"Nu kan vi hos os mærke, at der virkelig er en interesse for sprog", siger skoleleder på Strandskolen i Greve Lone Svarre Petersen, som er en af de skoler, der fra næste skoleår tilbyder sine elever spansk i tre år.

18 folkeskoler er klar til at udbyde treårigt spanskfag

Sidste år tilmeldte kun to folkeskoler sig til et forsøg, der giver dem lov til at udbyde spansk i tre år. Fra næste skoleår er 18 nye skoler med i forsøget.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sidste år bestod bunken af ansøgninger til Undervisningsministeriets forsøg kun af fire skoler - to folkeskoler og to ungdomsskoler. I år har nye skoler haft muligheden for at melde sig på banen, og det har 30 skoler gjort, hvoraf de 18 er folkeskoler.

Almindeligvis må skolerne kun tilbyde spansk som et ét-årigt valgfag. Men med forsøget har de deltagende skoler lov til at udbyde faget som et tre-årigt valgfag som supplement til skolens 1. fremmedsprog engelsk og et af de to 2.-fremmedsprog tysk og fransk.

Mere spansk i skolen? Kun to skoler vil være med i forsøg

Formand for Spansklærerforeningen, der består af spansklærere i de gymnasiale uddannelser, Irma Kobæk glæder sig over, at der denne gang er betydeligt flere skoler, som har valgt at være med.

"Det er en virkelig god nyhed. Det viser, at vores indsats for at gøre skolerne opmærksomme på forsøget har båret frugt. Og foreningen 'Spansk i Folkeskolen' har også gjort en stor indsats", fortæller hun.

Foreningen Spansk i Folkeskolen består af tre kandidatstuderende, som har kontaktet en lang række folkeskoler for at gøre opmærksom på ministeriets forsøg.

Fem Greve-skoler er med fra næste år

Flest skoler har tilmeldt sig i Greve Kommune. Her har fire folkeskoler og én privatskole bedt om lov til at være med.

Den store interesse skyldes, at Greve Gymnasium, som i forvejen tilbyder spansk, har kontaktet kommunens skoler for at gøre opmærksom på forsøget. Det fortæller skoleleder på Strandskolen i Greve Lone Svarre Petersen.

"Jeg blev kontaktet af rektor fra gymnasiet, som fortalte om forsøget, og at de gerne ville tilbyde at stå for undervisningen hos dem".

Spanskforening: Sådan får I spansk som treårigt valgfag

Det valgte Lone Svarre Petersen at takke ja til.

"Vi vurderede, at vi har et elevgrundlag, som passer godt til at udbyde spansk, fordi vores elever er forholdsvis resursestærke. Og det viste sig, at hele 27 af vores nuværende elever fra 6. klasse gerne vil have spansk næste år", fortæller hun.

Den store tilslutning fra Strandskolen betyder, at de får deres eget hold, mens eleverne fra de øvrige folkeskoler bliver slået sammen.

Undervisning på gymnasiet har motiveret

Lone Svarre Petersen tror, at den store interesse blandt andet skyldes, at undervisningen ikke foregår på deres egen skole.

"Det er næsten som et åben skole-projekt, når eleverne skal hen på gymnasiet og undervises af deres lærere. Det tror jeg er motiverende og skaber øget læring i udskoling. Jeg tror, at vi nogle gange skal uden for skolen og se, om der er andre, der kan byde ind med noget", siger hun.

Forlænget frist til tre-årigt forsøg med spansk

Hun fortæller samtidig, at hun oplever, at skolens elever for tiden har en stor interesse for sprogfagene.

"Det skifter, hvad der ligesom er oppe i tiden. Der er hele den naturfaglige satsning, som har fyldt meget de senere år. Og tidligere var det dansk, og nu kan vi hos os mærke, at der virkelig er en interesse for sprog", siger hun og fortæller, at skolen også har et frivilligt valgfag, de kalder globalt.

"Her kombinerer vi engelsk og tysk. Og der er flere, som både kommer til at have det og spansk. Og de vælger det, selvom de så får en længere skoledag. Det er interessant, at de gerne vil have et internationalt udsyn".