Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Marianne Jelved træder ind i festsalen på DPU. Hun skal ind og høre Keld Skovmand forsvare sin kritiske ph.d.-afhandling om læringsmålstyret undervisning.
"Der er ingen tvivl om, at Keld Skovmand sætter tykke, røde streger under noget af det, der er sket i folkeskolen i de seneste år med indførelse af det, der blev kaldt læringsmålstyret undervisning", siger Marianne Jelved til folkeskolen.dk.
"Og det er fantastisk vigtigt, at vi får afdækket, hvad der egentlig er sket - fordi læringsstyret undervisning ikke er noget, som forligskredsen har ønsket sig", tilføjer hun og uddyber:
"Det er kommet bag på os, at det var den måde, skolereformen skulle implementeres på. Det har aldrig været meningen - og så har vi brugt rigtig lang tid på at få ryddet op i det".
Læringsmålstyret undervisning: Bøllebank på DPU
"Blandt andet har vi fået mod til det, fordi Keld Skovmand har afsløret - hvis man kan sige det på den måde -, hvordan det er gået til med de læringsmål. Og det er stik imod det, der var aftalepartiernes intension. Det er embedsmændene, der i en vis forstand er kommet til at bestemme, hvad meningen skulle være".
"Men nu har vi så - heldigvis - fået rettet op på det".
"Så jeg er meget taknemmelig over, at der er forskere, der følger, hvad der sker i folkeskolen og kan bidrage til en reel diskussion".
Den læringsmålstyrede undervisning er vel ikke afskaffet, selv om antallet af bindende mål er reduceret?
"Jo, i den form, som den læringsmålstyrede undervisning har haft, er den der ikke mere. Det er nogle helt andre mål nu - det er nogle kompetencemål, som strækker sig over nogle flere klassetrin og så videre".
"Den læringsmålstyrede undervisning tog magten fra lærerne. De blev konsulenter. De var ikke lærere længere".
"Og det står direkte i loven og i bemærkninger til loven, at når vi laver den ændring omkring antallet af mål, der skal være bindende, så er det, fordi vi vil have, at der skal være fri tid til læreren til at bruge sin faglighed og sin pædagogik til at undervise".
Markant kritiker af læringsmålstyret undervisning forsvarer ph.d.
"Derfor er det klart, at de nye, færre mål er et bidrag til at moderere opfattelsen af, hvor mange bindende mål, der skal styre undervisningen".
Hvad var intensionen i forligskredsen, når den ikke var læringsmålstyret undervisning?
"Vi brugte ikke det der udtryk. Det, vi ikke ville have, det var, at man skulle kunne gøre læreren til konsulent og børnene til nogle, der sidder og producerer individuelle træningsopgaver, i virkeligheden - og så tro, at det er dét, de lærer at blive demokratiske borgere af. Det er det jo ikke".
"Og de lærer ikke engang fagene på den måde. Det er en misforståelse, at man skal kunne måle så detaljeret børns fremskridt i deres læringsproces".
Afsløring: Ingen evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker
"Og alene det, at man ikke må bruge ordet 'forstå' i bindende mål, fordi 'forstå', det kunne man ikke kontrollere; det kunne man ikke måle. Alene det viser, hvor tåbeligt, hvor smalsporet - undskyld, at jeg bruger den slags ord, men jeg kan ikke finde på bedre - det var".
"De Radikale var ikke været med i forligskredsen fra 2002 til 2011, og så kan de selv regne ud, at alt det, der er blevet indført, det var ikke blevet indført, hvis jeg havde været med. Vi ville aldrig have fået nationale test på den måde, som vi har det nu, eksempelvis".
Danmark havde aldrig før haft en forligskreds omkring folkeskolen uden De Radikale?
"Jeg vil sige, at det er en meget hård lære, og jeg har simpelthen lavet en ny parole: Lad dem aldrig blive alene tilbage ved bordet. Det var dér målene begyndte - med Ulla Tørnæs' bindende trinmål, som hun indførte sammen med de konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne".
Men det var faktisk Magrethe Vestager - der jo var undervisningsminister før Ulla Tørnæs - der lavede Klare Mål?
"Ja, men jeg har ikke noget imod mål. Det kommer an på, hvad det er for en slags mål, og hvad de skal bruges til. Indførelsen af bindende trinmål i 2002 var begyndelsen på det med målene og målstyringen", siger Marianne Jelved og går ned til sin plads i festsalen, der er ved at være fyldt med tilhørere.