Unge lærere pensioneres i stort tal
Flere og flere lærere under 40 år får førtidspension på grund af stress. De vil ikke kunne få pension, hvis regeringen kommer igennem med sin reform. Næsten 2.000 lærere er i dag på førtidspension
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Gennemsnitsalderen for lærere, der forlader skolen og kommer på førtidspension, er faldet markant, viser de nyeste tal fra Lærernes Pension. Af de 1.207 førtidspensioner, selskabet har tildelt siden 2008, er 287 givet til lærere under 40. I alt har 1.918 danske lærere nu en tilværelse som førtidspensionister. Tallet er de seneste år steget eksplosivt. For bare seks år siden var der kun 765 lærere på førtidspension.
Ifølge et forslag til en reform af førtidspensionen, som regeringen fremlagde for nylig, skal det ikke være muligt for folk under 40 år at få førtidspension, medmindre det er helt udelukket, at de kommer i arbejde igen. I stedet skal de indgå i udviklingsforløb af hvert fem års varighed på dagpenge.
»Overordnet set er sigtet med reformen fornuftigt, for selvfølgelig er det ikke hensigtsmæssigt, at unge mennesker kommer på førtidspension. Men når man kigger på de konkrete tiltag, så handler det i høj grad om økonomi, og dermed ligner det en spareøvelse«, siger Stig Andersen, bestyrelsesmedlem i Lærernes Pension og næstformand i Danmarks Lærerforening.
Psykiske problemer som stress og depression er i dag årsag til halvdelen af førtidspensioneringerne mod en tredjedel for fem år siden, oplyser Lærernes Pension.
Flere krav til undervisningen og en større forventning om rummelighed er de største stressfaktorer, mener formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
»Det går specielt ud over de unge, fordi erfaring betyder, at man kan takle tingene bedre. Man har et større netværk, og man har et andet forhold til ledelsen. Man er ikke så bange for at bruge ledelsen«.
Formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, erkender, at det ikke ser for godt ud med det psykiske arbejdsmiljø på skolerne.
»Selvfølgelig skal vi som ledere påtage os ansvaret for både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø på skolen. Så det skal vi selvfølgelig kigge seriøst på«, siger han. Han tilføjer dog, at noget af forklaringen efter hans mening skal findes i et pres udefra.
»Jo mere økonomisk presset man føler sig, samtidig med at forventningerne til resultaterne skrues op, jo mere stresset føler man sig naturligvis«, siger han.
Anders Bondo Christensen vil gøre lærere på invalidepension til et tema i de kommende overenskomstforhandlinger, blandt andet med et krav om hjælp til nye lærere i form af for eksempel øget supervision eller mentorordninger. |