Undervisningsminister Merete Riisager hvæsser sammen med børne- og socialminister Mai Mercado pennen i brevet til Hillerøds borgmester.

To ministre opfordrer borgmester til at gå i dialog med bekymrede forældre

En minister går sjældent ind i konkrete kommunale sager. Ikke desto mindre opfordrer hele to ministre borgmesteren i Hillerød til at tage kontakt til en større gruppe forældre, som føler, at kommunen svigter deres børn med handicap eller psykiske diagnoser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Omkring 40 familier til børn med særlige behov er gået sammen om at råbe Hillerød Kommune op. Forældrene har flere eksempler på børn, som ikke har været i skole i længere perioder, og de mener, at kommunen svigter deres børn.

Forældrene har forsøgt at råbe politikerne op. De har blandt andet sendt en lang liste til borgmesteren over de problematikker, som går igen i sagerne, og de har henvendt sig til byrådspolitikere for at fortælle om deres børns mistrivsel og om deres oplevelse af, at kommunen ikke altid sætter barnet først.

To ministre udtrykker deres bekymring

Forældrene har også skrevet en klage til børne- og socialminister Mai Mercado (K), og hun har sammen med undervisningsminister Merete Riisager (LA) henvendt sig til Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S). I brevet fortæller de, at det er bekymrende, når en række borgere henvender sig med klager, der tegner et billede af en generel mistillid til en kommunes håndtering af sager om hjælp og støtte til børn med handicap og deres familier og overholdelse af undervisningspligten.

"Det er et gennemgående budskab, at forældrene udtrykker stor frustration over kommunens sagsbehandling, som de blandt andet oplever, er præget af mangelende koordination, viden, forståelse og imødekommenhed i forhold til børnenes og familiernes udfordringer", skriver Mai Mercado og Merete Riisager.

Ministrene opfordrer borgmesteren til gå ind i sagen

De to ministre understreger, at det ikke er deres opgave at vurdere konkrete sager eller pålægge kommunerne at træffe bestemte afgørelser.

"Men det er afgørende for os, at I som kommune lever op det til ansvar, I har for at sikre, at børn med handicap og deres familier får den hjælp og støtte, de har ret til, både efter serviceloven og efter reglerne i folkeskolelovgivningen", skriver Mai Mercado og Merete Riisager.

Forældrene har forsøgt at få byrådet og borgmesteren i tale, noterer ministermakkerparret, hvorefter de opfordrer borgmesteren til at følge op på forældrenes henvendelser, da hun har det overordnede ansvar for sagsbehandlingen og tilrettelæggelsen af kommunens indsatser over for børn med handicap og deres familier.

"Vi håber, at du og byrådet vil gå forrest og få genskabt forældrenes tillid til, at Hillerød Kommune både overholder lovgivningen og viser lydhørhed og forståelse over for de familier til børn med handicap, som henvender sig til kommunen for at få hjælp og støtte".

Kommunen er i gang med at følge op

Kommunen er i gang med at gennemføre samtaler med familierne, siger Kirsten Jensen til Frederiksborg Amts Avis.

"Ministrene peger egentlig på den proces, vi selv har sat i gang", siger borgmesteren.

Forældrenes talsmand, Elizabeth Christensen, bekræfter overfor folkeskolen.dk, at kommunen er i dialog med nogle af de berørte familier. Men kommunen vil ikke sagsbehandle og træffe afgørelser på møderne, fortæller hun.

"Kommunen vil kun snakke om, hvordan den kan ændre på vores oplevelse af samarbejdet. Det virker helt absurd, når vi fortsat har mange børn, som er sygemeldte fra deres skoletilbud og er i mistrivsel. Det er heller ikke alle, der er blevet inviteret, for kommunen ved ikke, hvem alle 40 familier er. Men vi har et stort ønske om, at alle med børn med særlige behov i Hillerød Kommune får hjælp", siger Elizabeth Christensen, som sammen med sin mand har tre børn med autisme.