Forskningsprojekt vil styrke elevers evne til at klare modgang

Det er indbegrebet af den amerikanske drøm, det er folkeeventyrets skabelon og temaet for et væld af filmmanuskripter fra Hollywood til Bollywood. Barnet, der mod alle odds kommer til tops trods ubegavede, fordrukne, fattige forældre og en skoletid af værste skuffe. Det var der, resiliensforskningen startede, da man i 60'erne og 70'erne opdagede, at en gruppe af skizofrene børn havde langt sundere psykisk tilstand, end man kunne forvente. Man begyndte at undersøge hvorfor og opstillede teser om børn, der var født med særlige egenskaber, som gjorde dem nærmest usårlige. I næste bølge fandt forskerne frem til, at det ikke kun handlede om personlighed, men også om beskyttende faktorer som nære relationer til andre voksne end forældrene og sårbarhedsfaktorer som for eksempel misbrugsproblemer. Det følgende årti begyndte man i endnu højere grad at se på resurserne i de hårde opvækstmiljøer, og hvordan man skaber positive vendepunkter. Og efter årtusindeskiftet inddrager forskningen nu miljøbelastninger, stresshormoner og hjernens udvikling for at se, hvordan børn og omverdenen gensidigt påvirker hinanden.

Resiliensforskningen har været stor i de angelsaksiske lande siden 80'erne, og både England, USA, Australien og Canada har haft store forskningsprojekter med interventioner og har oprettet centre for forskning i resiliens. I Danmark har man derimod været mere skeptisk, og begrebet er først for alvor slået igennem inden for de seneste ti år. Der er flere forskningsprojekter i gang nu, og begreberne er også blevet populære i medier og debat. Sidste år i februar udkom psykolog, dr.phil. og professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensens bog »Robuste børn«, og siden er der kommet en række bøger om robusthed fra diverse børnepsykologer og praktikeres hænder.

Per Schultz Jørgensen: Robusthed er en indre værdi, vi skal lære børnene

»Jeg har skrevet bøger i 30-40 år. Jeg har aldrig oplevet den form for opmærksomhed, som jeg gjorde med 'Robuste børn'. Jeg blev revet rundt i medierne og har holdt utroligt mange foredrag. Emnet interesserer i den grad forældrene, fordi de kan se, at deres børn er pressede, de har svært ved at modstå og navigere, så mange bukker under med stress. Det får folk til at overveje, om de har gjort det godt nok som forældre«, fortæller Per Schultz Jørgensen.

Børns indre kompas

Børneeksperten mener, at der er tre hovedårsager til, at børn og unge er pressede i dag. For det første er der et stort ydre pres på for at få en karriere og blive til noget. Presset starter allerede i daginstitutionerne med læreplaner og tager for alvor fart i skolen med test helt ned i de små klasser, ansvar for egen læring, flere test og karakterer, som er afgørende for de unges videre fremtid. For det andet mener Per Schultz Jørgensen, at der ligger et stort pres i de sociale medier, hvor børnene 24 timer i døgnet kan sammenligne sig med andres succes og skal være på, se ud og promovere sig på den rigtige måde på Instagram, Facebook eller Snapchat. Den tredje årsag ligger hos forældrene, som ifølge professoren i nogen grad har glemt at opdrage deres børn og give dem et indre kompas.

»Det 20. århundrede er jo blevet kaldt børnenes århundrede, og man har været meget optaget af at give dem en god start på livet. Men i 60'erne gjorde man op med den traditionelle opdragelse og ville skabe en mere børnevenlig verden. Parforholdet med friheden til individualismen blev stærkt, og med kvinderne på arbejdsmarkedet overtog institutionerne opdragelsen, som så blev til socialisering. Det er alt sammen supergodt, men man glemte måske den mere personlige del af opdragelsen, som handler om, at man har et moralsk og personligt ansvar. Den traditionelle indlæring af dyder, som giver et indre kompas at navigere efter«, siger Per Schultz Jørgensen.

Han taler ikke om curlingforældre, men det har været en stor del af debatten om børns manglende robusthed. Han mener heller ikke, at børn skal hærdes. Det handler om at børn skal indgå i et fællesskab med normer - som de har indflydelse på og bidrager til. Sådan er det i familien, i daginstitutionen og i skolen. Børn kan sagtens bidrage på deres niveau, og det vil de også gerne, hvis man starter, når de er små, og lader opgaverne vokse med alderen, mener han.

Udvikling af karakter

Skolen kan i den grad også bidrage til at give den fornødne robusthed. Her handler det om, at skolen har en overordnet paraply med en grundfortælling, der ikke bare handler om at være dygtig, men også indeholder moralske og etiske værdier. Det sker i flere og flere kommuner, for eksempel Odense, hvor de med den faglige strategi 2017-21 sætter karakterdannelse i centrum. Den enkelte klasse kan for eksempel skabe en klassens grundlov, der er deres fælles sociale normer.

Og så skal man udfolde pædagogikken, så det ikke kun handler om præstationer og resultater, men om processen. Per Schultz Jørgensen henviser til et citat fra filosoffen K.E. Løgstrup: »Mens vi bakser med opgaven, udvikles den karakter, der betinger løsningen af den«.

»Helt frem til 1974 var 'karakterdannelse' en del af skolens formålsparagraf. Det blev erstattet af 'demokratiske borgere' netop i 70'erne, hvor der virkelig begyndte at blive behov for at hjælpe familierne med opdragelsen. I dag er 'livsduelighed' kommet ind, men uden en definition, så ingen ved, hvad det egentlig betyder. Og midt i tvivlen og forvirringen breder 'læringen' sig, for det er meget nemmere at definere og måle. Lige nu er der tale om alt for meget formålsløs læring«, siger Per Schultz Jørgensen.

Det virkelige problem

Fokusset på robusthed og curlingforældre har dog også affødt et modsvar. Sociologen Rasmus Willig har udgivet en række bøger, hvor han analyserer robusthedstankegangen og peger på, at problemet ikke ligger hos ansatte og børn, men i konkurrencestaten, der gør alle til individualister, der konkurrerer mod hinanden. Han viser, hvordan samfundet giver ansvaret til den enkelte, så når medarbejdere går ned med stress og depressioner, er det, fordi de ikke er robuste nok. Rasmus Willig og en række andre forskere inden for forskellige felter har peget på, at det er misbrug af resiliensbegrebet, når man på den måde sætter robusthed ind som et krav til børn, ansatte eller ofre for krig, klimaforandringer eller andet.

Ny bog er vaccine mod selvcensuren

Den første, der brugte ordet resiliens på dansk, var professor i udviklingspsykologi Dion Sommer, som har skrevet en række videnskabelige artikler om begrebet. Han mener, at den danske resiliensforskning fejlagtigt beskæftiger sig med resiliens i den form, som international forskning så på i første bølge - altså som en iboende egenskab i barnet.

»Det er helt forkert at sige, at det har med gener eller opdragelse at gøre. Hele diskussionen om curlingforældre er helt fejlagtig - det er et popfænomen og en afledningsmanøvre, fordi man ikke vil tale om det virkelige problem. Jeg har foretaget en undersøgelse af 6.000 børn fra 15 måneder til 15 år, og curlingforældre findes stort set ikke i Danmark. Til gengæld kan man tale om, at staten er på kanten af omsorgssvigt af en generation af børn i daginstitutioner med alt, alt for lave normeringer. Vi ved fra benhård empirisk forskning, at dårlige normeringer er udviklingsforstyrrende for børn«, siger Dion Sommer.

Dermed er han grundlæggende uenig med Per Schultz Jørgensen og andre i, at børn i dag er mere sårbare på grund af forkert opdragelse, eller at de skal gøres mere robuste. Det er ikke børnene, den er gal med, argumenterer Dion Sommer:

»Jeg er helt enig i, at børn og unge er mere pressede, og det kan gøre dem mere sårbare. Siden anden verdenskrig har staten haft en ide om at regulere borgerne - et disciplineringsprojekt, der begynder allerede i børnehaven og fortsætter i skolen med læringsagenda og test. Børn er ikke mere sårbare som individer, men som en hel generation er de klart mere sårbare end voksne i forhold til at blive indrulleret i en implicit dagsorden om, at vi skal klare os i den globale konkurrence«.

Professor: Fremtidens skole skal dyrke empati og etik

Ingen evidens for resiliens

For Dion Sommer er der derfor ingen tvivl om, at man bør gøre noget for at ændre på situationen. Han har som sådan ikke noget imod forskningsforsøg, der arbejder med at styrke børns resiliens, men han har ikke fundet dokumentation for, at det virker.

»For mig at se er det symptombehandling. Nu har vi den folkeskole, vi har. Det kan man ikke lave om på. Så i stedet laver man om på børnene, så de kan møde verden på en anden måde. Det fjerner jo ikke årsagen til mistriv­slen, nemlig målinger, test og pres«, siger han og fortsætter:

»Jeg har i alle mine år som forsker på det her område aldrig oplevet så mange børn mistrives. Selv ministeren begynder at blive bekymret og har nedsat et stresspanel, men selv ikke der må man tale om presset i skolen. Det hjælper altså ikke kun at arbejde med resiliens, man må også lette presset i skolen«.