens hverdag. Holbæk Kommune har bevilget penge til, at hun som noget helt særligt kan være fast på skolen og deltage i undervisningen og dermed yde en særlig hjælp til Mik og klassekammeraten Mathias, som også er ordblind.

»Det består i, at jeg hjælper dem med at bruge programmerne og taler lidt med dem om, hvad det nu lige er, der er det centrale i en tekst. På den måde aflaster jeg også deres lærer«, siger Kirstine Vorm.

Skolen i Tølløse er et af de få steder, hvor en læsekonsulent er fast tilknyttet den daglige undervisning.

»Vi har oplevet, hvor vigtigt det er selv at være med ude på skolerne og deltage i undervisningen, så vi selv kan holde fingrene i bolledejen. Efterhånden er der opstået så mange forskellige problematikker, at jeg ikke begriber, hvordan man ellers ville have klaret det, hvis jeg ikke havde været her«, siger hun.

Det samme mener deres klasselærer, Charlotte Nielsen.

»Inklusionsprocessen er udfordrende for lærerne, og førhen stod vi selv for at integrere de her it-rygsække. Så det har virkelig været guld værd, for hvis der for eksempel opstår tekniske problemer, så man kan spørge eksperten med det samme«, siger Charlotte Nielsen.

Bliver bedre til at skrive

For ordblinde elever i 8. og 9. klasse handler det mest af alt om at prioritere, at de kan være med i timerne på lige fod med de andre elever. Men eleverne er faktisk blevet bedre til at skrive, siger Kirstine Vorm.

»Da vi begyndte, var det et mål, at de skulle lære at skrive én linje. Og det havde flere af dem virkelig svært ved. Men nu oplever de faktisk, at det med at skrive op til en halv side ikke længere er noget problem. Det er en hård proces, men det bliver gjort, og de er super stolte af det«, siger Kirstine Vorm.

Når man lider af dysleksi, er det særligt fonologien, det at kunne høre lydene, som det kniber med, når de for eksempel skal stave et ord eller læse en tekst.

»De har simpelthen svært ved at danne ordbilleder, men når de får det læst op fra en computer, så får de pludselig billederne, jo mere de får læst«, siger Kirstine Vorm.

Mere selvtillid

Kirstine Vorm og de andre læsekonsulenter tester eleverne, både før de går i gang, og efter at forløbet er afsluttet. Og der, hvor de håber at se den største fremgang, er elevernes tilgang til læring.

»Det vigtigste er, at de får en mere positiv holdning til at gå i skole«, siger Kirstine Vorm.

Og netop hvad selvtilliden angår er Mik ikke i tvivl.

»For et år siden ville jeg nok have siddet bagerst i klassen, men nu kan jeg godt finde på at sidde på forreste række og række hånden op en gang imellem«, siger han.

It-rygsæk

Siden 2008 har Holbæk Kommunes børnekonsulentcenter bevilget såkaldte it-rygsække til ordblinde elever på skolerne i kommunen som en del af »e/læsning i skolen«, der varetages af en særlig afdeling under Center for Specialundervisning i Holbæk, kaldet LæseTek.

It-rygsækken, som eleverne får udleveret, består af en bærbar computer med programpakken ViTre, som indeholder oplæsningsprogrammet ViTal, ordforslagsprogrammet ViseOrd og tekstgenkendelsesprogrammet ViTex. Derudover får de også en bordscanner, en skannepen og et sæt høretelefoner.

Afdelingen består foruden Kirstine Vorm af seks andre ansatte, der ud over e/læsning også varetager ordblindeundervisning, udredning af unge og voksne med behov for læse- og skrivestøttende hjælpemidler.