Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skolernes hverdag bliver noget sværere allerede dag ét efter påskeferien, hvis KL's og de faglige organisationers forhandlere ikke bliver enige om en overenskomstaftale i løbet af de næste dage.
Undervisningsministeriet har meldt ud, at de allerede fra tirsdag den 3. april - dagen før strejken kan bryde ud - vil begynde at lukke alle Undervisningsministeriets it-systemer.
En stor del af medarbejderne i Styrelsen for it og læring (STIL) bliver ramt af en eventuel strejke, og også Statens It, som står for driften ministeriets it-systemer, er udtaget strejke.
"Uden de nødvendige ressourcer i STIL og hos Statens It, kan der ikke gennemføres de nødvendige løbende kontroller og opfølgninger på it-systemerne. Af sikkerhedsmæssige årsager er STIL derfor nødsaget til at lukke alle Undervisningsministeriets it-systemer under en konflikt", står der i en meddelelse på styrelsens hjemmeside.
Og hvis en konflikt bliver en realitet, begynder Stil en såkaldt 'kontrolleret nedlukning' den 3. april.
"En lukning af systemerne betyder, at det ikke vil være muligt for brugerne at få adgang til it-systemerne i konfliktperioden. De brugere, som forsøger at tilgå et it-system, vil blive omdirigeret til stil.dk, hvor det fremgår, at it-systemerne er nedlukket under konflikten".
Skoleintra bliver ikke umiddelbart berørt af en strejke, men har udsendt en meddelelse, hvor det fremgår, at hvis skolerne ønsker at benytte Skoleintra under en eventuel strejke og lockout, så skal de aktivere lokal brugernavn og password for alle brugergrupper, i det Uni-Login ikke vil virke.
Skolestartspanik: Læringsplatform sendt til tælling
Nyt system sikrer kommunikation mellem DLF-medlemmer
Næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange mener, at nedlukningen vil ramme lærere og elever.
"Det kommer til at vanskeliggøre arbejdet derude. Der er rigtig mange ting, som man skal bruge unilogin til", siger Dorte Lange.
Hun glæder sig over, at Danmarks Lærerforening netop er begyndt at bruge systemet DLF-InSite, hvor alle medlemmer af DLF kan logge ind med CPR-nummer.
"Det her viser, at det var rigtig godt, at vi fik etableret DLF-Insite", siger hun og forklarer. "DLF-InSite er foreninges egen platform, som er tænkt som en kommunikationsplarform. Kredsene kan bruge den til at kommunikere med medlemmerne, og der er også debatforum for medlemmerne. Det er her medlemmerne kan blive informeret, hvis strejke og lockout bliver en realitet".
Lærer: "Jeg printer min årsplan ud"
Lærer på Søndervangskolen i Glostrup Christina Laurberg Petersen havde godt hørt om, at it-systemerne ville lukke, men troede først, at det ville berøre hendes skole i tilfælde af en lockout den 10. april.
Umiddelbart tror hun, at nedlukningen vil få størst konsekvenser for kontakten til forældrene, hvis en nedlukning betyder, at Skoleintra lukker.
"Jeg bruger det meget i min daglige kontakt med forældrene i min 1. klasse. Her er mange informationer, som skal gives, og hvis jeg ikke kan gøre det, så må jeg jo til at ringe rundt", siger hun.
Kontakten mellem kolleger regner hun ikke med bliver så besværlig, men hun vil savne muligheden for at tilgå sine årsplaner og forløb i Meebook, hvis de ikke er tilgængelige.
"Jeg tror, at jeg printer min årsplan ud her i påsken, så jeg har den", siger hun.
Hun bruger også Uni-Login til eksempelvis Clio-Online.
"Men jeg har ikke mellemtrinnet i år, så jeg bruger det ikke så meget. Da jeg havde mellemtrinnet, brugte jeg det meget til grammatik og træningsøvelser", siger hun.
Arbejder med nødberedskaber
Men det er muligt, at det ikke bliver et problem. Hos Meebook fortæller direktør Søren Adolph, at man er i gang med at afklare, hvordan man i tilfælde af en konflikt kan etablere et nødberedskab til de lærere og elever, der ikke er udtaget til strejke eller lockout.
"Umiddelbart er det et krav, at man bruger Uni-Login til Meebook, og det er det, som de fleste lærere bruger, så derfor bliver det svært. Men vi prøver at lave et nødberedskab til dem, som skal have mulighed for at benytte det, så de kan logge ind på en anden måde", siger han og opfordrer de enkelte forvaltninger til at kontakte Meebook for at se på mulighederne.
Når en eventuel konflikt afsluttes, vil Stil åbne it-systemerne igen. Men lærere, elever og forældre må have tålmodighed:
"Det må dog forventes, at der vil gå nogle dage, inden alle it-systemer kører igen. STIL beklager meget de gener, som en nedlukning og den efterfølgende genåbning vil påføre brugerne af Undervisningsministeriets it-systemer", lyder det fra styrelsen.
Læs mere
Seher hvilke it-systemer, der vil blive lukket i tilfælde afkonflikt