Kontrol og mistillid kan vælte lærere og skoleledere. De lever højt på gode relationer og følelsen af at gøre en forskel. Så de bliver sårbare, hvis der hældes for meget grus i maskineriet.

Elevplaner, test og kvalitetsrapporter opleves som meningsløse, og lærere og ledere betragter det som udtryk for mistillid fra politikere.

Det er en af konklusionerne i et stort stress-projekt på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU).

Det rundes af med konferencen »Stress, nye ledelsesformer og intervention - grænseløst arbejde i offentlige organisationer«, der blev holdt den 25.-26. marts. Konferencen drejede sig om den offentlige sektor under forandring, om udbrændthed som et voksende problem og om nye ledelsesinstrumenter som for eksempel teamarbejde, der sætter nye betingelser for sociale relationer på arbejdspladsen og udfordrer gamle professionsidealer.

»En skole er en fantastisk kompleks organisme. Det skal man huske, når rammerne bliver lagt. Når lærere og ledere ikke oplever tilstrækkelig støtte udefra, skrider det. Balancen forrykkes, og dét, som giver den enkelte det store engagement, bliver så det samme, som fører til afmagt og stress«, siger lektor ved DPU Lejf Moos.

Han har som en del af undersøgelsen interviewet lærere og skoleledere på seks skoler om engagement og afmagt i lærer- og skolelederarbejdet.

»For lærerne er det helt overvejende relationerne til eleverne, der gør lærerlivet engagerende og værdifuldt, men hvis lærerne oplever, at eleverne ikke er motiverede, eller hvis de ikke kan få de nødvendige rammer for arbejdet, så oplever de afmagt«, siger Lejf Moos.

Hvis skolelederne ser, at lærere, elever, forældre eller forvaltning ikke er interesserede i at samarbejde om skolens udvikling, så oplever de afmagt. Og netop afmagten giver mindsket selvværd, der igen resulterer i stress.

Tillid er vigtigt

De interviewede lærere taler om at have ledelsens tillid, og Lejf Moos forklarer, at balancen mellem engagement og afmagt kan være hårfin.

»For lærerne handler det hele om relationer - til eleverne, til kollegerne, til alle. Det ligger meget i læreridentiteten at opføre sig anstændigt. Men hvis de føler, at de tvinges til at opføre sig anderledes, end de gerne vil, giver det problemer. Fordi de så ikke længere synes, at de opfører sig anstændigt«, siger Lejf Moos.

Han fortæller, at lærerne groft sagt har to forventninger til ledelsen. De skal uddelegere så meget arbejde som muligt, og så skal de have tillid til, at lærerne kan klare arbejdsopgaverne. Fordi lærerne arbejder ud fra et sæt personlige værdier, har de behov for tillid fra ledelsens side.

»Lærerarbejdet har traditionelt været meget autonomt. Metodefriheden blev i mange år brugt som argument for, at ingen skulle blande sig i, hvad den professionelle lærer foretog sig i klassen. Arbejdet foregik bag en lukket dør, og læreren var alene ansvarlig over for eleverne og skolelovens ånd«.

Det har ændret sig de senere år. Nu er lærerne selvledende i samspil med andre og inden for rammer og mål, som autoriteterne beskriver stadig mere detaljeret, mener Lejf Moos.

Men han synes også, det er interessant, at de lærere, han har interviewet, ikke synes, at lederne er så vigtige for dem, når nu man både politisk og forskningsmæssigt lægger så stor vægt på netop skoleledelse.

»Det er et noget selvmodsigende billede, lærerne giver af ledelsen. De skal lede og give frihed på samme tid«, siger Lejf Moos.

»At lede en gruppe lærere kræver lidt kontrol, men mere støtte og sparring. Især de yngre lærere vil gerne sparre med ledelsen«.

Lejf Moos mener, at skoleledelse kræver en særlig uddannelse. Her kan lederne ikke bruge en lederuddannelse, der udelukkende går på at være leder i det offentlige. I andre lande har man indset, at skoleledere har behov for en særlig uddannelse.

Når teamet stresser

Lærerne har accepteret det grænseløse arbejde. Sådan har det altid været at være lærer, mener de. At man aldrig rigtig er færdig med arbejdet, tager det med hjem, forbereder sig hjemme og retter opgaver.

»De tænker meget over deres arbejde, men de synes, det er fint nok, fordi de har et spændende arbejde. Det er først, når de vågner om natten og ikke kan sove på grund af arbejdet, at det bliver for meget«, siger Lejf Moos.

Han har selv gennem flere år været stor fortaler for at arbejde i team, som han mener kan fungere som god dialog og støtte i hverdagen. Men han har efterhånden mødt mange lærere, der oplever teamet som et ekstra stressmoment.

»Mange af lærerne på de seks skoler i undersøgelsen sagde, at de får mest ud af de informelle kontakter i det kollegiale samvær. For eksempel når man sidder og snakker i en pause. Det lykkes ikke alle steder at få teamet til at være gode kollegiale fællesskaber for lærerne. Nogle mener, det er tidsspilde«.

»De synes, det er godt, at de selv styrer vikarforbruget og kan bruge vikarpengene anderledes ved selv at dække timerne ind, men samtidig siger de også, at det betyder, at de kommer på arbejde, når de er syge. For ellers svigter de både eleverne og kollegerne. Og på den måde risikerer de at havne i stress, pres og afmagt«, mener Lejf Moos.

Han fortæller, at på nogle andre typer af virksomheder har hele denne tendens gjort, at lederne har været nødt til at håndhæve arbejdstiden for eksempel fra klokken 9 til 17. Men så oplever man, at medarbejderne sniger sig ind på arbejdspladsen om aftenen for at gøre arbejdet færdigt. Fordi de ellers ikke synes, at de kan gøre det godt nok.

Elevplaner - spild af tid

Det er ikke eleverne, der stresser lærerne mest. De seks skoler er valgt ud fra, hvor mange socialt udsatte elever der var. På to skoler var der stort set ingen sociale problemer, to andre skoler lå i midten, og de sidste to havde mange elever med sociale problemer.

»Der er meget lille forskel på lærernes oplevelse af stress på de seks skoler. På de mest privilegerede skoler taler man en smule mere fag, end man gør på de andre skoler. Det er den eneste forskel«, siger Lejf Moos.

Men lærerne oplever elevgruppen som mindre homogen end tidligere, og de synes, de mangler redskaber, viden eller støtte til at håndtere situationen. Det kan betyde, at kravene slår indad og belaster lærerne.

Lejf Moos har interviewet lærerne for et til to år siden, og der var stor modstand mod elevplanerne. Lærerne sagde, at de var spild af tid, at de altid har evalueret eleverne, men at der ikke er grund til at gøre det besværligt og formaliseret.

»Mit gæt er, at elevplanerne opleves mest meningsfulde på de skoler, hvor man har besluttet at 'oversætte' det og bruge elevplanerne til noget«, siger han.

»Men gennem de seneste ni år er der kommet meget udefra, som de professionelle - lærerne og skolelederne - ikke har fået nok mulighed for at tilegne sig«.

Meget af det nye opleves uklart og diffust på skolerne, og det øger stressen. Især skolelederne har fået et stort ekstra oversættelsesarbejde, fordi de centrale administrative og politiske initiativer ikke ligger så tæt på de professionelles pædagogiske forståelse og opfattelse, påpeger Lejf Moos. Skolelederne skal filtrere de udmeldinger, der kommer fra det kommunale niveau, så lærerne forstår dem, accepterer dem og kan agere på dem.

Se arbejdspapirer fra DPU-konferencen om stress på www.dpu.dk, søg på stress.