Hvor lands- og kommunalpolitikere i Danmark kæmper om at råbe højest om mål og visioner for folkeskolen, er det meget lidt, de hollandske politikere har at skulle have sagt om deres skoler.

For nylig foreslog et af regeringspartierne i Holland, at skolerne skal lære eleverne den hollandske nationalsang. »Men det griner alle bare ad. Det går nemlig imod vores forfatning, som i år har 100-års jubilæum. Så det bliver ikke til noget«, fortæller Inge de Wolf, professor i det hollandske skolesystem på Maastricht University.

Den hollandske model: Selvejende skoler til debat

Forfatningen foreskriver freedom to education, og på hollandsk oversættes det til, at alle skoletyper er under samme lovgivning, får samme økonomiske støtte, og der findes ingen nationale læseplaner, som dikterer, hvad skoler skal lære eleverne.

»Man kan sige, at vi er verdensmestre i at give frihed til skolerne«, slår Inge de Wolf fast og uddyber: »Der er kun nogle meget generelle mål, som at de eksempelvis skal opnå basale kundskaber i matematik. Så længe skolerne lever op til det, kan lærerne gøre, hvad de vil«.

Hun bliver bakket op af en undersøgelse fra OECD. Her topper de hollandske skoler en opgørelse over, hvem der har ansvaret på skoleområdet. Ifølge OECD står skolerne for hele 86 procent af det, som organisationen kalder for nøglebeslutninger på skoleområdet. Resten kommer fra statsligt niveau. Til sammenligning bestemmer de danske skoler selv 44 procent, mens Folketinget og kommunerne deles om de øvrige beslutninger på skoleområdet.

Tænketank foreslår selvejende skoler a la Holland

Professor: Frihed skaber niveauforskelle

Professor Inge de Wolf er ikke i tvivl om, at den udtalte autonomi er det hollandske skolesystems største styrke.

»Jeg kan virkelig godt lide skolernes frihed, og det er også særdeles populært i befolkningen. Den styrker lærernes position, og så stimulerer den dem til at udvikle egne metoder og materialer. Vores fem-ti procent bedste skoler er blandt verdens bedste«.

Friheden skaber dog også store forskelle på skolerne, lyder det fra professoren.

»Hvis man kigger på variationen mellem skolerne, er Bulgarien og Holland de to lande med de største forskelle på top og bund. Nogle skoler elsker den store frihed, mens andre nærmest er bange for den og derfor køber nogle bøger, som de følger«.

Spørger man den største lærerforening i Holland, AOb, er næstformand Ben Hoogenboom knap så sikker i sin sag.

»Vi har en lang tradition for at være frie, men vi ved faktisk ikke, om det er grunden til, at vores skoler generelt klarer sig godt«, siger han. I Pisa-undersøgelserne ligger Holland generelt på linje med Danmark.

Skoler konkurrerer om eleverne

Dansk tænketank: Gør som i Holland

Herhjemme har centrum-venstre-tænketanken Cevea - på opfordring fra Danmarks Lærerforening - netop undersøgt, hvordan andre lande har fordelt ansvar og økonomi inden for skoleområdet. Cevea-rapporten opfordrer politikerne til forsøg med selvejende skoler i Danmark efter den hollandske model.

Modsat i Danmark har de hollandske kommuner nemlig ikke andet at skulle have sagt end at stå for finansieringen af nye skolebygninger, da skolerne er selvejende under staten. Fordelen er ifølge Cevea, at det er lettere at placere ansvaret for skolen og følge de penge, som politikerne poster i skolen.

Som vi ser det med blandt andet de videregående uddannelser i Danmark, fordeles pengene til de hollandske skoler via et taxametersystem. Det betyder, at pengene automatisk følger eleven, og systemet giver tilmed ekstra tilskud baseret på elevens sociale baggrund.

Baseret på antallet af elever tildeler staten hvert år pengene uden bindinger direkte til skolebestyrelserne. De hollandske skolebestyrelser har en anden udformning - for eksempel har de ansvaret for flere skoler - og de er langt mere magtfulde end i Danmark.

»Skolebestyrelserne fungerer som et administrativt organ, der varetager styringen af skolerne. De består af fuldtidsprofessionelle og kan have ansvaret for mange skoler på en gang. Det er også dem, der ansætter skolelederen«, forklarer Eugenie Stolk, uddannelseskonsulent i lærerforeningen AOb.

Ud over de administrative skolebestyrelser har hver skole også en underliggende bestyrelse a la i Danmark med lærere, forældre og elever.

Formand for de hollandske kommuner: Vi ønsker ikke ansvaret for skolen

Ingen kontrol med pengene

Skolebestyrelserne lægger rammer for deres skolers undervisning.

»Formanden kan eksempelvis diktere, hvilke bøger skolerne skal bruge, fordi det kan give nogle stordriftsfordele. Men de gode bestyrelser vælger at lade det være op til den enkelte skole, så lærerne har frihed til selv at vælge eller udarbejde deres eget materiale«, siger Eugenie Stolk.

Og det er langtfra den eneste magt, som tildelingsmodellen giver skolebestyrelserne, forklarer professor Inge de Wolf.

»Skolebestyrelserne kan vælge at give lige mange penge til deres skoler, men de kan også sige: Vi tager fem procent til bestyrelsesarbejde og administration, og så giver vi resten til skolerne«.

Bestyrelserne kan også vælge at omfordele pengene, så skoler med en stor andel af udfordrede elever får en større del af pengene, mens de andre så må leve med at få lidt mindre, end de ellers har krav på.

»Der er ingen kontrol med, hvordan de gør. De kan eksempelvis investere midlerne i lærere, men det kan også være i materielle ting til skolerne eller sågar biler til dem selv. Så det er meget svært at få et overblik over, hvad der virker, og hvad der ikke virker«, siger Inge de Wolf.

Skoler fundraiser ekstra penge

Samtidig er det også almindeligt, at skolerne hver især forsøger at skaffe ekstra midler fra lokale organisationer eller religiøse bevægelser.

»Og her er der ingen transparens i Holland. Det lykkes nogle skoler at skaffe mange penge, mens andre ikke gør. Men ingen ved, hvor mange ekstra penge skolerne får«.

Ifølge professoren oplever man i stigende grad udfordringer med, at de svageste elever klarer sig dårligere og dårligere, mens de stærke elever trækker fra i den anden ende. Det har regeringen tidligere forsøgt at komme til livs ved at tilføre flere penge.

»Regeringen gav flere hundrede millioner euro til skolerne, som var tiltænkt elever, der har det svært. Men ingen kan sige, om pengene er gået til de elever, eller om de for eksempel er brugt på bygninger. For man kan ikke diktere, hvad pengene går til. Det var regeringen ret frustreret over«, siger Inge de Wolf.