Christina Høj fra Tivolis Skoletjeneste viser indskolingseleverne fra den private Johannesskolen på Frederiksberg ind på scenen i Tivolis Pantomimeteater, hvor Julemanden har bygget sin danske base her i december. Hun beder dem lægge deres tasker langs væggen, men opfordrer dem ellers til at beholde overtøjet på, for der er ikke meget varmere indenfor end udenfor.

For Julemanden kommer jo fra Grønland og han kan bedst lide, at det lidt koldt, forklarer hun. Men derudover er hun bekymret, siger hun, for Julemanden burde være her og da hun for lidt siden talte i telefon med ham, virkede han meget forvirret.

Eleverne finder deres pladser på hynderne på gulvet, og selv om et par stykker af dem diskuterer indbyrdes om hvorvidt Julemanden nu også findes i virkeligheden, er langt de fleste med på legen. Så da Christina Høj spørger om eleverne vil være med til at kalde på Julemanden, er svaret et overvældelende 'jaaaa!'.

 Den glemsomme julemand

"Julemand, Julemand, julemand", gjalder det taktfast, og sørme om en lettere konfus ældre herre i rødt tøj og med hvid skæg nærmest snubler ind fra en sidedør.

"Ja, det er jo fordi jeg gled, da jeg skulle pakke kanen i går. Så slog jeg mit hoved på indlandsisen og nu har jeg vist glemt hvem jeg er", klager han, mens han tager plads i sofaen.

Heldigvis får han øje på kufferten med sine yndlingsting og mere specifikt på billedet af en solopgang i en snedækket skov, der står ovenpå den. Så kommer han i tanke om noget.

"Ja, det minder mig jo om at det snart er vintersolhverv", udbryder han, og så er undervisningsforløbet faktisk i gang, for nu starter samtalen med en snak om julens hedenske ophav - midvinterfesten jól.

"Måske minder ordet 'jól' jer om noget", funderer Julemanden."'Øl!", lyder det fra hynderne, og Julemanden nikker, jo der blev nok drukket meget øl til jól, men det var nu ikke lige det han mente.

Så bliver kufferten med Julemandens yndlingsting åbnet, og han spørger om en af ungerne kunne tænke sig at finde en genstand nede i den. Fingrene springer i vejret. Fra sidelinjen styrer  klassens medbragte voksne diskret, at alle får en tur, mens eleverne via indholdet i kufferten kommer igennem både Jesu fødsel, Mariæ bebudelse, traditionen med at give gaver, nissernes etnologiske oprindelse og julekort, der for nutidens elever er noget nærmest eksotisk.

"Jeg kan nu stadig godt lide at sende kort", fortæller Julemanden, "men mine unge nissehjælpere, de snapper i stedet for".

18. december: Das deutsche Haus inviterer til tysk juleværksted   

Julebegejstring

Nede på hynderne kan det være svært at vente på, at det bliver ens tur til at komme til at finde ting i Julemandens kuffert. Flere sidder uroligt, så flyverdragternes bævernylon laver lyde, når benene gnider mod hinanden. Man kan også få lyst til at stå op for bedre at kunne se, og ens lille hjerte kan være så fuldt af julestemning at man bliver nødt til at byde ind med en kommentar, der strengt taget ikke har så meget med det aktuelle emne at gøre.

"Jeg kan stave til 'Jul'!", lyder det for eksempel, mens Julemanden fortæller om badevaner i forbindelse med julen i gamle dage. "Min mormor er allergisk overfor nødder", udbryder en anden, for det er svært at huske at række hånden op, når man allerede har siddet stille i næsten en halv time og det er selveste julemanden, man taler til.

Men så ringer nissemor, for det er tid til at Julemanden skal have sin risengrød og det passer fint med, at han nogenlunde har fundet sin hukommelse igen, og at undervisningsforløbet desuden er ved at være slut.

Eleverne siger pænt farvel til Julemanden og får et stykke chokolade af Tivolis egen Christine Høj, der i dages anledningen fungerer som Julemandens hjælper. Så finder de huer og tasker frem igen og går ud på den kunstige sne i Tivolis endnu næste mennesketomme julelandsby, lidt klogere på julens traditioners rodede rødder og meget klar til kaste sig over karrusellerne og rutsjebanerne.

15. december: Kemi i julekagerne