»Analyse og formelle færdigheder dominerer i danskfagets læremidler, mens meningsfulde kontekster og elevernes livsverden er nedprioriteret«.

Sådan lyder to af hovedkonklusionerne i det afsluttende kapitel i en ny bog, »Læremidlernes danskfag«, der bygger på et kvantitativt og kvalitativt forskningsprojekt fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet.

»Læremidlerne lægger ikke op til, at dansk er et dannelsesfag. Det er snarere et funktionærfag«, siger professor Jeppe Bundsgaard, der er en af bogens forfattere.

650 dansklærere har hver nævnt op til fem didaktiske læremidler, som de har anvendt de seneste par måneder, og forskerne ved DPU har derefter foretaget en kvalitativ undersøgelse af de mest populære læremidler. Det er denne sammenkobling af kvantitativ og kvalitativ forskning, der danner udgangspunktet for den hårde dom over det materiale, som lærerne bruger i folkeskolens største fag.

»Det er konklusioner på en meget grundig undersøgelse af de læremidler, som anvendes i dansk«, fastslår Jeppe Bundsgaard og peger på en klar tendens:

»Det handler om stavning, læsetræning i indskolingen og på mellemtrinnet og litteraturanalyse i udskolingen«.

»Danskfaget er et dannelsesfag, og når man snakker om dannelsesfag, så siger man jo, at man skal kunne arbejde med elevernes eksistens og forståelsen af, hvem de er, og hvordan de skal leve sammen med andre mennesker. Det er sådan, vi taler om danskfaget ved festlige lejligheder, men den dannelsesfortælling har vi svært ved at se i de læremidler, der bliver brugt. Læremidlerne giver nogle fremgangsmåder til at analysere litteratur, men sjældent værktøjerne til at forstå den«, siger Jeppe Bundsgaard.

Han advarer mod, at læremidlerne i deres nuværende form får lov til at sætte et alt for stort aftryk på undervisningen:

»Vi risikerer at få nogle elever, som ikke i samme grad har evnerne til selvstændig og kritisk tænkning, og som ikke formår at bruge deres viden og indsigt både i deres eget liv og som borgere i et samfund. Vi vil i stedet få små funktionærer, der ikke evner at forholde sig til de udfordringer og problemer, der findes i verden«.

Forskere: Træningsopgaver fylder for meget i skolen 

Retskrivning er blot én sten i muren

Stavning fylder og har altid fyldt meget i danskfaget, til trods for at det ifølge Jeppe Bundsgaard ikke har haft den store effekt: »Det er jo ikke ligefrem, fordi gymnasielærerne råber mindre op om de nye elevers manglende stavekundskaber«.

Derudover afspejler det store fokus på retstavning også en reduktion af formålet for den skriftlige fremstilling.

»Stavning er jo en lille del af det at være god til at skrive. Man skal kunne sætte sig i andres sted, forstå den målgruppe, man henvender sig til, og have blik for, hvilken genre og skrivestil der vil fungere bedst for den historie, man vil fortælle. Man skal kunne kommentere andres tekster og give konstruktiv kritik«, siger Jeppe Bundsgaard.

»Selvfølgelig skal man lære at stave, men det giver bare meget mere mening for eleven, når nødvendigheden af at stave bliver sat i en meningsfuld kontekst. Der synes at være en meget teknisk tilgang til stavning, hvor man underviser i bestemte bøjninger og meget abstrakte grammatiske forklaringsmodeller, som er svære at håndtere, hvis ikke man har noget at bruge dem til«.

Se helheden i dansk

Men tag ikke fejl. Stavning og tekstanalyse er vigtigt. De fylder bare for meget, konkluderer bogens forfattere. Samtidig bliver de to discipliner i læremidlerne også behandlet som isolerede enheder. Men stavning og analyse er ikke i sig selv meningsfulde, uden at det falder ind i en helhed, hvor eleven kan se, hvad værktøjerne kan bruges til:

»Det er nok forestillingen, at der er nogle byggeklodser, som man skal kende: at lære at stave, kende sin genre og bruge en bestemt skrivestil. Men det at kunne skrive er en kompleks helhed, hvor man ikke kan tage delene ud og træne dem hver for sig. Man bliver nødt til at øve dem i helheder«, forklarer Jeppe Bundsgaard.

»Når man sidder og træner stavning kontekstløst, analyserer tekstuddrag og lærer om svære litteraturteoretiske begreber som intertekstualitet, så bliver proceduren målet i sig selv, og så forsvinder helheden og meningsfuldheden. Det får eleverne til at stille spørgsmålet: 'Hvad kan jeg egentlig bruge det her til?'«

Tænk på modtageren

Så hvordan skaber man denne meningsfulde undervisning, som arbejder i helheder? Det handler om at simulere virkelighed, som eleverne kan skrive, tale og skabe ind i. Det mener Jesper Bremholm, som er adjunkt ved DPU og medforfatter på bogen.

»Det er meget vigtigt, at der bliver skabt en ramme, hvor eleverne oplever, at det, de laver, har en betydning og en mening, ud over at det bare skal laves og afleveres til læreren. Eleverne kan skrive tekster, som yngre klasser skal læse, skrive til hinandens forældre, eller man kan gøre noget helt tredje ved at lægge skolearbejdet ud i verden«, siger Jesper Bremholm.

»Det kan selvfølgelig aldrig blive helt virkeligt, for det foregår jo i skolen, men man kan simulere virkeligheden. Det er nemlig ikke helt lige meget, om du får skrevet korrekt, hvis der er en person på den anden side, som skal læse teksten. Det er meget lettere for eleven at forstå begrundelsen for at lære, når der er et modtagerperspektiv«.

Derudover bør lærere i højere grad arbejde med helhedsorienterede processer, mener Jeppe Bundsgaard, som når elever skal lege journalister og skrive en avis. Det er en god danskfaglig praksis og et eksempel på et produktionsorienteret læremiddel, som han gerne så udbredt.

»Eller hvorfor ikke tænke, at eleverne skal være forfattere? Ikke bare i den forstand at de skal skrive en stil, men at de faktisk arbejder med hele forfatterprocessen: at udvikle personer, tænke i konflikter, som kan opstå mellem karaktererne, skrive det første udkast, få respons fra deres redaktør, revidere teksten, skrive om og til sidst præsentere deres tekst ved forfatterarrangementer«.

Brugen af læremidler kan variere

Selv om de læremidler, lærerne nævner, er fra før 2014, hvorfor folkeskolereformen ikke kan have indvirket på resultatet, er begge forfattere dog opmærksomme på, at den repetitive undervisning har rod i to forståelige forhold: sparsom forberedelsestid og tryghed.

»Repetitiv undervisning er nemt. Stavehæfter og grammatikmaterialer er ret selvkørende. Eleverne slår op på den side, som de er kommet til, og så går de i gang. Derudover er der en genkendelighed og tryghed i at arbejde med danskfaget på den her måde«, siger Jesper Bremholm.

Samtidig eksisterer der et grundlæggende forbehold for, hvad undersøgelsen kan sige generelt om danskfaget, understreger forskerne: »Det er vigtigt at pointere, at vi ikke har været ude i klasselokalerne og se, hvordan lærerne bruger materialet«, forklarer Jeppe Bundsgaard.

Brugen af lærermidler er derfor det næste forskningsprojekt, som forskerne gerne vil undersøge.

»Man kan håbe på, at mange dansklærere bruger læremidlerne på en måde, så der alligevel bliver skabt meningsfuld undervisning for eleverne, men det er altså meget at forlange af lærerne, at de undervisningsmaterialer, som er skabt for at understøtte deres faglighed, over en bred kam er dårligere end lærerne selv«, siger Jeppe Bundsgaard.

Behold aberne i buret

Men hvem bærer så skylden for de danskfaglige læremidlers skrantende kvalitet?

»Forlagene opererer selvfølgelig ud fra en kapitalistisk kalkule om indtjening og producerer derfor de læremidler, som efterspørges, men selv om der findes mange dårlige læremidler, findes der faktisk også mange rigtig gode. Det er bare ikke dem, der er bud efter«, siger Jeppe Bundsgaard.

»Der har udviklet sig en opfattelse af, at faglighed er kendskab til fremgangsmåder, analyser og begreber. Det har måske været en modreaktion på kritikken af, at danskfaget var for ufagligt og et 'snakkefag'. Der tror jeg bare, man er kommet til at misforstå, hvad faglighed er. Det er ikke at kunne en masse begreber, men at kunne anvende disse begreber meningsfuldt, så de hjælper til at sætte sig i andres sted og give en forståelse af den verden, man undersøger«, mener Jeppe Bundsgaard.

Der er dog ingen grund til at kaste med aber eller pege fingre.

»Vi vil gerne nå skridtet videre end at udløse en forsvarsmekanisme, for vi synes ikke, at man skal pege fingre ad hverken lærerne eller forlagene. Vi håber i stedet på, at bogen vil give anledning til, at vi kan få en god diskussion om, hvilket danskfag vi egentlig ønsker«, siger Jesper Bremholm.

Anmeldelse: Børsen, katedralen og skolen - om skadelige og gavnlige læremidler i danskundervisningen