Det var en optimistisk Anders Bondo Christensen, der forlod Forligsinstitutionen mandag aften efter forhandlinger på statens område.
Foto: Sebastian Bjerril
Optimistisk Bondo efter forhandlinger: ”Jeg tror mere på det nu”
Forligsmanden har indkaldt alle parterne fra det statslige, kommunale og regionale område til nye forhandlinger i morgen kl. 10. Det kan blive et Columbusæg i forhandlingerne, siger Anders Bondo.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dagens forhandlinger i Forligsinstitutionen er slut.
Topforhandlerne på det statslige område gik i eftermiddags ind ad døren for at forhandle videre om de tre store knaster, lønudviklingen, den arbejdsgiverbetalte spisepause og lærernes arbejdstid, men klokken 21 mandag aften blev de sendt hjem med en ny indkaldelse.
Det fortæller Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen:
"Nu skal vi mødes i morgen klokken 10 på tværs af de tre sektioner, så alle forhandlingsdelegationer og alle arbejdsgivere er her", fortæller Anders Bondo.
OK-slutspil: "Vi går ind og kæmper det bedste, vi har lært"
Det var en optimistisk lærerformand, der forlod Forligsinstitutionen. Han ser det som en ny mulighed, at alle forhandlerne nu skal sidde omkring det samme mødebord.
"Jeg tror meget mere på det nu. Det her giver mig håb om, at vi i 12. time kan nå en løsning. Det ville være fantastisk", siger Anders Bondo og fortsætter:
"Vi havde en frygt for, at hvis vi skulle mødes i morgen, så var det for at konstatere et sammenbrud, eller drøfte om vi skulle udskyde konflikten. Men vi mødes faktisk i morgen for at forhandle. Det, synes jeg, er rigtig positivt", siger han.
Bondo: Risikoen for konflikt er større i dag, end den var i går
Lærerformanden ser det som en positiv udvikling, at alle parterne er indkaldt samtidig:
"Det her med, at vi sidder i den samme bygning og skal finde én løsning, det kan være Columbusægget. Det håber jeg rigtig meget", siger Anders Bondo og understreger, at det er en forudsætning, at der kommer en aftale om både lønudviklingen, den arbejdsgiverbetalte spisepause og lærernes arbejdstid.
Også topforhandleren for de statsansatte, Flemming Vinther, var positiv over udviklingen:
"Jeg er noget mere optimistisk nu, end jeg var da jeg kom", siger Flemming Vinther, der dog ikke vil kommentere på indholdet af forhandlingerne.
Forhandlinger hele natten: Stadig ingen løsning på lærernes arbejdstid
Statens topforhandler, innovationsminister Sophie Løhde, vil heller ikke kommentere dagens forhandlinger, men glæder sig ligesom lønmodtagerorganisationernes forhandlere over, at alle parter nu skal kigge hinanden i øjnene.
"Det er en fornuftig beslutning, også af hensyn til det betydelige tidsmæssige pres, vi er under, og som jo også understreger alvoren af den situation, vi står i. Det er ingen hemmelighed, at mange af de krav, der er stillet, også fra lønmodtagernes side, går på tværs af hele den offentlige sektor, og derfor synes jeg det er klogt, at vi nu får en forhandling på tværs af kommuner, regioner og stat", siger Sophie Løhde.
Forligsmand Mette Christensen valgte tilbage i slutningen af marts at udskyde de varslede strejker og lockout med 14 dage. De to uger er gået i morgen, hvor der er deadline for at indgå en overenskomstaftale midnat tirsdag.