Den understøttende undervisning slap fra forhandlingerne med skindet på næsen. Det er den vigtigste og mest oversete konklusion på forligskredsens eftersyn af skolereformen fra 2014.

For selv om snakken i medierne har koncentreret sig om skoledagens længde, var kernen i skoleforhandlingerne partiernes tiltro og fidus til den understøttende undervisning (UUV) - reform­elementet, som skulle give skolerne tiden og ikke mindst fleksibiliteten til at skabe en mere varieret og mere spændende skolegang med plads til åben skole og mere bevægelse.

Regeringen havde mistet tålmodigheden med den understøttende undervisning. Derfor skulle halvdelen af de understøttende timer have dødsstødet og fjernes fra elevernes skemaer for at gøre plads til at give eleverne lidt tidligere fri og samtidig give dem mere »rigtig undervisning«.

Men da skoleaftalen blev præsenteret, måtte finansminister og Venstres næstformand Kristian Jensen - der undervejs i forhandlingerne havde overtaget rollen som forhandlingsleder - erkende, at aftalen var et godt stykke fra regeringens oprindelige udspil.

Aftalen fjerner kun tre lektioners understøttende undervisning om ugen for de små. Og så omdannes 90 klokketimer af den understøttende undervisning til fagtimer, svarende til at der kun forsvinder 450 af de hidtidige 2.114 understøttende timer.

Dermed havde finansministeren en aftale med, der på mange måder er en blåstempling af den understøttende undervisning. For med sig havde han nemlig også en pose penge til det så ofte udskældte reformelement og et loft over, hvor meget understøttende undervisning skolerne fremover får mulighed for at fjerne i 4.-9. klasse.

Riisager kaldes »dybt uprofessionel«

Men hvordan kom det dertil, at regeringspartierne med store smil præsenterede en aftale så langt fra deres eget udgangspunkt?

Fra start af så det ellers lyst ud for regeringen. I Dansk Folkeparti (DF) havde regeringen en klokkeklar støtte. Partiet havde på forhånd meldt ud, at det var mere end klar til at lægge stemmer til et dødsstød til de understøttende timer - jo hårdere, desto bedre.

Alligevel skulle regeringens udspil vise sig at blive startskuddet til fem måneders betændte forhandlinger, der undervejs på dramatisk vis rykkede fra undervisningsminister Merete Riisagers (LA) ministerium og over i det talknusende og i skolesammenhænge upopulære Finansministerium.

Udadtil tillægges det opsigtsvækkende sceneskift, at Socialdemokratiet (S) ikke længere har tillid til undervisningsministeren. Riisager har ifølge S ageret »dybt uprofessionelt«. DF kalder S' kritik for personlig mobning af en »dygtig« og »venlig« minister.

Selv går Merete Riisager i medierne og understreger, at det ikke er til skolernes fordel, at forhandlingerne trækkes ud af hendes ministerium, og at der efter forhandlingerne må være behov for et opgør med Finansministeriets styring af skolen - men at hun har bøjet sig for ønsket, hvis det er det, der skal til for at nå til enighed.

Men da aftalen endelig lander to måneder senere, er udlægningen en anden. Her fortæller Merete Riisager pressen, at det ikke fik nogen som helst betydning, at hun stod i baggrunden i de sidste måneder af forhandlingerne.

Riisager stod uden et mandat

Men det havde det i dén grad, lyder det fra kilder på begge sider af forhandlingsbordet, som fagbladet Folkeskolen har talt med. Meldingen fra hovedparten er, at det ikke var lykkedes partierne i forligskredsen (SF, S, R, V, K, LA, DF) at nå til enighed, hvis ikke forhandlingerne var endt i hænderne på Kristian Jensen.

Og ifølge meldingerne er det faktisk Merete Riis­ager selv, der foreslår at sende forhandlingerne til finansministeren.

I omkring tre måneder har Merete Riis­ager stået i lidt af en kattepine. Partierne i rød blok vil slet ikke høre tale om at placere flere fagtimer på elevernes skemaer, og det låser forhandlingerne. Ifølge kilder sidder undervisningsministeren nemlig ikke med et mandat fra regeringstoppen til at indgå en aftale, der piller markant ved regeringens eget udspil, og derfor er hun handlingslammet.

Forhandlingerne reduceres derfor til kun at handle om små elementer som regeringens naturfagsstrategi, konfirmationsforberedelse, og om kanonlisterne i dansk og historie trænger til et eftersyn.

Det er derfor Merete Riisager selv, der foreslår at slippe forhandlingslederrollen og i stedet lade S og V diskutere de centrale elementer sammen med finansministeren, der som medlem af regeringens koordinationsudvalg har et større mandat til at indgå kompromiser end Riisager selv.

Men hvad der kan virke som en undervisningsminister, der må kapitulere, er måske nærmere en minister, der øjner en mulighed for at komme sine egne ønsker nærmere.

Riisager var ikke selv en stor fan af regeringens forslag, fordi der var elementer, som ville begrænse skolernes frihed, og derfor har hun en personlig interesse i, at der bliver løsnet op i det forslag, hun selv lægger navn til. Riisager har offentligt rost en model, som især SF har taget med sig til forhandlingerne.

Folketingets næstmindste parti ser gerne total frihed til skolerne til at bestemme, om de vil have understøttende undervisning på skemaet eller ej - noget, der rimer betydeligt bedre på ministerens frihedsdagsorden.

Fleksible fagtimer bringes i spil

Løsningen bliver, at hele forligskredsen, undervisningsministeren og en delegation af hendes embedsmænd bliver sendt over til Kristian Jensen. Her viser det sig hurtigt, at der nu er en minister ved roret, der vil strække sig langt for at nå en aftale.

Venstres top har ingen interesse i, at folkeskolen bliver et valgtema i den nært forestående valgkamp. I den sammenhæng er det mindre afgørende, om regeringen får alle sine ønsker igennem.

Kort før julen sender Christiansborg og forhandlingerne på ferie, kommer pludselig det første reelle udspil siden regeringens oprindelige udspil fra september. Paragraf 16b foreslås nu udvidet i stedet for indskrænket, og så taler regeringen nu om 180 såkaldte fleksible fagtimer, hvor skolerne selv må bestemme, hvilke ekstra fagtimer de vil sætte på skemaet, og hvor de skal placeres.

Forslaget afvises af rød blok, der igen understreger, at man ikke ønsker flere fagtimer. Da partierne er tilbage i forhandlingslokalerne efter jul, har Kristian Jensen trukket forslaget tilbage.

I stedet er han nu klar til mere eller mindre at frede den understøttende undervisning, da regeringen nu kan nøjes med at lave 90 af de understøttende timer om til fagtimer i stedet for 480. Det forslag kan alle partier i grove træk tilslutte sig, og dermed er en aftale nu pludselig tæt på.

Aftale skal afspejle syv partier

Før en aftale kan underskrives af alle forligskredspartier, skal forslaget dog først slibes til, så alle syv partier kan gå fra forhandlingerne med hver deres fingeraftryk på en aftale. Her diskuterer partierne afsnit, sætninger og helt ned til enkelte ord i det, der ender med at være en 15 sider lang aftaletekst - en proces, der først afsluttes, samme morgen som aftalen offentliggøres.

Ugen op til offentliggørelsen aftales der en gennemgang af det foreløbige udkast til aftalen, hvor partierne hver især skal byde ind, hvis de har ændringsforslag til teksten. Kristian Jensen er bortrejst i denne uge, og Merete Riisager inviterer derfor forligskredsen over i Undervisningsministeriet.

Men den invitation er S langtfra tilfreds med, og det dårlige klima mellem S og Riis­ager truer et kort øjeblik med at spænde ben for forhandlingernes slutfase. Af praktiske grunde trækker undervisningsministeren mødeindkaldelsen tilbage - partierne må vente, til finansministeren er tilbage.

Et sidste drama i ellevte time

I Finansministeriet afsluttes forhandlingerne med et langt møde, der strækker sig fra eftermiddag til efter midnat. Her opstår der igen uenigheder mellem især Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. DF truer i ellevte time med at lægge aftalen ned, hvis ikke partiet kan få med, at skolerne skal have lov til at lade deres elever gå til konfirmationsforberedelse i skoletiden.

S er imod, da tiden står til at blive taget fra den understøttende undervisning. Kompromiset bliver sent på aftenen, at skolerne skal flytte fagtimer til et andet klassetrin, hvis ordningen medfører, at eleverne står til at få mindre end 2,2 timers understøttende undervisning om ugen.

Aftalen præsenteres næste morgen for offentligheden og pressen. En aftale, der justerer en smule på skoledagens længde og giver de fleste af forligskredsens ordførere mulighed for at fremhæve deres indflydelse.

Ved siden af finansminister Kristian Jensen står en smilende Merete Riisager. Hun står nemlig med en aftale, som mere tangerer Liberal Alliances politik end det, hun præsenterede sammen med statsministeren tilbage i september.

Samtidig kan den snart afgående minister se tilbage på et forløb, der har givet hende to ekstra triumfer. Finansministerens dominans over skolen blev endnu en gang understreget. Og S fik rollen som dem, der skubbede skolen i armene på det upopulære ministerium.