"Jeg tror, at man på overenskomstniveauet fortsat vil holde sammen, hvis den her fusion skulle falde på gulvet. Man har vist et stærkt sammenhold, og det tror jeg også, man vil vise fremadrettet", siger FTF-formand Bente Sorgenfrey op til afstemningen om en ny stor hovedorganisation.
Fotograf: Stine Heilmann
Dramatisk uge for sammenholdet i fagbevægelsen
Der er spænding til det sidste, når lærernes hovedorganisation FTF fredag holder kongres for at afklare en mulig sammenlægning med LO. LO holder kongres samtidig. Lige nu er der meget tæt løb mellem ja- og nejsigere i begge organisationer - og ingen afklaring på de offentlige overenskomster.
FUSIONEN
FTF: repræsenterer 450.000 arbejdstagere - 70 fagligeorganisationer
LO: repræsenterer 1 million arbejdstagere - 18 fagligeorganisationer
Bliver en fusion en realitet, stilller LO's nuværende formandLizette Risgaard op til formandsposten i den ny organisation.Herudover kommer der seks næstformand, hvor én er stedfortrædendefor den siddende formand. FTF's formand Bente Sorgenfrey erkandidat til første stedfortrædende formand. FTF har desudenindstillet, at Dansk Socialrådgiverforenings formand Majbrit Berlaufår en af i alt seks næstformandspladser. De resterende pladserforventes at gå til kandidater fra LO.
Kilde: Avisen.dk
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der bliver adgang forbudt for pressen, når FTF - hovedorganisation for blandt andre lærerne - holder kongres på fredag i på H.C. Andersen Hotel i Odense. LO holder kongres præcis samtidig, og også her har man valgt at lukke dørene for offentligheden. Er der på begge kongresser flertal for en ny hovedorganisation, bliver der med det samme indkaldt til en stiftende kongres.
"Noget af det, som har været vigtigt for os, er at skabe ro om de diskussioner, der skal være, og det har vi vurderet var bedst ved en lukket kongres", siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.
Og der er brug for ro til diskussionerne, for der er meget på spil. Selv om LO og FTF siden 2015 har været nærmet sig hinanden og lagt planer for en fusion, så er det ikke et enstemmigt ja-flertal, der fredag rejser sig for at klappe fusionen hjem på fredag. Flere fagforbund i begge hovedorganisationer har forud for kongresserne sagt, at deres repræsentanter på fredag stemmer nej.
Skæbnens time for superfusion: Skal halvanden million lønmodtagere samles under ét tag?
Lærerforeningen er for en fusion
Bente Sorgenfrey fremhæver, at en stor hovedorganisation vil have større analysekraft end tilfældet er i dag og stå stærkere over for Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og "ikke mindst Finansministeriet og de regnemaskiner, der er dér".
Delegeret vil bremse fusion mellem LO og FTF op
Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen har længe været en fortaler for fusionen. Han mener, at DLF skal være med der, hvor indflydelsen er størst.
"Vi skal i fagbevægelsen blive endnu bedre til at kigge ud over egen næsetip. En af de store udfordringer vi har lige nu er, at de af vores medlemmer, der har et lavt uddannelsesniveau. Vi ved, at arbejdsmarkedet udvikler sig. Det er ikke kun et spørgsmål for 3F. Det er et ligeså vigtigt spørgsmål for alle os andre", sagde Anders Bondo i går, da han var på besøg hos politisk kommentator Lars Trier Mogensen i programmet "Det røde felt" på Radio24syv, hvor lærerne formand også pegede på, hvad lærerne kan få ud af en sammenlægning:
"Jeg synes, at folkeskolen er den vigtigste samfundsinstitution. Det er da ikke kun en udfordring for mig. Det er også en udfordring for 3F. Og på den måde skal vi bruge hovedorganisationen til at gå ind og være med til at sætte en retning på nogle af de store spørgsmål i samfundsudviklingen".
DLF-kredsformand er kommet med i lokal LO-bestyrelse
Bente Sorgenfrey opfatter lærerne som store tilhængere af fusionen:
"Vi har lavet et grundlag, som lever op til de forventninger som også lærerne har. De bakker op om grundlaget, som det er formuleret, hvor der også er vægt på uddannelsespolitik og velfærdspolitik. Lærerne er nogle af dem, som har bakket meget op om den fusion, som nu tegner sig", siger Bente Sorgenfrey.
Blandt modstanderne i FTF har blandt andre forbundet for It-professionelle Prosa og Finansforbundet meldt ud, at de stemmer nej. Modstandere peger blandt andet på, at der i grundlaget for en ny hovedorganisation vil være for tætte bånd til Socialdemokratiet, når LO's millionstøtte til eksempelvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Arbejdermuseet ønskes videreført i det politiske grundlag for en ny organisation.
"Den foreslåede fusion skaber i vores optik ikke en hovedorganisation, der favner hele arbejdsmarkedet og i særdeleshed medlemmer med en lang videregående uddannelse. Fusionen vil heller ikke skabe en hovedorganisation, der arbejder tilstrækkeligt partipolitisk bredt, og så tages der ikke afgørende hensyn til de bestemmelser, der er gældende for hovedaftaler uden for DA/LO-området", lød udmeldingen fra Finansforbundets formand Kent Petersen efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde sidste måned.
Til FTF-kongressen på fredag sender alle organisationer én repræsentant per 1500 medlemmer. Det betyder, at hele Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse er at finde i Odense på fredag. Bente Sorgenfrey tæller løbende på, hvordan stemmerne ved den hemmelige afstemning på fredag ser ud til at fordele sig.
"Som det vurderes lige nu er, der to tredjedeles flertal for en fusion. Men der kan ske meget, inden vi når hen til fredag. Så det er tæt løb", siger hun.
I LO er der ligeledes flere fagforbund, der har meddelt, at de stemmer nej på fredag. 3F er den største, som har besluttet at stemme nej. Ifølge Avisen.dk har 3F 104 stemmer på kongressen. Da der er 400 delegerede, skal der blot 30 nej-stemmer til for at spænde ben for fusionen.
Ender det trods af modstanden med en ny hovedorganisation, har 3F's formand Per Christiansen meldt ud, at 3F vil bakke op om den ny organisation.
Fusion midt i en overenskomstid
Planen var, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område var landet, når afstemningen om en ny hovedorganisation fandt sted. I stedet bliver det en højspændt fagpolitisk uge, hvor forligsmand Mette Christensen har indkaldt forhandlerne på det kommunale område i morgen og forhandlerne på det regionale område torsdag. Men Bente Sorgenfrey tror ikke, at LO-FTF-afstemningen vil få betydning for forhandlingerne. Heller ikke, hvis lønmodtagerne ikke finder sammen i en stor hovedorganisation.
"Jeg tror, at man på overenskomstniveauet fortsat vil holde sammen, hvis den her fusion skulle falde på gulvet. Man har vist et stærkt sammenhold, og det tror jeg også, man vil vise fremadrettet. Forhandlingssystemet kører parallelt og er uafhængigt af hovedorganisationer. Da vi planlagde kongressen, havde vi vurderet, at overenskomstforhandlingerne var nået til afstemninger på dét tidspunkt. Vi har vurderet, at vi ikke vil flytte den, fordi mange har indrettet sig på den dato", siger Bente Sorgenfrey til folkeskolen.dk