Foto: Klaus Holsting

Anders Bondo: Vi skal lære eleverne at læse

Danmarks Lærerforening bruger fem millioner kroner på læsekampagnen »Vi læser for livet« for at styrke den faglige læsning på skolerne. Og for at skabe politisk opmærksomhed omkring emnet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF har besluttet at give fem millioner kroner til projekter, der kan være med til at forbedre den faglige læsning ude på landets skoler. Hvorfor?

»Det gør vi, fordi vi skal have fortalt, hvordan vi får skabt en bedre folkeskole. Det gør man ikke ved konstant at lave nye lovændringer og nye strukturændringer. Det gør man ved at fokusere på lærernes muligheder for at gennemføre god undervisning«, siger DLF's formand Anders Bondo Christensen.

Lærerne skal støttes

»Med det her giver vi politikere, både lokalt og centralt, et meget konkret eksempel på, at hvis man går ud og bakker lærerne op i deres undervisning ude i det enkelte klasselokale, så kan det rykke noget. Det er derude, man gør en forskel. I stedet for at blive ved med at have store ideologiske slagsmål og bruge utrolig mange kræfter på at indføre kontrolforanstaltninger i form af test og elevplaner og kvalitetsrapporter og så videre så skal man hellere gå ud og støtte lærerne i at kunne løse den undervisningsopgave, vi har. Det er det, der er vores klare signal med det her«, fastslår formanden.

»Vi har en opgave ude i skolen: Vi skal lære eleverne at læse. Der er for mange, der forlader skolen med for dårlige læsekundskaber, og den måde, vi løser den opgave på, det er ved at gennemføre et projekt som det, vi gør her. Og det håber vi, politikerne bakker op om«, tilføjer han.

Hvorfor er det lige faglig læsning, I fokuserer på?

»Vi spurgte dem, der har forstand på det: Vi skal løfte elevernes læsekundskaber, så de kan læse ordentligt, inden de forlader skolen - hvad skal der så til? Og vi fik det entydige svar: Faglig læsning skal styrkes. Det vil ikke alene styrke eleverne i deres læsekompetencer, det vil også give dem et fagligt løft i fagene«.

»Vi bruger den viden, vi har fra forskning om, hvad der skal til. Da vi tog fat på det, inviterede vi alle, der har forstand på læsning - professorer, forskere, læsevejledere, læsekonsulenter. Folk, der har ekspertise inden for læsning«.

Vi handler på sikker grund

»Vi har altså lyttet til det, forskningen fortæller, så vi handler på sikker grund. Og det er også et signal til politikerne, som i alt for høj grad handler ud fra, hvad de synes er en god idé, i stedet for at inddrage den viden, der er«, siger lærerformanden.

Hvad er der galt med den faglige læsning i dag?

»Først og fremmest er der ikke opmærksomhed nok omkring den faglige læsning. Jeg er selv uddannet matematiklærer og fysik/kemi-lærer, og i min uddannelse indgik der intet omkring faglig læsning. Læsning var noget, dansklæreren tog sig af. Jeg har aldrig i min uddannelse lært, at jeg havde et ansvar for elevernes læseudvikling«.

Men den nye forskning viser altså, at det er effektfuldt at yde en ekstra indsats på den faglige læsning.

»Det er hele den nye viden, vi skal prøve at være med til at formidle ud til skolerne. Og vi kan jo ikke løfte opgaven selv. Vi skal have kommunerne til at tage ansvar for det her. Vores fem millioner kan være en katalysator for, at kommuner, skoleledere og skoler tager ansvar og gør noget ved det«.

»Der er også alt for få lærebogssystemer, som har fokus på faglig læsning. De har fokus på det faglige, men selve læsningen har de ikke med. Så vi sender også med det her projekt et signal om, at der skal være nogle bedre materialer, som lærerne kan gøre brug af«.

Lærere har ikke lært at undervise i faglig læsning

DLF prøver at få spredt den nye viden om faglig læsning ud, så det bliver naturligt for alle lærere i alle fag at tænke i læsning, samtidig med at de underviser i faget, siger Anders Bondo Christensen.

»Det er ikke for at klandre lærerne for, at de ikke gør det i dag, for de har simpelthen ikke forudsætningerne for det«, tilføjer han.

»Det takler ikke udfordringen i sig selv, at vi stiller en læseekspert til rådighed ude på skolerne, men det kan skærpe faglærernes opmærksomhed på faglig læsning. Og skolen kan bruge opmærksomheden som afsæt og få nogle uddannelsesprogrammer, så man sikrer, at også faglærerne kommer ind i den tankegang, der ligger bag begrebet faglig læsning«.

Kunne Christiansborg ikke bare lovgive sig til en bedre faglig læsning?

»Nej, vi kan ikke bare lovgive os til noget som helst. Det, der skaber den gode undervisning, er dygtige lærere, der står ude i klasselokalet. Det, Christiansborg kan hjælpe os med, er at skabe forudsætningerne for de dygtige lærere. Og det kunne man jo blandt andet gøre ved at bakke det her projekt op og for eksempel sikre, at der er uddannelsestilbud til læsevejledere over hele landet, så vi får styrket læsevejledernes kompetencer inden for faglig læsning«.

»Og man kan bakke op ved at sikre, at der er midler til at udvikle undervisningsmaterialer, der inddrager faglig læsning«.

Der har været kritiske røster, der siger, at en fagforening ikke skal give penge til sådan noget som faglig læsning - hvad siger du til det?

»Jamen, det er jeg helt enig i. Da jeg i sin tid blev valgt som formand, sagde jeg: Det er en mærkelig fagforening, jeg er formand for, fordi vi er meget optaget af både folkeskolens udvikling og vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Og min næste sætning var så: Og der er ingen modsætning imellem det. Fordi det at skabe gode rammer for at lave god undervisning er noget af det bedste, vi kan gøre, hvis vi vil styrke lærernes arbejdsmiljø«.

»Det, der frustrerer lærerne i deres daglige arbejde, det er, hvis de ikke har mulighed for at leve op til deres egne høje ambitioner på deres fags vegne. Det er derfor, vi har et stigende antal lærere, der går ned med psykiske arbejdsmiljøproblemer«.

»Så hvis vi kan få politikerne til at forstå, at det ikke er ny lovgivning og nye strukturændringer, der skal til, men at man bakker lærerne op ude i klasselokalet i deres undervisning, så mener jeg også, at vi har varetaget medlemmernes interesser«, siger Anders Bondo Christensen.

Vi læser for livet

DLF har taget initiativ til »Vi læser for livet« for at styrke elevernes læsekundskaber.

Målet er, at færre forlader folkeskolen som dårlige læsere. På anbefaling fra flere læseforskere er det blevet besluttet, at begrebet »faglig læsning og skrivning« er projektets omdrejningspunkt.

Faglig læsning vil sige, at lærerne arbejder med læseforståelse i relation til fagtekster. Foreningen håber, at »Vi læser for livet« kan blive en katalysator for en national indsats på alle folkeskoler for at udvikle elevernes læsekundskaber gennem hele skoleforløbet.

Lån en ekspert og få hjælp til faglig læsning

I forbindelse med »Vi læser for livet« har skolerne kunnet søge Danmarks Lærerforening om støttetil at få sat faglig læsning og skrivning på dagsordenen.

64 skoler har ansøgt om at blive en af de fem udvalgte eksemplariske skoler. De fem udvalgte skoler er: Jægerspris Skole i Jægerspris, Valhøj Skole i Rødovre, Vestre Skole i Middelfart, Christiansfeld Skole i Christiansfeld og Virupskolen i Hjortshøj.

Formålet er at give skolerne mulighed for at gennemføre et konkret projekt om faglig læsning og skrivning, blandt andet for at vurdere effekten af et særligt fokus i undervisningen.

Skolerne kan få bistand i form af enten en ekspert på området, som knyttes til skolen i et antal timer, eller der kan tilknyttes en ph.d.-studerende.

Der ydes som udgangspunkt 16 timers undervisning/kursus for lærerne i faglig læsning og skrivning og ti timers konsulent-ydelse i perioden.

Projektet løber over skoleårene 2011/2012 og 2012/2013, og Danmarks Lærerforening har indgået en aftale med »Nationalt Videncenter for Læsning - Professionshøjskolerne«, som står for gennemførelsen af de eksemplariske forløb i form af undervisning og konsulentbistand.

Læs mere på vilæserforlivet.dk