"Her bruger vi ikke så meget teori. Vi bruger det, der virker". Sådan lød en kommentar til Anne Færch Hartvig, da hun som lærerstuderende forsøgte at gå i dialog med en lærer i praktikken. Når læreren ville have ro i klassen, var sarkasme et ofte anvendt magtmiddel. "Det arbejde, der var blevet udført i uddannelsesregi, kunne i ringe grad bringes i spil i virkeligheden", skriver hun sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen i Esbjerg ved UC Syd.

Omdrejningspunktet i hendes projekt er kommunikationen mellem lærer og elever i folkeskolens udskoling. "Observationer i hobetal blev samlet, og der tegnede sig et billede af en kultur, hvor det var blevet valideret gennem overleveringer og erfaringsudveksling blandt lærerne", fortæller hun. Ønsket med projekt er at åbne en debat om, hvordan sarkasme er blevet en accepteret strategi i en tid, hvor der ellers er fokus på trivsel, inklusion og relationer mellem lærer og elever, siger Anne Færch.

Løbet er kørt…

I hendes tredje praktik skulle hun undervise i en 8. klasse. "Efter en usikker opstart blev jeg mødt af elever, der på forskellig måde forsøgte at sætte dagsorden. Efter flere vejledningstimer med klassens stamlærer blev det tydeligt, at der var væsensforskel på den undervisningsstil, klassen var vant til, og den jeg repræsenterede", fortæller hun. Efter tre uger er hun stadig famlende og usikker i sin klasseledelse, og i en vejledning fortæller praktiklæreren hende så, at løbet er kørt i forhold til klasseledelse". Anne Færch får at vide, at sarkasme er et godt middel til at lukke for mange af de diskussioner med eleverne, som hun ellers kommer til at bruge megen tid på.

Men, spørger hun, hvad gør sarkasme ved forholdet mellem lærer og elever? Hvordan påvirkes eleverne af lærerens brug af sarkasme i undervisningen? Er det en del af den professionelle rolle? Hvad er en professionel lærer? Og hvordan oplever lærere deres rolle som professionel? I projektet lyder den lærerfaglige problemstilling for hendes undersøgelser derfor: Hvilke konsekvenser skolekulturen og antagelser om den professionelle læreridentitet kan få i forhold til inkluderende kommunikation i udskolingens læringsfællesskaber.

Man kan ikke ikke-kommunikere

Al interaktion mellem mennesker er kommunikation, og den er aldrig neutral, skriver Anne Færch med reference til den amerikanske psykologiprofessor Albert Mehrabian, der fremhæver, at kommunikation er meget mere end det talte ord; det er kropssproget bærer den vigtigste information. Det nonverbale fylder 93 procent af kommunikationen, fordelt på kropssproget, som udgør 55 procent og stemmen, som udgør 38 procent.

Mehrabian har i undersøgelser vist, at nonverbal kommunikation vejer mere end det, der egentlig siges, når modtageren føler, at budskabet ikke er kongruent, med det afsenderen faktisk siger i ord. Observation af undervisning kan altså ikke begrænses til at handle om det, læreren siger til eleverne, man skal også se, hvordan læreren anvender kropssprog og intonation. "I et observationsskema vil sætningen, "Det klarer du da godt!", virke som opmuntring til eleven, men hvis tonen og fremføringen er sarkastisk, vil betydningen være underminerende", siger Anne Færch. Man kan ikke ikke-kommunikere, understreger hun.

Sarkasme ekskluderer

"Personligt oplever jeg sarkasme som en ekskluderende faktor, fordi det ikke er alle, der kan begå sig med den type kommunikation. Men jeg mødte megen modstand i min research. Etablerede lærere, der spurgte til projektets problemstilling, delte ikke min opfattelse af sarkasme. Næsten som en "me too"-kampagne, blev jeg mødt af lærere, der tilsluttede sig anvendelse af sarkasme i klasserummet", fortæller Anne Færch. Problemet er ikke selve sarkasmen, mener hun. "Men når sarkasmen bliver en magtstrategi, begynder de ekskluderende kræfter at spille med i læringsfællesskabet. Og hvornår bliver det så ekskluderende? Som udgangspunkt vil det være det øjeblik, hvor den professionelle tænker, at det ikke er alle elever, der kan tåle den kommunikation".

Klassifikation og rammesætning

I projektet bruger hun både observationer og interview. Og hendes analyser tager blandt andet afsæt hos den engelske sociolog Basil Bernstein, der bruger et klassifikationsbegreb. "Klassifikationen deles efter høj eller lav grad, alt afhængig af hvor fleksible og stærke grænserne er mellem de skabte kategorier. Høj grad af klassifikation er for eksempel givet ved:

- stærke afgrænsninger mellem skolens ledere, lærere, elever og forældre,

- stærke grænser mellem de kategorier eleverne er opdelt i (klasser, hold, specialundervisning),

- stærke og ufleksible grænser i strukturen af undervisningen.

"Ud over klassifikation anvender Bernstein også begrebet rammesætning. Det vedrører forholdene omkring hvad og hvordan, der kommunikeres i undervisningssituationer. Hvis kontrollen er lige fordelt mellem elever og lærere, er der lav rammesætning. Hvis det derimod er ydre faktorer såsom læseplaner, eksamenskrav og lignende, der sætter dagsordenen, er der tale om høj rammesætning. På denne baggrund udformer Bernstein to idealtypiske skolekoder. Høj grad af både klassifikation og rammesætning kaldes kollektionskode. Lav klassifikation og rammesætning kaldes integreret kode", skriver Anne Færch.

Om praktikskolen lyder hendes konklusion: "Der var tydelige skel mellem lærere, ledelse og elever. Strukturen i undervisningen var fast med læreroplæg og elevernes arbejde efterfølgende. Lærergruppens fokus var rettet på elevernes præstationer og indfrielse af læringsmål. En klassifikation og rammesætning af skolen peger entydigt på en skole med kollektionskode".

Man er vel menneske

"Der er potentielt ekskluderende kræfter på spil i rammen for læringsfællesskabet. En skole, der er funderet på kollektionskoden vil fokusere på elevernes præstationer og læringsmål. Dermed fremmes elevernes indbyrdes konkurrence. Den synlige pædagogiske praksis har fokus rettet mod normalen, mod sammenligning og præstationer. Resultatet bliver derfor en stratificerende virkning på læringsfællesskabet", skriver hun i sin opsamling.

Lærerstabens organisationskultur, hvor man bruger og forsvarer en jargon, der indeholder sarkasme, sammen med et fokus på præstationer, betyder, at det er "forbeholdt de stærkeste at være inkluderet", siger hun. "Resten må i inklusionens ånd gerne være der, men de skal ikke fylde eller optage tid. De positioneres i et helleanlæg, hvor læreren tager hensyn til deres skrøbelighed og adresseres kun pænt. Om lærerne skal være menneskelige, autentiske eller professionelle afhænger umiddelbart af konteksten. Kan læreren administrere det autentiske, er det kun, indtil det bliver nødvendigt at dele den private uoplagthed med opfordring til eleverne om at tage hensyn. Man er vel menneske", skriver hun.

Modstanden mod den lærerstuderendes henvisning til teori, forklarer Anne Færch med afsæt i Edgar Scheins teori om en kulturs modstand mod udefrakommendes "sætten spørgsmålstegn ved". Der opstår et asymmetrisk magtforhold mellem de etablerede lærere og den studerende; lærerne véd, hvad der virker. Velkommen til virkeligheden!

Kommunikation i undervisningen, som indeholder hån, ydmygelser eller sarkasme er greb, der måske skyldes manglende mod til at reflektere over lærerens professionelle rolle, og den er blevet accepteret kulturen og skærpet i klasserummet, lyder hendes vurdering. "Men den ekskluderende natur, der ligger i erkendelsen af, at ikke alle kan tåle denne form for kommunikation, burde få den autentiske professionelle lærer til at finde bedre greb i klasseledelsen", skriver hun.

Elever kopierer, det læreren gør

Som udgangspunkt er der ingen lærer, der ønsker at behandle elever respektløst. Når det alligevel sker, er der mange forklaringer. Men, understreger Anne Færch, at være rollemodel bæres stadig af at være det gode eksempel. "Det nytter ikke, at der i klassereglerne står, at eleverne skal tale pænt til hinanden og respekterer hinanden, hvis læreren viser, at det ikke er nødvendigt. Elever kopierer, det læreren gør. Hvis klasselederen viser empati, bliver det også den egenskab, eleverne søger at kopiere".

Empati er hånens og sarkasmens diametrale modsætning, men den kræver, at læreren vender blikket væk fra sig selv og sine egne problemstillinger og retter fokus på eleven, siger hun. Den autentiske lærer kan stadig vise sig som menneske og videregive viden om, hvordan livet kan opleves, men udgangspunktet må altid være eleven.

"På den aktuelle skole ville det være ønskeligt, at fokus blev flyttet fra det, der virker på kort sigt, til det, der virker på lang sigt. For nogle elever betyder ekskluderende elementer i læringsfællesskabet noget på længere sigt. Så et nyt mantra kunne lyde: Velkommen til virkeligheden - og teori kan udvikle praksis, så der bliver trygt at være for alle i læringsfællesskabet", skriver Anne Færch.

Det er krævende og omfattende at udvikle praksis - både på ledelsesplan og for hver enkelt lærer- siger hun og peger på mulige veje.

"Løsningen kunne være Marte Meo-metoden, hvor læreren optages på video i undervisningen og efterfølgende sparrer med en kollega om kommunikationen. Både den verbale og den nonverbale. Efter sparring og erkendelsen af egen kommunikation kan aktionslæring stilladsere de ændringer, der er blevet belyst. Samarbejdet i teams er nødvendigt, så eleverne oplever ensartethed. Teamet skal sammen sætte rammerne for, hvordan undervisningen skal forestås i klassen. Og der skal spares med teamet, når der er situationer, som ikke er behandlet", skriver hun og understreger, at det er væsentligt, at lærergerningen fremstår professionel.

Elever møder hver dag med et ønske om at få en god dag i skolen. "Relationsarbejdet er nok det vigtigste arbejde i skolen anno 2018. At blive set og hørt er en menneskeret for alle elever", siger hun og giver de afsluttende ord til den svenske forfatter Hjalmar Söderberg, som hun citerer fra "Doktor Glas" om menneskets krav om opmærksomhed fra 1905:

Man vill bli älskad,

              i brist därpå beundrad,

                                i brist därpå fruktad,

                                                i brist därpå avskydd och föraktad.

Man vill inge människorna någon slags känsla, själen ryser inför tomrummet och vill kontakt till vad pris som helst.

"Den professionelle lærer etablerer et læringsfællesskab, hvor eleverne ikke får brug for at gå ned ad trappetrinene", siger Anne Færch Hartvig.

Se hele professionsbachelorprojektet her: