Niels Kjeldsen mente, at hovedstyrelsen skal passe på, at man ikke kommer med "overdreven forventningsdæmpning

DLF: Reallønnen skal sikres ved overenskomsten

Det vigtigste krav for DLF ved de kommende overenskomstforhandlinger er at sikre lærernes realløn. Det vedtog kongressen ensstemmigt her til eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De økonomiske udfordringer betyder, at lærerne ikke skal have høje forventninger til, at de kommende overenskomstforhandlinger vil give dem store lønstigninger og en lang række forbedringer af arbejdsvilkårene. Det slog formand for overenskomstudvalget Gordon Ørskov Madsen fast, da han fremlagde hovedstyrelsens forslag til krav til de kommende overenskomstforhandlinger.

"Det kan blive en meget svær opgave at forbedre reallønnen, som vi foreslår som krav. Det politiske signal her er, at vi vil prioritere reallønnen meget højt ved disse forhandlinger", sagde Gordon Ørskov Madsen.

Bondo: Det bliver en udfordring at sikre reallønnen

Den melding var ikke god nok for formand for Ballerup Lærerforening Niels Kjeldsen. Han mente, at hovedstyrelsen skal passe på, at man ikke kommer med "overdreven forventningsdæmpning". Han mente, at Lærerforeningen må kæmpe for, at alle midler går til at forbedre reallønnen og forbedre pensionsprocenten for de overenskomstansatte.

"Det er afgørende, at den aftale vi indgår i den kommende periode skal sikre reallønnen for alle medlemmer. Det må være et kernespørgsmål for os. Kan vi have et lavere mål end det? Kan vi som lærernes fagforening aftale en reallønsnedgang? Jeg kan ikke anbefale et ja til en overenskomst, hvis vi har aftalt en reallønsnedgang", sagde Niels Kjeldsen.

Han mente, at kongressen skulle beslutte, at det er afgørende for DLF, at et overenskomstresultat sikrer reallønnen for alle medlemmer, at pensionsforholdene forbedres for de overenskomstansatte, og at der ikke afsættes midler til lokal løndannelse. Flere delegerede var på talerstolen for at støtte Niels Kjeldsens forslag.

Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen gav tilsagn om at forfølge den lønpolitik, der er i Danmarks Lærerforening. Men han er parat til at åbne op for alternative muligheder, som det skete ved overenskomsten i 2005, hvor lærerne var omfattet af decentral løn, men alle de lokale kroner blev konverteret til et tillæg, som alle lærere fik.

"Hvis vi skal til de julenumre igen, så gør jeg det om nødvendigt. Men vi står fuldt ud ved den lønpolitik, som vi har", sagde Anders Bondo.

Reallønnen skal sikres på det lange træk

Gordon Ørskov Madsen understregede, at hovedstyrelsen var opmærksom på ikke at have for små ambitioner, når det kommer til overenskomstforhandlingerne.

"Vi har taget de løftede pegefingre til os", sagde han.

Han fremlagde hovedstyrelsens forslag til en vedtagelse, hvor der står: "Det vigtigste for Danmarks Lærerforening ved OK 2011 er at sikre reallønnen.

"Hvis der står, det er afgørende for Danmarks Lærerforening, så er det jo også at betragte som at det er konfliktudløsende. Og det er altså at gå for langt her på kongressen", sagde Gordon Ørskov Madsen.

Hovedstyrelsens forslag blev enstemmigt vedtaget.