Da bogen 'Konkurrencestaten' udkom i 2011, udløste den en voldsom diskussion, ikke mindst i folkeskolekredse. Forfatteren, professor Ove K Pedersen, pegede nemlig på, at lærerne med folkeskolens nye formål var blevet ansvarlige for konkurrencestatens fodsoldater, de skulle uddanne eleverne til både arbejdsmarkedet og til fællesskabet.

Folkeskolens nye opgave er at skabe arbejdsomme mennesker 

I dag er han klar med en nye bog 'Reaktionens tid', hvor han efter eget udsagn har taget højde for de erfaringer, han har fået i debatterne og de over 700 foredrag, han har holdt gennem de seneste 7-8 år. Han er blevet klogere, og den kritik, han rejste af konkurrencestaten dengang, har nærmest fået debatten til at tippe i den modsatte grøft

"Vi er nu i situation, hvor det ene politiske parti efter det andet siger, at de vil gøre op med konkurrencestaten. For mig er konkurrencestaten en videreførelse af velfærdsstaten og måske den mest succesfulde videreførelse, vi har set ved sammenligning med andre lande. Så hvis man gør op med konkurrencestaten, uden at tage de positive erfaringer med, så gør man også op med successen og kommer til at smide barnet ud med badevandet", siger Ove Kaj Pedersen, som er professor emeritus i komparativ politisk økonomi.

I bogen beskriver han, hvordan velfærdssamfundet blev skabt efter 2. verdenskrig, efterfølgende blev det udviklet til velfærdsstaten i 60'erne og 70'erne og så gradvist afløst af konkurrencestaten i 80'erne og 90'erne. Men hvor meget af debatten i dag skælder ud på konkurrencestaten for for eksempel målstyring og delvist ønsker sig tilbage til velfærdssamfundet med dannelsens idealer, så peger Ove K. Pedersen på, at det, der har været Danmarks store succes, har været det stabile politiske system, som konstant har videreudviklet det eksisterende i stedet for at falde i grøfterne.

"Det, der karakteriserer reformismen i Danmark, er, at man koldt og kynisk har sammenlignet negative og positive erfaringer, modvirket de negative og fastholdt de positive. Det er det, der virker, og det er det, der har gjort Danmark til den verdensstjerne det er i dag".

Ove K. Pedersen: Skolen er en politisk fiasko - og lærerne forstår det ikke

Vi glemmer folkeskolens store succes

Folkeskolen og lærerne har haft en helt særlig rolle i opbygningen af velfærdssamfundet. Men politikernes og dermed samfundets holdning til skolen er blevet mere og mere kritisk siden 80'erne.

"Folkeskolen blev allerede i 50'erne udpeget til den vigtigste af alle de institutioner, der skulle bidrage til et af de allerstørste historiske eksperimenter, det her samfund har set - nemlig at at danne og uddanne eleverne til borgere, der tager del i fællesskabet. Reformpædagogikken formuleres som det pædagogiske middel til at danne den medlevende borger uden at disciplinere eller indoktrinere og i stedet med udgangspunkt i elevens egen selvstændighed at lære eleverne at træffe valg om, hvilken tilværelse de måtte ønske sig", forklarer Ove K. Pedersen.

Men med den økonomiske krise i 70'erne viser det sig, at velfærdssamfundet ikke kan finansiere sig selv, og det viser sig, at alle ikke opfører sig som dydige borgere og varetager fællesskabets interesser. Diskussionerne om social snyd opstår samtidig med, at staten har brug for, at alle bidrager mest effektivt.

"Det begynder som en kritik af det menneskesyn, der lå til grund for folkeskolens opgave, men udvikler sig gradvist fra slutningen af 80'enre til også at være en kritik af folkeskolen. Så på trods af, at folkeskolen er en historisk succes - den har formået over to generationer at få flere og flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse, flere og flere kommer på universitetet, flere og flere ind på arbejdsmarkedet, samtidig med øget sociale sammenhængskraft og faldende kriminalitet og selvmordsrate - så begynder vi at se på marginalerne, hvor der ikke er succes. Der bliver fokus på de 15-20 procent, som ikke får en ungdomsuddannelse, og vi får den konkurrencestatsorienterede holdning til folkeskolen".

Og hvor opgaven med at skabe den ansvarlige borger i velfærdssamfundet på ingen måde var folkeskolens alene - ansvaret lå også hos forældrene og samfundet og i allerhøjeste grad hos den enkelte selv - så kommer kritikken til at lyde som om, det er folkeskolens skyld, når ikke alle gennemfører en uddannelse og kan bidrage til samfundet.

"Det er som om vi har glemt successen, vi har glemt, at vi er en verdensstjerne. Og så har vi gjort marginalbetragtninger til generelle betragtninger. Med det resultat, at vi også lader lovgivning tilrette efter marginalerne, som vi så udstikker til at gælde alle".

Og lige så vel som med konkurrencestaten, hvor vi risikerer at kaste det gode overbord, så kan det samme ske med folkeskolen.

"Det er første gang i efterkrigstiden, at de politiske partier, organisationerne og den offentlige debat ikke også tager udgangspunkt i det positive ved udviklingen. Hvis vi ikke tager disse positive briller på, så får vi heller ikke indsigt i, hvad der har frembragt det positive. Vi får heller ikke indsigt i folkeskolens historiske succes. Vi bliver ved med at tæske rundt i, hvor går grænserne går for successen".

Men er der ikke også tegn i den modsatte retning? Den nye ungepakke, der sænker 95-målsætningen og en mere positiv holdning til lærerne ved seneste overenskomst?

"Jo, jeg er enig i, at hvis du ser på de seneste tre år, så er vi begyndt at besinde os. De store målsætninger er vi gradvist begyndt at løbe tilbage fra. Vi er også gradvist begyndt at få indsigt i, hvordan karaktersystemer og incitamentssystemer har uønskede konsekvenser. Det vil sige, at vi er i periode, hvor vi samler erfaringer og på baggrund af dem begynder at besinde os og tage højde for de erfaringer. Det er normalt for et rationelt samfund at eksperimentere, og så tager man næste skridt. Det er det, jeg kalder reformismens historie. Men som det ser ud nu, bliver der endnu engang justeret på de uønskede konsekvenser, men der bliver ikke ændret på de generelle formål", siger Ove K. Pedersen.

Formand om ny ungeindsats: Ungdomsvejledningen kan miste fagligheden

Lærerne står mellem stand og lønmodtagerkultur

Lærerne har ligesom folkeskolen oplevet en ændret status siden halvtredserne, og her mener Ove K. Pedersen, at skiftet fra tjenestemand til lønmodtager har spillet en stor rolle.

"Lige nu har vi flere generationer af lærere, som står midt i et opgør mellem standsforståelse og lønmodtagerforståelse. Vi kan se i debatten også omkring overenskomstforhandlingerne, hvordan de skærer mod hinanden, og det er svært for mange at finde ud af, hvornår man skal kæmpe for sin stands idealer, og hvornår man skal kæmpe for løn og arbejdsforhold".

Han vurderer, at lærerne om 10-15 år vil være skiftet fra standsforståelsen til lønmodtagerforståelsen. Om det vil påvirke måden at undervise på, er svært at forudsige, men det har betydning for bedømmelsen af folkeskolen og lærerne.

"Under standsbegrebet forventede vi, at den enkelte leverede, fordi de var uddannet og udpeget til det og i den forbindelse havde påtaget sig at repræsentere standen og dens sæt af idealer. Og hvis de ikke gjorde, så kom kollegerne efter én, fordi de varetog standens selvpålagte krav om kvalitet og effektivitet. Som lønmodtager skal man leve op til en række eksterne resultatkrav, så der skal en ekstern kontrol og styring ind. Det er en af begrundelserne for, at vi indfører vurderingssystemer, akkreditering, mere karaktergivning og ikke mindst sammenligninger fra skole til skole og klasse til klasse. Der er lagt en lang række systemer ned over lærerne for at sikre, at de leverer det ypperste med anvendelse af færrest mulige resurser".

Ville lærerne så kunne modvirke den styring ved at opføre sig mere som stand og mindre som lønmodtagere?

"Nej, det tror jeg ikke. Den kamp er allerede tabt. Det, lærerne kan gøre, er jo at gå ind, som Lærerforeningen også har gjort, og deltage i diskussionen af, hvad pædagogisk kvalitet er. Det er diskussionen om målsætning, redskaber, evalueringssystemer og karaktersystemer, der er det helt centrale".

Anmeldelse: Konkurrencestatsopfølgning rammer ikke

Han finder det påfaldende, at mange faglige organisationer har overset den kamparena indtil nu og ladet professionelle akkrediteringsinstitutioner, politikere og embedsmænd selv definere målsætninger og resultatkrav, evalueringssystemer og incitamentssystemer.

"Det er den boldbane, der eksisterer, og den vil ikke blive forandret. Men måden vi spiller bold på og selve formålet med at spille bold, det er dét interessekampen skal stå om. Det betyder at lærere bør være aktive i at definere formålet med den indsats, de leverer".

Læs kapitel 5 fra 'Reaktionens tid' herunder.