Ph.d. Keld Skovmand har i to nye bøger fremført en hård kritik af en række danske uddannelsesforskere, og hans anklager behandles i øjeblikket i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Keld Skovmand mener, at de - bevidst eller ubevidst - har misbrugt international forskning for at fremme en målstyringsdagsorden, som Undervisningsministeriet og politikerne på det tidspunkt ønskede.

Skovmand: Læringsmålstyring var ikke baseret på forskning

Prorektor på UC Syd, dr. pæd. Alexander von Oettingen vil ikke dømme eller tage stilling til, om der er hold i anklagerne.

"Men faktum er, at sagen har lammet alle forskere i uddannelsesverdenen. Tager man sagen og kritikken op på det principelle plan, så lægger den et pres på os alle for, om vi har fiflet med ting, og sagen har skabt enormt stor frustration, fordi man er blevet bange for at udtale sig".

Det mener Alexander von Oettingen er et stort problem. Han forstår ikke, hvorfor man ikke vælger at svare på kritikken mere principielt.

Da læringsmålstyringen opstod af ingenting

"Hvis man deler den filosofi og teori der ligger bag læringsmålstyring og mener, at den empiriske uddannelsesforskningstradition er vejen at gå, så undrer det mig, at man ikke fremfører den, så den kan stå skarpt over for Keld Skovmands syn på uddannelse. Tavshed er gift, når det drejer sig om forskning og politik".

Der er også behov for empirisk uddannelsesforskning

Alexander von Oettingen mener, at der er brug for, at Keld Skovmands teorier bliver udfordret, og henviser blandt andet til, at Skovmand i sin bog siger, at man ikke skal acceptere mål, der er sat af andre end én selv.

"Det er jo nonsens. Et barn kan ikke lære at læse, hvis ikke andre sætter mål. Vi kan ikke opdrage vores børn, hvis ikke vi sætter mål for dem. Vi kan ikke styre et klasseværelse eller lede en skole hvis ikke andre også sætte mål. Jeg savner, at denempiriske uddannelsesforskning forsvarer sig. De har vigtige pointer, som ikke bare skal ties ihjel".

Prorektor: Vi skal have forskning, som lærerne kan bruge til noget

Han mener, at det er uhyre vigtigt, at lærerne i folkeskolen forstår, at der er behov for den empiriske uddannelsesforskning også.

"Det vil være fatalt, hvis lærerne tror, at den empiriske uddannelsesforskning, der ligger bag reformen, er forkert. Det er den ikke. Den skal bare ikke stå alene. Empiri, teori og praksis. Disse tre vidensformater er hele tiden til stede i et klasseværelse. Man skal ikke bare smide empirien ud, for så mister vi vigtig viden, der kan udfordre vores beslutninger - Fx 'Er du sikker på, at du også har den effekt, du tror, at du har'. Hvad betyder familiens baggrund for elevernes trivels med videre. Hvis vi kommer ud af den her konflikt og tror, at den empiriske forskning er bandlyst, så er det et tilbageskridt".

Uddannelsesforskning har ikke så stor indflydelse

En del af kritikken af folkeskolereformen har været, at daværende undervisningsminister Christine Antorini påstod, at den var baseret på forskning, hvilket Skovmand så mener at kunne vise, at den ikke var. Alexander von Oettingen mener, at man tillægger uddannelsesforskning alt for stor autoritet i reformen. Det har den ikke, og det skal den ikke have.

"Forskningen kan jo pege i en retning, men der vil altid være alternative svar. Tænk bare på, hvor man forskellige teorier, der findes for, hvordan man lærer at læse. Vi må acceptere at hele den pædagogiske forskning kun kan finde alternative svar på problemstillinger. Det politiske niveau vil have entydige svar. Det kan man godt forstå. Men det er noget af det, der er gået galt i denne tvist, fordi man mener, at forskningen er blevet brugt på en uheldig måde".

Han mener grundlæggende, at man som forsker skal forstå, at hvis man vil være med, når der bliver lavet uddannelsespolitik, så må man acceptere det politiske sprog.

Politikere: Vi bruger det, som vi synes om

"I politik er der ikke rene svar, der er kompromiser og aftaletekster. Man kan ikke bare frit bruge sproget, som man er vant til som forsker. Det kender jeg også fra mit eget arbejde med Danmarks Lærerforenings folkeskoleideal. Samtidig kan man ret hurtigt blive misbrugt til at legitimere politiske beslutninger. 99 procent af al uddannelsespolitik er besluttet, før forskningen kommer til".

Han mener derfor heller ikke, at læringsmålstyret undervisning er faldet på grund af Keld Skovmand. Den ville være faldet under alle omstændigheder, Keld Skovmand legitimerer bare en ny politisk tendens. En af årsagerne er, at politik handler om, hvordan man vil gøre det bedre i fremtiden, hvorimod uddannelsesforskning retter sig bagud.

Der findes tilfælde, hvor den pædagogiske forskning har peget på ting, langt før politikerne fulgte med - fx revselsesretten, hvor det tog politikerne 200 år at fjerne den, efter at filosofferne havde peget på, at børn ikke kan lære, hvis de bliver slået.

"Men i langt de fleste tilfælde har uddannelsesforskningen ikke magt nok til at ændre politikken. Pædagogikken har hverken et fremmedsprog eller en teknologi, den forvalter alene det gode, vi gerne vil gøre".