Mads kan ikke sidde stille. Han snakker. Højlydt. Sidekammeraten snakker med, men stemmen er mere dæmpet. Helle Jørgensen er ved at gennemgå et spørgeskema med eleverne i historie. Hun holder fingeren op for munden og tysser på Mads. Flere gange beder hun ham om at tie stille. Flere elever markerer med fingre i vejret, men når de får ordet, er det svært at høre, hvad de siger. Mads snakker, og han har opmærksomheden vendt mod sidemanden. Helle Jørgensen bevæger sig hen mod Mads. I en pludselig bevægelse lægger hun armen omkring hans skulder. Mads bliver forskrækket.

Klokken er 13.40. Det er tirsdag den 18. september 2018.

»Kan du så følge med. Hvor mange gange har jeg bedt dig om at lade være med at snakke?« spørger Helle Jørgensen roligt. »Det ved jeg ikke«, siger Mads. »Er det én gang, to gange, tre gange, fire gange, fem gange eller seks gange?« spørger hun. En elev siger ja til, at det er seks gange, mens flere andre siger, at det er mindst syv gange. Helle Jørgensen fortsætter timen, og Mads følger undervisningen.

Efter timen går eleverne stille og roligt ud af klassen. Helle Jørgensen bliver og hjælper to dukse med at rydde op. Imens går Mads ind i naboklassen og råber: »Helle har slået mig«. Han trækker sin T-shirt over hovedet, så læreren og eleverne i naboklassen kan se, at han har et mærke mellem skuldrene. På gangen møder Helle Jørgensen Mads, læreren og elever fra naboklassen. »Du er en psykopat, du har slået mig. Jeg har fået et rødt mærke«, råber han. Helle Jørgensen tænker: Hvad er det for en historie, som han vil fortælle derhjemme? Hun fortæller Mads, at hun er nødt til at ringe til hans far.

Pas på berøringer

Lærere skal passe på, når de berører elever. I 1929 udsendte Undervisningsministeriet en cirkulærebeskrivelse, hvor det blev anbefalet lærere, at alle berøringer af børn - »venlige som uvenlige« - der ikke er absolut nødvendige, bør undgås. Grunden til cirkulæret var, at ministeriet fik flere sager, hvor læreres berøringer førte til misforståelser. Cirkulæret gjaldt indtil 1987. I dag er det bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen, som danner rammerne om, hvad en lærer må og ikke må. I paragraf 10 står der, at en lærer ikke må anvende mere magt end nødvendigt. Der er kun tre situationer, hvor læreren må bruge magt. Det gælder, hvis eleven øver vold mod sig selv, hvis eleven øver vold mod andre, eller hvis eleven ødelægger eller beskadiger ting.

Men ligesom i Helle Jørgensens tilfælde er der mange gråzoner. Derfor råder Børns Vilkår til, at skoler har klare retningslinjer for, hvad lærere skal gøre, hvis de bliver anklaget.

»Hvis man har brugt magt, er det vigtigt at få talt med barnet om det. Det er voldsomt for børn at blive taget fat i, og det kan opleves anderledes for barnet end for de voksne. Læreren må aldrig overhøre, at et barn siger, at en lærer sparkede eller slog. Man skal tage fat i det med det samme og italesætte, at det er alvorligt. Både for barnets skyld og for den voksnes«, siger seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup og tilføjer, at det skal være fast procedure, at forældre også orienteres, når der har været en episode.

DLF har ikke opgjort, hvor mange af de sager, foreningen yder bistand til, der handler om anklager mod lærere om overgreb. Konsulent i Danmarks Lærerforening Henry Holm arbejder med afskedigelsessager og har hjulpet Helle Jørgensen. Han vurderer, at hans afdeling i hvert fald har 150 sager om året, hvor lærere kritiseres for ulovlig magtanvendelse.

»Der er ingen tvivl om, at antallet af ansættelsesretlige sager, som følge af at lærere har brugt magt i skolen, er stigende. Det samme gælder politianmeldelser af lærere«, siger Henry Holm.

Han peger på en øget klassekvotient, at lærerne har flere undervisningstimer og mindre tid til at samarbejde og forberede sig, og at kommunerne har strammet visiteringen til specialklasser og støtteordninger som årsager til, at DLF ser flere sager i dag end tidligere.

»Muligheden for at inkludere de elever, der har øget behov for lærerkontakt, er forringet. Lærernes arbejdsvilkår er forringet, og det presser både elever og lærere i konfliktsituationer. Alt det her betyder, at mange af de her sager begynder som arbejdsmiljøproblematikker. Selv når lærere italesætter behov for støtte, eller de føler sig presset, så bliver de mødt med et krav om, at de må klare problemerne bedst muligt«, siger Henry Holm

Krisepsykolog

Efter optrinnet på skolens gang ringer Helle Jørgensen til Mads' far. Han tager ikke telefonen. Hun indtaler en besked på telefonsvareren, pakker sine ting sammen og går ud til sin cykel. Da hun er halvvejs hjemme, ringer Mads' far tilbage. Helle står af cyklen, tager telefonen og fortæller, at Mads nok vil komme hjem og fortælle, at hun har slået ham. Hun forklarer, hvad der er sket, og nægter at have slået Mads. Faren siger, at han vil undersøge sagen nærmere.

Helle Jørgensen har en underlig fornemmelse i maven, da hun kommer hjem. Hun kan mærke, at det her kan blive problematisk. Hun ved, at Mads' tidligere klasselærer har haft problemer med samarbejdet med forældrene. Hun får fat i afdelingslederen på skolen og forklarer ham situationen. De aftaler, at hun skal komme tilbage på skolen. Da hun sidder på cyklen, tænker hun: Hvad kan det her ende med? Hun er vant til at få ros fra kolleger, forældre og elever, og hun har aldrig før oplevet, at nogen har anklaget hende for at slå.

Klokken 15.30 er Helle Jørgensen tilbage på skolen. Faren har i mellemtiden ringet til afdelingslederen og anklaget Helle Jørgensen for at slå. Hun møder tillidsrepræsentanten og afdelingslederen på kontoret. Hun fortæller, hvad der er sket. Følelsen af at blive beskyldt for noget, som hun bare ved, at hun ikke har gjort, overmander hende.

»Jeg har ikke slået Mads«, siger hun flere gange. Hun begynder at græde. Afdelingslederen kan se, at hun er rystet, og foreslår, at Helle Jørgensen bliver hjemme næste dag. Hun nikker ja tak, da afdelingslederen tilbyder hende at snakke med en krisepsykolog.

Samme aften klokken 20.28 bliver Mads undersøgt på skadestuen. Her finder lægen »ingen synlige skader på ryggen«. På højre skulder ses et lille rødt mærke. Det er uklart, om mærket stammer fra hændelsen.

Kommunen

Helle Jørgensen bor og arbejder i en nordsjællandsk kommune. Personalechef i kommunen Kim Nissen udtaler sig ikke om konkrete sager, men han fortæller, at der i kommunen er anklager mod lærere en til to gange om året. Kommunen har ikke retningslinjer for, hvordan man håndterer anmeldelser om vold. Anklager om vold behandles som alle andre tjenstlige sager.

»Vi er meget forsigtige i starten. Vi vurderer altid, hvilken type sag det er. Hvis vi får oplysninger om noget, der kan være strafbart, er vi meget opmærksomme på, at vores handlinger ikke ødelægger beviser. Vi tjenestefritager altid medarbejderen. Man kan sige, at det er et disciplinært skridt. Men det er for at beskytte både børn og den ansatte«, siger Kim Nissen.

Han fortæller også, at der er forskel på anklager om vold og anklager om pædofili.

»Hvis det drejer sig om vold, og forældrene ikke ønsker at politianmelde, gør vi det oftest heller ikke. Men hvis det drejer sig om beskyldninger om pædofili, så politianmelder vi altid, for at sagen kan blive undersøgt«.

Ved en anklage bliver den ansatte altid indkaldt til en tjenstlig samtale og tilbudt at have en bisidder med, som ofte er en tillidsrepræsentant eller en repræsentant fra DLF, fortæller Kim Nissen.

»Nogle gange skrider vi til afskedigelse eller bortvisning, selv om sagen ikke ender med en dom. For eksempel hvis der i forbindelse med sagen er sket overtrædelse af ansættelsesretlige forhold. Hvis der ikke er sket overtrædelse af ansættelsesretlige forhold, eller der er faldet dom, vender læreren tilbage til skolen«, siger Kim Nissen. Men det kan være svært at vende tilbage til skolen:

»Jeg har desværre også erfaringer med, at sager bliver malet voldsomt op af børn og voksne, selv om der ikke har været tjenstlige forseelser. Og selv om vi som arbejdsgiver har haft tillid til den pågældende lærer, så har kolleger og forældre set skævt til vedkommende. Det er nogle meget ulykkelige sager«, siger Kim Nissen og understreger endnu en gang, at han ikke udtaler sig om konkrete sager.

Bortvisning

Torsdag morgen ringer afdelingslederen til Helle Jørgensen og fortæller, at forældrene til drengen har politianmeldt hende. De aftaler, at hun kommer op på skolen klokken 10. Helle Jørgensen underskriver et referat af den samtale, de havde tirsdag på skolen. Bagefter tager hun hjem.

Klokken 15 bliver hun ringet op af afdelingslederen og bedt om at komme til møde på skolen klokken 17. Først da hun og tillidsmanden er på kontoret, får de at vide, at det drejer sig om en tjenstlig samtale. Helle Jørgensen bliver helt paf, da de siger, at det drejer sig om en bortvisning. Hun synes, situationen er helt uvirkelig. Hun bliver anklaget for noget, hun ikke har gjort, og så skal hun straffes.

Helle Jørgensen får et papir i hånden, hvorpå sagen er beskrevet, og hvor der står, at det på baggrund af sagen er ledelsens opfattelse, at »du groft har misligholdt dit ansættelsesforhold«. Kommunen vil indlede en bortvisningssag. Helle Jørgensen føler, at hendes livsgrundlag bliver trukket væk. Hvordan skal hun få arbejde inden for sit fag? Hvem vil have en lærer, der er bortvist? Hun fastholder, at hun ikke har gjort noget, der kan give anledning til en bortvisning. Helle Jørgensen får at vide, at hun ikke må kontakte hverken lærere eller elever, og at hun vil modtage mere i sin e-Boks.

Tillidsmanden tager kontakt til kredsen, som henter hjælp i DLF. Dagen efter får DLF-konsulent Henry Holm sagen. Han forstår ikke, hvorfor kommunen i denne situation ikke afventer afgørelsen af sagen. Henry Holm forhandler med kommunen. Efter forhandlingerne får Helle Jørgensen valget mellem en øjeblikkelig bortvisning eller en frivillig opsigelse med fire måneders løn. Hun vælger det sidste.

Landsret: Lærervikar handlede i nødværge 

Retssagen

28. februar 2019. Fem måneder efter at Mads har anklaget hende for at slå, sidder Helle Jørgensen ved et bord midt i retten i Hillerød. Hun er den anklagede. Ved et bord til venstre sidder anklageren. Ved et bord til højre sidder hendes forsvarer. Foran hende er et bord med tre dommere. På tilhørerrækkerne er hendes eksmand og hendes storebror. Hendes tanker kredser hele tiden om, at hvis hun bliver dømt for det her, så er der begået et justitsmord. Hun fortæller i retten, at hun er positivt indstillet på samfundstjeneste, hvis hun bliver dømt.

På det tidspunkt har Helle Jørgensen fået job på en anden skole. Men hun har ikke fortalt skolen om sagen, for advokaten og DLF har rådet hende til at lade være, fordi hun ikke er dømt for noget. I retssalen bliver der afspillet videoafhøringer af tre af de elever, som var til stede i klassen, da episoden fandt sted. Den ene af videoafhøringerne er af en elev, hvis mor har henvendt sig på skolen og sagt, at eleven siger, at Helle Jørgensen ikke har slået. Men ingen af eleverne siger helt det samme.

Da dommeren siger: »Anklagede frikendes«, er hun lige ved at afbryde og råbe »yes«. Men hun holder det lavt, og hun bliver så glad, da hun hører dommerne uddybe, at hun har handlet fuldt fornuftigt, inden for hvad der var pædagogisk forsvarligt. Alle tre dommere er enige om frifindelsen.

»Jeg har hele tiden vidst, at jeg var uskyldig«, siger Helle Jørgensen i dag, hvor hun sidder i sit hus få hundrede meter fra den skole, hvor hun underviste i 16 år uden klagesager. Samme skole, som ville bortvise hende, da klagen kom. »Jeg har ikke mødt en eneste, der har betvivlet min historie. Så det er ikke et problem at bo i den samme by. Mine kolleger hilser på mig, og elever kommer forbi. Mine gamle elever er dybt fornærmede. Jeg har mødt stor opbakning, og mange af mine kolleger kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke bliver ansat igen«, siger Helle Jørgensen.

I dag er Helle Jørgensen på ny jobsøgende - uden at det har nogen direkte forbindelse med sagen. Hun er fyldt af en følelse af uretfærdighed.

»Han går stadig på skolen, men jeg har ikke et job. Der er intet sket for ham, og det har haft enorme konsekvenser for mig. Jeg er ikke blevet tilbudt at vende tilbage til skolen, ikke engang en undskyldning har jeg fået. Jeg er rystet over, hvor dårligt stillet man er i sin ansættelse som lærer. Jeg håber, at min historie medvirker til, at der er lærere, der ikke bliver behandlet ligesom jeg«.

Artiklen er blevet til ved hjælp af gennemgang af referater af møder mellem Helle Jørgensen og skolen samt retsdokumenter. Derudover har vi interviewet en kollega, den lokale lærerkredsformand, personalechef i kommunen Kim Nissen, konsulent i DLF Henry Holm og lærer Helle Jørgensen. Folkeskolen har via kommunen kontaktet elevens familie, men de har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Elevens navn er ændret for at beskytte barnets identitet.