"Man har mange bolde i luften som lærer, og det har store konsekvenser, hvis man taber en bold. Hvis man glemmer noget en elev har bedt en om eller har sagt til en – så er det som at stikke et glasskår i relationen", siger Janus Thorsted, der er hovedperson i en ny kampagnevideo.

Lærer i kampagnevideo: "At være lærer er også et stort kompromis"

Lærer Janus Thorsted fortæller som sit lærerliv en ny video, der er en del af Lærerforeningens kampagne for bedre forhold i folkeskolen. For alle elever kan blive løftet til et højere niveau – hvis lærerne havde bedre tid.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom man også kan være brugt efter en almindelig arbejdsdag i folkeskolen, var lærer Janus Thorsted fra Måløv Skole færdig som gårdsanger, da arbejdsdagen med et kamerahold i hælene var ovre.

Han kan normalt godt lide at have praktikanter, fordi det giver opmærksomhed på egen praksis. Den bevidsthed om egen praksis blev mangedoblet med kameraholdet, der fulgte ham fra klokken syv om morgenen til langt ud på eftermiddagen. Kameraet rullede hele dagen. Også i de ti stille minutter mellem 12.35 og 12.45 på lærerværelset, hvor der normalt er tid til at koble lidt af.

Videoen er en del af Danmarks Lærerforenings kampagne bedrefolkeskole.nu, der er et forsøg på at sikre bedre rammer i folkeskolen.

Janus Thorsted fortæller om lærerjobbet i videoen:

"Jeg ville kunne løfte alle børn til et højere niveau, hvis jeg havde mere tid til det. Det at være lærer er også et stort kompromis imellem det, du ved, du ville have kunnet udrette, i forhold til, hvad du faktisk kan udrette. Det at vide, at du har noget potentiale, du ikke kunne gøre noget ved, det er frustrerende", fortæller han og uddyber sin pointe:

"Man får det til at lykkes, fordi det skal man - men spørgsmålet er, hvor lang tid man kan holde til det".

Meget uforudsigelig hverdag

Problemet er, at lærerhverdagen er uforudsigelig og omskiftelig. Der bør for eksempel være rum til at handle på det, hvis der for eksempel er en elev, der har brug for hjælp til at finde glemt idrætstøj eller der skal udredes en konflikt efter et frikvarter. Men når man gør det går tiden fra den knappe forberedelsestid.

"Man har mange bolde i luften som lærer, og det har store konsekvenser, hvis man taber en bold. Hvis man glemmer noget en elev har bedt en om eller har sagt til en - så er det som at stikke et glasskår i relationen", siger Janus Thorsted i videoen.

Kampagne genstartes: DLF sætter fokus på lærernes opgave

15 minutters kriser har konsekvenser

Til folkeskolen.dk fortæller han, at det også er en problemstilling, han har forsøgt at gøre tydelig for forældrene:

"Jeg har prøvet at italesætte den korte tid til forberedelse og efterbehandling på et forældremøde og sagt: 'I skal vide, at vi har den her tid til forberedelse og den her tid til klasselærerarbejde'. Og hvis de dividerer det ned på det enkelte barn, så kan de se, at 'mit barn har tre minutter til at tale med Janus om ugen, når han er klasselærer', så kan de godt se, at hvis der er 15 minutters krise, så har det konsekvenser", siger Janus Thorsted.

"Arbejdsdagen er meget mere uforudsigelig, end nogen kan forestille sig. Og det skal rammerne for den måde man arbejder på også afspejle", siger han.