Anmeldelse
Ballade i pædagogikkens forsamlingshus
Thomas Rømers virkelige tekst
Når han er bedst, er han både rammende og irriterende. Men 450 sider med genoptryk er næsten for meget.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Indrømmet: Det har været svært at skrive denne anmeldelse. Mange af de emner og problemer, Thomas Aastrup Rømer behandler i bogen, er ganske vist vigtige. Indimellem gør han det også både sjovt og underholdende, og af og til rammer han plet, så det både larmer og gør ondt. Men jeg synes alligevel ikke, at det er en god bog, fordi stort set alt har været bragt på Facebook og på Rømers hjemmeside. Der er mange gentagelser, og selv om han påstår det modsatte, kommer han med sin form til at gå efter manden i stedet for efter sagen.
Fakta:
Titel: Ballade i pædagogikkens forsamlingshus
Forfatter: Thomas Aastrup Rømer
Pris: 298
Sider: 455
Forlag: Fjordager
Nå, det kræver nogle begrundelser:
Thomas Rømer skriver meget og hurtigt, men en sjov, alvorlig og/eller satirisk her og nu-kommentar på Facebook kan langtfra altid klare et genoptryk i en bog. Og så virker det trættende, at han ikke forsømmer en lejlighed til at minde om sine usual suspects. Dokumentation af, at professorerne Jens Rasmussen, Lars Qvortrup og Dorthe Staunæs og andre på pinligste vis har klaget til DPU’s ledelse og mellemledere over Rømers ”had”, ”tilsvining” og ”mobning” i stedet for at svare med argumenter, er god. Man forundres og foruroliges, når der i en klage til DPU’s ledelse over Rømer for eksempel står, at hans ”angreb” af dem på folkeskolen.dk angiveligt ikke er ”akademisk dialog”, men ”tilsvining”. Og at disse tomme angreb så, påstås det, kan skade enkeltindivider og universitetets ”ry og muligheder for at få opgaver, rådsposter, indflydelse og midler …”. Og det vil skade mere, ”hvis det får lov til at fortsætte”. Altså: Ubegrundet og forkert kritik kan skade, så Rømer må stoppes! Den slags har han tidligere afsløret stort set ved at optrykke klagerne, for de afslører et ekkokammer af selvhøjtidelighed, hvor man ikke aner, hvordan man skal reagere mod kritik.
Problemet i bogen er, at der ikke kommer noget nyt frem, og at man som læser skal høre om de akademiske mimosers tåbeligheder igen og igen, når et kapitel angiveligt har et helt andet tema.
Undervejs bliver det tydeligt, at en af Rømers svagheder er, at han ikke anerkender, at hans form lukker af. Han vil ikke dialog og vil ikke debat, men insisterer på at være den sandhedssøgende kritiker. ”Humaniora er fortolkning”, skriver han. Det ”er ikke blot at gengive, hvad andre mener, men snarere at finde ud af, hvad andre mener, også selv om de ikke ved det selv”. Og det gør man ved ”undersøgelser, strid, diskussion, fordybelse, fejl, gæt, korrektioner, beklagelser, dristighed, følelser og argumentation. Derved kommer teksten til syne, altså den virkelige tekst”. Det er muligt, at det er gamle akademiske dyder, han beskriver. Men nogle af hans egne tekster ville, hvis de ikke var så lange, virke bedre i en satirisk revy.
Her følger så et dristigt bud: Thomas Rømer skriver godt, men i andre bøger kan man se, at hans akademiske tekster er bedst, når der har været en skrap redaktør indover. Det gælder, både når det handler om visibel learning, læringsmålstyring og skolereform. På Facebook kan hans national-konservative kommentarer være både rammende, sjove, irriterende og for meget. Når hans mange ud- og indfald samles på 450 sider, er det alt for meget.