I 2012 traf Folketinget en beslutning, som fik stor betydning for mange børn i vores folkeskole. Man ville sikre mere inklusion i folkeskolen og færre børn skulle i specialtilbud. Tanken bag var sympatisk. Flere og flere børn kom i specialtilbud og blev permanent udelukket fra folkeskolens fællesskab. Samtidig steg udgifterne til specialundervisning voldsomt. Udgifterne til specialundervisning var ved at udvikle sig til en gordisk knude for folkeskolens økonomi, fordi specialtilbuddene var meget dyrere end den almindelige folkeskole. Der var således både menneskelig og økonomisk fornuft bag den nye retning om øget inklusion i folkeskolen.

Hvor står vi i dag?

I dag oplever vi, at hverken elever, forældre eller lærere synes inklusionen virker efter hensigten. Mange oplever, at folkeskolen i alt for høj grad forsøger at rumme børn, som har brug for et mere specialiseret tilbud. Det er synd for det enkelte barn, som har brug for mere hjælp. Og det er heller ikke godt for de øvrige børn i klassen, når læreren ikke har tilstrækkelig tid til dem.

Når vi ser på situationen fra borgmesterkontoret her i Holbæk og fra Holbæk Lærerkreds, så bruger vi i Holbæk Kommune i dag cirka lige så mange penge på specialtilbud som før 2012. Vel at mærke samtidig med at vi i den almindelige folkeskole rummer flere børn, som tidligere ville have fået en eller anden form for specialtilbud. Forklaringen er en generel stigning i antallet af børn, som har brug for mere hjælp, end hvad den almindelige folkeskole kan give dem.

Det er der mange grunde til, f.eks.:

- en stigning i andelen af børn med diagnoser i den lettere ende af autismeområdet og ADHD

- flere børn med social angst og stress

- flere og flere elever oplever skolevægring.

Desuden er forældre til børn med særlige behov blevet mere opmærksomme på, om det almindelige skoletilbud kan rumme deres barns behov. En opmærksomhed, der fører til et pres fra nogle forældre for at få specialtilbud til deres børn.

Oveni dette er der skruet væsentligt op for kravene til, hvad børnene skal lære i vores folkeskole.Testtyranniet er set med vores øjne simpelthen løbet af sporet. Der testes i vidt omfang, om børnene rent faktisk lærer det, de skal. Det lægger et yderligere pres på specielt vores mest udsatte børn.

Hvad kan vi gøre?

Vi sidder tilbage med en følelse af, at ideen om inklusion blev født med de smukkeste intentioner. Men at virkeligheden i dag er, at inklusionen er gået for vidt. Og at alt for mange børn, der har brug for ekstra hjælp og tid, ikke får det.

For os at se, kalder udfordringen på mere viden, nytænkning og handling. Og så handler det om, at vi også skal sige klart og tydeligt til politikerne på Christiansborg: Inklusion koster. Vi kan ikke blive ved med at spare på skoleområdet. Det siger sig selv, at flere børn i klasserne og flere, der skal inkluderes, ikke er en opskrift, der fører til succes. Hverken for de børn, der skal inkluderes eller resten af klassen. Det er for at sige det lige ud en dårlig kombination.

Vi har brug for at blive klogere på, hvad der virker, og hvad der ikkevirker. Der findes mange forskellige tilbud til børn med særlige behov. Vi skal vide, hvilken effekt disse tilbud har.

En ting står helt klart: enkeltintegration med færre ressourcer går ikke. Vi tror meget mere på, at vi skal skelne. Nogle børn skal enkeltintegreres, men nogle børn skal også integreres i skolen og lokalsamfundet. Man har haft stort held med bæredygtige skoler fx i England med 3- 4 spor, hvor man så også har et spor til børn med specielle behov. Det kan fx være børn inden for autismespektret. Det sikrer at børnene kan forblive i lokalsamfundet og måske gå i skole med søskende og kammerater samtidig med, at de har personale, som har den fornødne ekspertise. Men så er der altså også børn, som har mest gavn af en specialskole.

Udover viden har vi brug for at tænke nyt. Vi tror ikke på, at løsningen udelukkende er at placere flere børn på specialskoler. Eksklusion af børn fra folkeskolens fællesskab må aldrig være målet. Men naturligvis skal alle børn have et undervisningstilbud, som de kan drage nytte af. Og her har vi brug for nytænkning, som tager udgangspunkt i børnenes behov.

I dag har de dygtige medarbejdere på specialskolerne specialistviden, som ikke bliver sat tilstrækkeligt i spil i folkeskolerne, fordi der ikke er mulighed for at samarbejde tæt nok. Vi opretter integrerede specialtilbud på vores folkeskoler. Men vi sætter ikke specialskolernes specialistkompetencer tilstrækkeligt i spil i disse tilbud, fordi vi opfatter specialskolerne som et tilbud udenfor folkeskolen fremfor et tilbud integreret i folkeskolen. I et samarbejde med vores pædagogisk-psykologiske rådgivning kan disse medarbejdere tilføre kompetencer til folkeskolen, så flere elever får et større udbytte af undervisningen.

Så måske er en af vejene til nytænkning på dette område at tænke mindre i opdeling mellem almindelig folkeskole vs. specialskole og mere i det rette undervisningstilbud til det enkelte barn. Så undervisningstilbuddet indretter sig efter barnet og ikke omvendt. Det kunne ske ved at specialisterne fra specialområdet i højere grad kommer ud i folkeskolen. Og det kunne ske ved at børn med særlige behov i en periode kommer på en specialskole for herefter -forhåbentlig - at kunne vende tilbage til folkeskolen.

Vil det koste noget? Ja, det vil det i en overgangsperiode. Men vi bruger fortsat mange penge på specialundervisning i Danmark. Både i form af specialskoler og integrerede specialtilbud i den almindelige folkeskole. Og med nytænkning og mod til at gøre op med gældende systemer, vil vi kunne få endnu mere ud af midlerne, end vi gør i dag. Og vigtigst af alt vil vi skabe en bedre skole for dem som det hele drejer sig om: børnene!