De store børns projektarbejde bliver med tiden mere krævende. Her undervises børnene i lingvistik.

Uden timer og klasser: Ny skole vil ændre det spanske skolesystem

I Spanien er skolesystemet i høj grad baseret på læring ved systematisk repetition og stramme læreplaner. På Collegi CreaNova i Barcelona tager man i stedet udgangspunkt i børnenes personlighed og egen lyst til at lære. Derfor tilrettelægges al undervisning individuelt.

Offentliggjort

Om CreaNova

• CreaNova underviser 215 elever i alderen 3-18 år

• Eleverne er opdelt i grupper:

- Elementary og pre-school - cirka 3-10 år.

- Middle - cirka 11-13 år.

- High - cirka 14-16 år.

- Bachelor - cirka 17-18 år.

• Skolen er overvejende inspireret af uddannelse i Ecuador og afuddannelsestænkere som eksempelvis italienske Maria Montessori ogtyske Rebeca Wild.

• Skolen er fondsejet og geninvesterer alle midler til fortsatforbedring af skolen og tilknyttede skoler.

• Skolen samarbejder internationalt og tager også gerne danskestuderende i praktik.

• Du kan læse mere om skolen på www.collegicreanova.org

Udearealerne er meget store. Blandt andet er der kuber til fordybelse, boldbaner og meget andet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man som folkeskoledannet dansker for første gang træder ind ad jernporten til CreaNova-skolens store område i den pæne Barcelona-forstad Sant Cugat, vil man måske tænke, at der da er lidt Rudolf Steiner over det her. Kæmpe udeområde med legeplads, forhindringsbaner, fodboldbaner - samt små minihaver og kuber, hvor man kan fordybe sig med aktiviteter. I en af kuberne er der sat bøger ind. I det ene hjørne sidder en gruppe børn og fremstiller fløjter af sugerør, mens andre børn spiller bold længere oppe ad skråningen.

I et lokale i den store skolebygning er en stor gruppe børn fra de små klassetrin i færd med gruppens ugentlige møde. Der er fuldstændig ro. En enkelt lærer er til stede, men mødet styres af børnene selv, forklarer lærer Helena Garcia, der har været med til at bygge skolen op siden starten for fire år siden.

»Sociale kompetencer og samarbejdsevner er helt centralt for skolens filosofi, så på mødet lærer børnene at håndtere deres fælles og individuelle mål og udfordringer. Hvis der er uenigheder, lærer de at løse dem sammen. Der bliver taget referat, og hvis børnene ikke overholder det aftalte, bliver referatet taget frem«, forklarer læreren, der tidligere har været ansat 15 år i en traditionel spansk folkeskole.

Helena Garcia er gift med en dansk læreruddannet it-udvikler, og parrets to drenge på seks og otte år går begge på skolen, der har 215 elever i alderen tre til 18 år.

Jobskiftet til skolen, hvor lærerne hver dag lægger sig i selen for at motivere eleverne med nye meningsfulde udfordringer, har Helena Garcia aldrig fortrudt.

»Mange børn tilbringer deres barndom i en institution, der ikke tager ret meget hensyn til, hvad der motiverer dem, og hvem de er som mennesker. Derfor er det skønt at være et sted, hvor det hele er vendt på hovedet«, siger hun.

»Vores børn skal elske at gå i skole« 

Elever har enorm valgfrihed

Skolen er inspireret af forskellige uddannelsestænkere, herunder blandt andre italienske Maria Montessori, der for mere end 100 år siden udviklede en undervisningsmetode, der skal give børn optimale betingelser for egen udvikling. Skolen har dog hentet det meste konkrete inspiration til undervisningsmetoderne ved studieture til Ecuador, hvor mange skoler baserer deres undervisning på den tyske uddannelsestænker Rebeca Wild.

»Learning by doing« og »Potentialet er ubegrænset« er to mottoer, som skolen ofte bruger. Lidt forenklet handler det om at vække elevernes nysgerrighed hver eneste dag.

For de mindre elever begynder dagen typisk ved en stor tavle, hvor de kan skrive sig ind på de aktiviteter, som de har lyst til - og som passer til den retning, de har fundet sammen med deres vejleder. Aktiviteterne kan være både boglige og kreative, og de er udtænkt af lærerne, der råder over alle former for materialer - eksempelvis spil til at lege med sprog eller matematik og fysik. Desuden er der teater, syværksted, lerværksted, maleværksted, musiklokaler, it-lokaler og flere biblioteker. Selv et værksted har skolen - indrettet med lasercuttere, 3-d-printere, droner, robotsamlesæt og udstyr til at bygge elektriske kredsløb.

Derudover bugner skolens andre lokaler med tilbud. Ved den ene væg finder man materiale omkring Marco Polo, og overfor står en række kalejdoskoper med forslag til opgaver og eksperimenter. Flere steder på skolen kan børnene finde mapper med projektforslag, som de kan kaste sig ud i, hvis de vil blive dygtigere til eksempelvis bogstaver, matematik, algebra, historie - eller noget helt andet. En del af lærernes arbejde er at producere projekter, så der kommer hele tiden nye til.

Forældrene betaler 4.200 kroner om måneden med den varme frokost oveni. Det forventes ikke, at forældre deltager med arbejdskraft eller anden indsats.

Vil gerne sprede sig til hele Spanien

Da skolen kun har eksisteret i fire år, kan den endnu ikke præsentere en national test af egne elever, der har fulgt skolen i hele deres skoletid. Men skolen har sendt mange børn til nationale test, og ifølge skolens direktør og stifter, Olga Arnedo, ligger elevernes prøveresultater på det nationale gennemsnit.

Skolelederen tror dog, at skolens elever kommer til at klare sig bedre i livet end folkeskolebørn - fordi de er trænet i at tilegne sig nye kompetencer - for det er børnene rigtig gode til på CreaNova, hvor eleverne kan modtage undervisning, indtil de er klar til at søge ind på universitetet. Og da skolen ligger i et område med mange internationale virksomheder, kan de studerende benytte deres to bachelorår på målrettede projekter i samarbejde med virksomheder.

»Vi har rigtig gode muligheder for at hjælpe dem til at målrette deres uddannelsesforløb, så det matcher til en bestemt virksomhed - eller til universiteternes adgangsprøver og krav om særlige kompetencer. Det er en stor force, at vi kan være så personlige og kun fokusere på de ting, den enkelte har brug for, når vedkommende skal nå sine drømme«, siger skolelederen.

Uden for CreaNova-skolens matrikel vokser interessen for skolens metoder, og skolen samarbejder med flere folkeskoler, der ønsker en lignende transformation.

»Jeg tror på, at vi vil nå meget længere ud end i dag. Børns udvikling er alt for vigtig til at overlade til firkantede læringsplaner og terperi. Vi taler jo om udviklingen af hele mennesker«, siger skolens leder og stifter.