Ingen ved, hvor meget gratis undervisningsmateriale fra virksomheder og organisationer der finder vej til eleverne. For der findes ikke en central opgørelse over, hvilke læremidler der bliver anvendt i danske skoler. Det skyldes ifølge Mette Schousboe, der er pædagogisk konsulent i Center for Undervisningsmidler (CFU) på Københavns Professionshøjskole, at meget materiale bliver sendt direkte til den enkelte skole eller lærer.

»Det er ikke alt, der kommer forbi os, så det er svært at vide, hvor meget materiale fra firmaer fylder på skolerne«, siger Mette Schousboe og fortæller, at CFU jævnligt optager materiale fra private aktører i sin udlånssamling.

Reklamemand advarer om markedsføring i læremidler

»Vi har konsulenter, der vurderer, om det er reklame, og faglige konsulenter, der vurderer, om det er lødigt og relevant for undervisningen i det pågældende fag«, siger Mette Schousboe og nævner blandt andet Oxfam Ibis' materialer om udviklingslande og Rådet for Sikker Trafiks materialer om færdselssikkerhed.

»For de materialer gælder de samme kriterier, som når vi selv indkøber materiale. Det er altid faglige, pædagogiske konsulenter, der vurderer det«, understreger hun.

Selv om lærerne har adgang til materialer fra private aktører på lige fod med materialer fra undervisningsforlagene, ser man hos Gyldendal ikke de øvrige aktører som konkurrenter. Tværtimod.

»Det er ikke materialer, der er fuldt dækkende for pensum til et helt fag. Det er tematiske nedslag, så jeg ser det ikke som en konkurrent, men som et bidrag, der kan være et godt supplement«, lyder det fra Gyldendal Uddannelses direktør, Hanne Salomonsen.

»Det er to helt forskellige produkttyper. Organisationer og virksomheder kan tilbyde tematisk materiale, hvor vores materiale er mere langsigtet og funderet i undervisningsplanerne og Fælles Mål«, siger hun.

Lærerne kan miste medejerskabet

Mens man i Norge har en statslig institution, der kvalitetssikrer læremidler, findes der ikke i Danmark centrale kriterier for kvaliteten af materialene. Det er op til den enkelte lærer at vurdere, om materialer, som forlag, kollegaer eller private aktører har udarbejdet, er gode nok.

»Traditionelt har man hverken fra Undervisningsministeriets eller CFU's side blåstemplet noget materiale som bedre end andet. Det er op til skolerne og lærerne at vurdere kvaliteten. Det er den danske måde at gøre det på«, siger Mette Schousboe.

Ifølge Lis Madsen, der er institutchef på Københavns Professionshøjskole og talsmand for læreruddannelsen i Danske Professionshøjskoler, kan der være både fordele og ulemper ved at indføre en fælles kvalitetssikring af undervisningsmaterialer til folkeskolen.

»Med et centralt kvalitetsstempel har man en sikkerhed for, at ikke hvad som helst ender ude i klasselokalerne«, siger hun og uddyber: »Det kan sikre, at det ikke er den enkelte lærer, der står med ansvaret. Vi ved desværre også, at det af og til er ikkelæreruddannede eller lærere uden kompetence i faget, der underviser i skolen. I det tilfælde kan et centralt kvalitetsstempel være en hjælp til den uerfarne«.

Katrine Bryding fik en pakke fra Scientology: "Jeg er chokeret"

Omvendt peger hun på, at en central kvalitetssikring kan fjerne noget af lærernes frihed.

»Det kan i værste fald betyde, at lærerne mister medejerskabet til undervisningen, hvis de er bundet til kun at anvende bestemte materialer. Det kan også risikere at gøre materialerne mindre eksperimenterende, og i værste fald at det bliver et lille dommerpanel, der afgør, hvilket materiale der skal undervises efter i folkeskolen«, lyder det fra Lis Madsen.

Hos Gyldendal er Hanne Salomonsen enig i, at det nuværende system fungerer fint: »Vi har en tradition i Danmark for, at det er uafhængige, apolitiske leverandører, der leverer til det lange, seje træk i folkeskolen, og at de følger Fælles Mål og Undervisningsministeriets retningslinjer. Så længe kommercielle aktører holder sig til tematisk materiale, ser jeg ikke noget kontroversielt i det«.

DLF: Lærerne er professionelle

Heller ikke i Danmarks Lærerforening (DLF) ønsker man en central blåstempling af læremidler. Det skal være op til den enkelte lærer, lyder det fra Jeanette Sjøberg, der er formand for undervisningsudvalget i DLF:

»Man skal passe på med centrale vurderingskategorier. Det er professionelle lærere, der bedst kan afgøre, hvilken kvalitet materialet har, og hvordan det kan bruges i undervisningen. Det er bare et af mange valg, man træffer, når man planlægger undervisningen«.

Ifølge Jeanette Sjøberg er det vigtigt, at der er en faglig og didaktisk diskussion på skolerne om, hvilket materiale man bruger i det enkelte fag og forløb.

»Et eksempel er, at Undervisningsministeriet har besluttet, at uge 12 er demokratiuge, hvor alle skoler arbejder med det tema. Men der er valgfrihed, i forhold til hvordan man arbejder med det på den enkelte skole og det enkelte klassetrin. Det er utrolig vigtigt at have en pædagogisk diskussion på skolen om, hvordan man vælger at behandle temaerne«, siger Jeanette Sjøberg.

Lærer: For lidt forberedelsestid

Som mange andre lærere bruger Anne-Dorte Hertzum, der underviser i blandt andet madkundskab på Præstelundskolen i Brande, ofte gratis undervisningsmaterialer fra private leverandører. Det er hun meget tilfreds med.

»Vi har brugt dem i mange år. Der er så lidt forberedelsestid, så materialet skal gerne være til at bruge i undervisningen med det samme. Det synes jeg, det meste af det er«, siger hun.

Igennem flere år har Anne-Dorte Hertzum benyttet Coops GoCook-projekt, hvor madkundskabslærere modtager en kasse med fødevarer og tilhørende opskrifter, der kan bruges i undervisningen. »Det er nemt at bruge som lærer, fordi forløbet stort set er planlagt i forvejen. Det er rigtig dejligt. Men alt materialet skal jo kigges igennem og vurderes«, forklarer hun.

Manglen på forberedelsestid kan ifølge Danmarks Lærerforening føre til, at lærerne føler sig presset til at bruge det materiale, de får fra private leverandører:

»Når man får materialet helt gratis, skal man bruge mindre forberedelsestid, og der kan være lærere, der i en presset hverdag føler sig presset til at bruge det, fordi de har for lidt forberedelsestid«, siger Jeanette Sjøberg og fortsætter:

»Det afgørende er, at det reelt er lærerne selv, der vurderer kvaliteten af materialet, og at de har et reelt valg, om de vil bruge det. Det skal være læreren, der vælger til og fra ud fra sine overvejelser om arbejdsmetoder, sammenhæng og hvordan det lever op til Fælles Mål«.

Hun peger på, at stadig flere firmaer begynder at udbyde læremidler til lærerne, og her begynder advarselslamperne at blinke.

»Nogle af de materialer vil være skjult reklame for et produkt. Det skal vi være meget opmærksomme på i en folkeskole, hvor vi netop gerne vil have, at eleverne udvikler en kritisk sans«, siger Jeanette Sjøberg.

Lærernes egen kritiske sans bliver udviklet, mens de selv studerer. Ifølge læreruddannelsens talsmand, Lis Madsen, lærer de lærerstuderende rigeligt om at kvalitetsvurdere undervisningsmateriale i løbet af uddannelsen.

»Vi har fokus på at give vores studerende kompetence til at kunne analysere og vurdere undervisningsmateriale. Det gælder materiale fra både forlagene, kollegaer og andre producenter. De studerende bliver uddannet til at kunne kvalitetsvurdere materialet både fagligt og didaktisk, og vi arbejder også med produktion af undervisningsmateriale målrettet den elevgruppe, de underviser«, fortæller Lis Madsen.