KL-formand Jacob Bundsgaard og lærerformand Anders Bondo præsenterede her til formiddag Per B. Christensen som formand for undersøgelseskommissionen om arbejdstiden. "Jeg kan mærke trykket på skuldrene og de store forventninger", sagde den nyudnævnte kommissionsformand.

Ny kommissionsformand: Der er brug for en ny toneart i arbejdstidsdebatten

Formanden for lærernes arbejstidskommission Per B. Christensen er netop blevet præsenteret ved et pressemøde. Ifølge Anders Bondo kan han være manden, der kan få KL og Danmarks Lærerforening ud af flere års dødvande i arbejdstidsdebatten.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg har rigtig stor tillid til, at Per kan være den der kan være med til at formidle, at vi kommer ud af det dødvande, vi har siddet i, i alt for mange år".

Sådan sagde Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen, da han i formiddag sammen med KL-formand Jacob Bundsgaard præsenterede Per B. Christensen som formand for den kommission, der i de kommende år skal udarbejde anbefalinger til en arbejdstidsaftale for lærerne.

Erfaren topembedsmand skal løse arbejdstidsknude 

"Vi har brug for, at KL og Danmarks Lærerforening kan samarbejde om den gode skole. Vi skal ud af dødvandet. Nu har vi kæmpet i fem måneder uden at nå nogen vegne. Nu prøver vi noget andet, nemlig at få inspiration udefra. Nogle seriøse og gennemarbejdede anbefalinger, vi som parter har forpligtet os på at tage udgangspunkt i til de forhandlinger der skal starte i 2020", siger Anders Bondo.

Også KL's formand Jacob Bundsgaard talte i positive vendinger om muligheden for at lave en arbejdstidsaftale næste gang, parterne skal forhandle overenskomst.

"Vi starter det her forløb med en ambition om at nå en løsning. Det føler vi os forpligtet til i KL. Vi går ind i det her med en meget klar ambition om, at det skal lykkes. For folkeskolens skyld. Det er den drivende kraft, og det er det stærke, fælles fundament", siger Aarhus-borgmesteren.

Ny tillid mellem KL og DLF: Vi tror på en ny start 

Per B. Christensen har en lang skolekarriere bag sig, blandt andet med 19 år som direktør i Børne- og Kulturforvaltningen i Næstved Kommune og 8 år som formand for Børne- og Kulturchefforeningen. Han er uddannet lærer og arbejdede fire år i folkeskolen, før han gjorde sit indtog i den kommunale forvaltning. Og netop det vurderer Anders Bondo kan sikre ro i mange lærersjæle.

"Jeg tror, mange har frygtet, at der ville komme en verdensfjern cand.polit., og jeg tror der er en rigtig stor tryghed i, at vi får en, der har fulgt folkeskolen og som er kendt for at ville folkeskolen", siger Anders Bondo. Han fortæller, at han er blevet mødt med mange spørgsmål om den nye kommissionsformand på de tillidsmandsmøder, han hele ugen har deltaget i rundt omkring i landet.

Ny lærerarbejdstid først på plads senest 2021 

Slet ikke så tosset endda

De stridende parter ser altså, ikke overraskende, positivt på det kommissionsarbejde, der nu skal i gang. Den nye formand var ganske ydmyg overfor det arbejde, han skal til at i gang med:

"Jeg kan mærke trykket på skuldrene og de store forventninger. Det er også vigtigt at have store forventninger til, hvordan skolen skal udvikle sig i de kommende år. Jeg har sagt ja, fordi der er brug for et nyt afsæt. Der er brug for, at KL og DLF spiller på en helt anden toneart end den, der har været siden 2013. Der trænger virkelig til, at der igen kommer til at være lune vinde omkring folkeskolen", siger Per B. Christensen og henviser til de mange lokalaftaler, der er indgået mellem kommunerne og lærerkredsene.

Siden overenskomstforliget har endnu en række kommuner, blandt andet Nyborg, Aalborg og Varde, meldt ud, at de nu vil indgå en arbejdstidsaftale med lærerne.

Aalborgs borgmester: "Jeg tror, at vi kan lande en god lokalaftale" 

"Jeg er optimist når jeg ser, at man lokalt har fundet løsninger på arbejdstiden, også når skyttegravene har karakteriseret forholdet mellem KL og Danmarks Lærerforening", siger Per B. Christensen.

Også Anders Bondo pointerede nødvendigheden af at forlade skyttegravene.

"Jeg kan se en mulighed for, at vi kommer tilbage på et samarbejdsspor i stedet for et konfliktspor. Vi skal videre, og tre års ny konfrontation synes jeg er utrolig perspektivløst", siger han og forsøger samtidig at indgyde ro i de mange lærere, der skuffede kunne se til, da DLF og KL i weekenden indgik et overenskomstforlig uden en arbejdstidsaftale:

"Jeg har kæmpestor forståelse for, at der blandt lærerne er bekymring, mistillid og mistro til hele det her projekt. Men jeg håber og tror på, at når man får analyseret det igennem og ser på alternativet til at få etableret et godt og konstruktivt samarbejde, at man så kan se, at det her, for at sige det på jysk, slet ikke er så tosset endda".

Undersøgelseskommissionen skal ved udgangen af 2019 præsentere en række anbefalinger til en arbejdstidsaftale for lærerne. Herefter skal KL og Danmarks Lærerforening tage udgangspunkt i anbefalingerne i forsøget på at lande en arbejdstidsaftale senest som en del af overenskomstforhandlingerne i 2021.

Først skal medlemmerne af Danmarks Lærerforening dog tage stilling til, hvad de mener om overenskomstforliget. Der er urafstemning fra 25. maj til 3. juni.

Læs mere

Du kan læse aftalen om undersøgelseskommissionen her.