"Det er essentielt for at skabe et godt skolevæsen, at politikere, medarbejdere og ledelse har et fælles fokus på, at det er det, man vil", siger centerchef i Lyngby-Taarbæk Kommune Kirsten Balle
Aftalte rammer for opgaveoversigten i Lyngby-Taarbæk
Fuldtidsansatte lærere i Lyngby-Taarbæk bliver næste år sikret 385 timers individuel tid. Det er en af flere forbedringer i en ny arbejdstidsaftale, som har fokus på en større synlighed af opgaverne på lærernes opgaveoversigt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lyngby-Taarbæk har lyttet til lærerne. Centerchef for Uddannelse og Pædagogik Kirsten Balle og formand for Lyngby-Taarbæk Lærerforening Ole Porsgaard har sammen været på besøg på kommunens skoler og lyttet til, hvad lærerne mener, der skal til for at få de bedste betingelser for skolen.
Ole Porsgaard føler, at den nye centerchef har lyttet til lærernes ønsker, og han er rigtig glad for samarbejdet med kommunen.
"Det er ikke perfekt, men det er et stort fremskridt", siger han og peger på, at lærerne ønskede at få en mere tydelig oversigt over arbejdstiden. Og netop det er lykkes i den nye arbejdstidsaftale, hvor det blandt andet er blevet præciseret, hvilke opgaver, der skal stå på lærernes opgaveoversigter - blandt andet skal der afsættes 385 årlige timer per fuldtidsansat lærer til individuel tid. Også kompetenceudvikling, afgangsprøver og lejrskoler er blandt de opgaver, som skal stå på opgaveoversigten.
Stadig flere kommuner indgår arbejdstidsaftaler for lærerne
Samarbejde vigtigt for skolen
Aftalen bygger oven på den aftale, som allerede nu gælder for lærerne i Lyngby-Taarbæk. Også til næste skoleår vil der være et loft over undervisningstiden for lærerne på 780 årlige timer, som svarer til 26 lektioner af 45 minutter om ugen. Lærerne kan maksimalt pålægges at være til stede på skolen 32 timer om ugen.
Centerchef Kirsten Balle mener, at det er vigtigt, at kommunen er kommet godt i gang med Ny start, som var en del af aftalepapiret fra de centrale overenskomstforhandlinger i 2018.
"Det er essentielt for at skabe et godt skolevæsen, at politikere, medarbejdere og ledelse har et fælles fokus på, at det er det, man vil", siger Kirsten Balle. "Vi brugte lejligheden til at snakke med alle lærerne om, hvad der er vigtigt, for at vi kan blive ved med at skabe en skole på et højt niveau, og det er på den baggrund, at vi har den aftale, som vi har nu".
Roskilde: Sort plet på arbejdstids-kortet nærmer sig grøn
Større synlighed
Ole Porsgaard er sikker på, at lærerne kommer til at mærke aftalen i hverdagen.
"Helt konkret kommer der mere synlighed og gennemskuelighed omkring den enkeltes opgavefordeling. Man får en bedre dialog om, hvad opgaverne skal fylde, og dermed også hvordan de er prioriterede. Det var simpelthen det allervigtigste budskab fra lærerne, da vi var rundt på skolerne. Der har været lagt en dyne over nogle ting - og den er blevet løftet nu", siger han.
Aftalen træder i kraft til august 2019.
»Arbejdstiden er igen blevet fleksibel«
Læs mere
Lokalarbejdstidsaftale for lærerne i Lyngby-Taarbæk