Anmeldelse
Børn, unge og etnicitet i skolen
Hårdt tiltrængt udgivelse
Hvorfor er børn og unge med ikkevestlig baggrund ofte så udfordrede i skolen? Denne bog går bag om en svær problemstilling.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det har været med allerstørste fornøjelse, at jeg har læst Laila Colding Lagermanns ”Børn, unge og etnicitet i skolen”. Den indgår i Dafolos serie ”Det ved vi om”, og denne serie har til formål at give et overskueligt og anvendeligt overblik over nyeste forskning for blandt andre lærere i folkeskolen.
Fakta:
Titel: Børn, unge og etnicitet i skolen
Forfatter: Laila Colding Lagermann
Pris: 222,50
Sider: 65
Serie: Det ved vi om
Forlag: Dafolo
Min begejstring for udgivelsen er meget stor, og det skyldes ene og alene indholdet. Forfatteren sætter meget skarpt på minoritetselevers muligheder for at deltage i skolens undervisning og hverdag generelt. Minoritetseleverne er i denne kontekst elever med en ikkevestlig baggrund. En gruppe, som måske er mere i fare for at være og blive stigmatiseret end så mange andre elever.
Denne gruppe af elever har tilsyneladende en oplevelse af at have mange udfordringer i skolen – ikke kun faglige, men også sociale og trivselsmæssige faktorer spiller ind på denne oplevelse. Hvad værre er: Det professionelle fagpersonales tilgang til denne udfordring har været, at problemet skal findes hos individet, altså hos det enkelte barn eller hos gruppen generelt set. Dette udgangspunkt forsøger forfatteren gennem forskellige undersøgelser at flytte, så fokus ikke er på egenskaber på individ- eller gruppeplan, men som relationer mellem elever og fagpersonale.
Forfatteren identificerer forskellige områder, som fagpersonalet kan være opmærksomme på og på baggrund af den viden ændre og justere hos sig selv. Det gælder blandt andet sociale kategorier og overskridende læring.
Bogen anviser ikke konkrete handlingsmuligheder, men giver den enkelte lærer eller pædagog mulighed for på baggrund af undersøgelsen at ændre egen praksis. Godt arbejdet – og hårdt tiltrængt udgivelse.