Mindst fem dages varsel før konflikt

Udmattelsesforhandlinger. Sådan kan det godt føles, når overenskomstforhandlingerne bliver orkestreret af den 72-årige forligsmand Mette Christensen på Sankt Annæ Plads i det centrale København. Forligsmandens eneste opgave er at mægle mellem parterne, når der er udsigt til konflikter på arbejdsmarkedet, blandt andet når overenskomster skal fornyes. I Forligsinstitutionen bestemmer forligsmanden suverænt, hvornår de offentlige arbejdsgiveres og lønmodtageres forhandlere skal mødes, hvad de skal forhandle om, hvor længe de skal sidde i forhandlingslokalerne, og hvornår de kan få lov til at gå til ro.

Der er meget på spil bag den solide brune trædør ind til Forligsinstitutionen. De seneste uger har døren været baggrundstæppe for tv-journalisternes dramatiske udlægninger af, hvad der sker i lokalerne, hvortil hverken medierne eller offentligheden har adgang.

Og det er med god grund, for Forligsinstitutionen er sidste mulighed for at bremse de offentlige arbejdstageres og arbejdsgiveres strejke- og lockoutvarsler, der kan betyde, at cirka 440.000 offentligt ansatte ikke arbejder og dermed sender det danske samfund ud i kaos, når børnepasning, skoler og togdrift indstilles.

Sidste stop før konflikt

Forligsinstitutionen er det sted, som arbejdsgivernes og lønmodtagernes overenskomstforhandlinger bliver henvist til, når parternes egne forhandlinger går i uløselig hårdknude. Og når forhandlingerne rammer Forligsinstitutionen, mister parterne serveretten. Fra da af er det forhenværende vicepræsident i Sø- og Handelsretten Mette Christensen, der bestemmer.

Og parterne er forpligtet af forligsmandsloven til at lystre.

På første sal i Mette Christensens mødelokale har topforhandlerne for de ansatte i kommuner, regioner og stat på skift siddet, alt efter hvem hun har kaldt ind til det lange mødebord under de klassiske PH-lamper. Med sig har fagpolitikerne ofte specialister inden for det område, der bliver forhandlet om. Eksempelvis er der i Danmarks Lærerforening ansat konsulenter, som har specialiseret sig i lærernes arbejdstidsregler. En eller flere af dem vil ofte være at finde i arbejderrepræsentanternes rum, når emnet er på dagsordenen.

Forhandlingerne foregår som regel ved, at parterne på skift bliver kaldt ind til Mette Christensen og bliver bedt om at uddybe noget, fremlægge forhandlingsoplæg eller beregninger. Forligsmanden kan sende parterne op i lokaler på anden sal for at lave hjemmearbejde - eksempelvis beregninger på lønmodeller. Nogle gange vil Mette Christensen så indkalde begge parter til samme møde for at se, om de kan nærme sig hinanden.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er en af de eneste forhandlere, som er med til både statens, regionernes og kommunernes forhandlinger - og det bliver til mange timer i mødelokaler og venterum. Ikke sjældent strækker forhandlingerne sig over 15 eller 16 timer og slutter først midt om natten. Udmattelsesforhandlinger er en kendt taktik - de lange møder kan motivere parterne til at løse knuderne og nå aftaler på forskellige delområder.

Når forhandlerne ikke løser hjemmeopgaver fra forligsmanden, bliver timerne slået ihjel med kaffe og cola, arbejde på de bærbare computere, rygepauser og måske en afstikker ned i lobbyen for at strække benene.

Anders Bondo om Forligsen 

Erfaren forligsmand

Mette Christensen er en af tre forligsmænd i Forligsinstitutionen. Hun er en erfaren forligsmand, som også førte taktstokken, da lærernes overenskomstforhandlinger brød sammen i 2013 og tilbage i 2002, da alle de offentlige lønmodtagere havnede i Forligsinstitutionen. Den spinkle kvinde bliver beskrevet som rolig, grundig og lyttende - men også vedholdende og hård, når det kræves.

Og mens parternes topforhandlere ofte bliver indfanget af de fremmødte tv-kameraer og journalister foran døren til Forligsinstitutionen og afkrævet svar på spørgsmål, som de ikke må svare på, lykkes det forligsmanden at passe sit arbejde i ubemærkethed.

Mette Christensen giver ikke kommentarer foran Forligsinstitutionen. I sin lilla vinterjakke er hun mester i at smutte uset forbi virakken, og der findes kun ganske få billeder af hende, som går igen og igen, når medierne dækker forhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Ifølge forligsmandsloven har parterne tavshedspligt om, hvad der er foreslået eller oplyst under forhandlingerne. Derfor slipper der stort set ingenting ud om indholdet af forhandlingerne.

En af grundene til, at forhandlingerne føres for lukkede døre og med radiotavshed, er, at forhandlingerne ikke skal foregå i pressen, og det er dermed et forsøg på at skabe ro om forhandlingsklimaet.

Mette Christensen kan under forhandlingerne lægge pres på parterne for at få indrømmelser. Hun kan også to gange udsætte en konflikt i op til 14 dage - det har hun allerede gjort en gang under disse forhandlinger. Undervejs i de 14 dage kan hun på hvilket som helst tidspunkt nå frem til, at der ikke er flere forhandlingsmuligheder, og opgive at mægle mellem parterne. Så vil en konflikt træde i kraft fem dage efter.

Som forligsmand kan Mette Christensen også fremsætte et mæglingsforslag, det vil sige et forslag til en overenskomst. Men det forudsætter, at ingen af parterne modsætter sig mæglingsforslaget, som de er forpligtet til at sende til afstemning - i lærernes tilfælde ved en urafstemning blandt alle medlemmer af Danmarks Lærerforening.

Forligsinstitutionen er en særlig kampplads med sine helt egne spilleregler - men i sidste ende kan forligsmanden kun presse parterne til at forhandle. Hun kan ikke presse dem til at nå til enighed.

Efter arbejdstidsforhandlinger: Parterne skilles uden en aftale