Fra aulaen på læreruddannelsen i Jelling ville der være udsigt til de berømte gravhøje og runesten, hvis ikke der stod huse i vejen. Det kan man synes er ærgerligt, men det gør det på den anden side nok lettere at rette sin opmærksomhed mod scene, som lige nu er indtaget af Peter Yding Brunbech, som er centerleder på HistorieLab. Han har godt fat i sit publikum af lærerstuderende, historielærere og andet godtfolk, som i dusinvis har indtaget de sorte Ditzel-stole. Det er Historielærerens dag, og Peter Yding Brunbech har både gode og mindre opløftende budskaber til dem. De gode først:

"I skal droppe den dårlige samvittighed over at I ikke kan lære børnene 'hele historien'" siger han og forklarer, at det ikke handler om, at der ikke er timer eller forberedelsestid nok. Det handler om, at Historien - den autoriserede og med stort H - slet ikke findes.

Bogværket i kælderen

"Der er sådan en forestilling om at 'den rigtige' historie findes i sådan et kæmpe bogværk i en kælder under et bibliotek et sted, eller måske på Rigsarkivet. Men det er en binær forestilling, for følger man den tankegang, så er noget historisk viden enten rigtigt eller forkert - helt binært. Og det tager ikke højde for at historie i virkeligheden er vores forskellige fortællinger om fortiden".

Derfor skal historielærere ikke stresse over, at deres elever ikke får lært alt - eller bare 'nok' - for de kommer aldrig til at kende 'hele historien'.

"Og det skal vi bare erkende", siger Peter Yding Brunbech. Men det er heller ikke vigtigt at de kender den, for mere viden betyder ikke automatisk bedre historiebevidsthed.

Så hvad skal historielæreren så? Jo, mener centerlederen, læreren skal servicere eleverne i deres refleksion og holdningsdannelse - hvilket, ifølge ham, også er mere i tråd med fagets og folkeskolens formål.

Skolen er kun én kilde

Det var de glade budskaber. De mere komplicerede er, at skolens historieundervisning kun er én af mange kilder til elevernes viden om fortiden, og at læreren ikke kan styre, hvordan de sammenstykker deres historie om historien.

"De danner deres mening ud fra skolens undervisning, spil, de spiller, film og tv-serier, familien, de er en del af, og meget andet" siger han. "Vi kan slå dem oven i hovedet med historiens hammer, men det er alle de forskellige fællesskaber, de indgår i, der afgør hvilken historie, de fortæller om 20 år. For fremtidens historie tilhører eleverne. Om 20 år er det dem der bestemmer hvad der skal med i den tids 'Historien om Danmark'", siger han med henvisning til den aktuelle debat om, hvorvidt DR's historieserie endte med at blive for venstresnoet eller ej.

Men at historielæreren ikke er eleverne eneste kilde til fortiden, betyder ikke, at skolen er uvæsentlig, understreger Peter Yding Brunbech.

Der er mindst én ting, skolen gerne skulle give eleverne med sig videre:

"Vi kan - og skal - lære dem, at ingen har patent på 'den rigtige' historie. At der kan fortælles forskellige historier om fortiden og flere kan godt være 'rigtige' samtidig, selv om der også er nogle, der helt klart er forkerte", siger han og nævner holocaustbenægtere som et eksempel på det sidste.

Og historielæreren skal på ingen måde føle at hen har fejlet, bare fordi det ikke er lykkes at udrydde oversimplificerede versioner af fortiden i elevernes hoveder i løbet af grundskolens historietimer.

"Selv voksne, kloge, mennesker styres i nogen grad af deres mere eller mindre fejlagtige forestillinger om fortiden, også når de skal tolke nutiden. Det er et menneskeligt grundvilkår. Netop af den grund skal eleverne lære, at 'den rigtige' historie ikke findes.'