Ny meritlæreruddannelse i Randers

Via University College opretter nu en meritlæreruddannelse i Randers. Den bliver en del af Læreruddannelsen i Århus, men kommer til at ligge i det nye campusområde midt i Randers. Uddannelsen tilbyder linjefagene dansk og natur/teknik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har mange studerende fra Djursland og Randers, og de vil nu få kortere transporttid. Det første hold i Randers bliver pionerholdet. De er heldige, for de flytter ind på et splinternyt campus-område, med nye bygninger og faciliteter. De bliver del af et levende studiemiljø med andre studerende som sygeplejersker, pædagoger og psykomotorikstuderende.. Et miljø, hvor man udveksler viden og faglighed på tværs af uddannelser", siger studieleder på meritlæreruddannelsen i Århus Susanne Agerbæk.

I Randers Kommune glæder man sig over den nye uddannelse.

"Om nogle år vil Randers Kommune mangle lærere, og det er glædeligt, at vi selv kan uddanne dem her i Randers og skabe kendskab mellem de skoler, der er praktikpladser under uddannelsen og de studerende", siger borgmester Henning Jensen Nyhuus.

Den nye meritlæreruddannelsen vil tilbyde dansk rettet mod indskoling og mellemtrin, natur/teknik og de pædagogiske fag.

"I Randers Kommune har vi en vision om at styrke interessen for naturfag blandt børn og unge. Vi er derfor i gang med at renovere læringsmiljøerne og efteruddanne lærerne. Men vi behøver flere lærere med linjefag i naturfag, så derfor glæder jeg mig til at kunne ansætte de nyuddannede meritlærere", siger skolechef Torben Bugge

Læs mere

Meritlæreruddannelsen på Via UniversityCollege