På forskningsskibet Aurora kan eleverne undersøge alt muligt om havmiljø, fisk, bundforhold og navigation.
Foto fra projektet Hovedet i havet
Eleverne skal selv have fingrene i mudderet
'Hovedet i havet' er en række undervisningsforløb om havmiljø om emner som fx plastic i havene på tværs af naturfagene. Eleverne kan komme ud med et forskningsskib eller få studerende fra Aarhus Universitet ud på skolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det nyt undervisningstiltag, Hovedet i havet, der retter sig til overbygningen men som også kan bruges på mellemtrinnet. Der er tale om en række tværfaglige undervisningsforløb udarbejdet i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, lærere og undervisningskonsulenter i folkeskolen og nogle akvarier i Danmark. Det er indtil videre Fjord & Bælt, Kattegatcentret og Den Blå Planet - og flere akvarier kommer til.
Et togt med forskningsskibet Aurora er allerede udsolgt, men der bliver åbnet for ansøgning om et togt med elever igen på et senere tidspunkt. Her kan eleverne sejle ud med Aurora og undersøge hav, bund og kyster på selve forskningsskibet.
Skolerne kan også aftale nærmere med akvarierne og med Aarhus Universitet angående skolebesøg på to-tre timer med undervisning af de studerende.
Ny forskning om havet
Undervisningsmaterialet er bygget op med viden fra ny forskning, med link til youtube-film og på en måde, så lærerne kan supplere de fagbøger, som de bruger i forvejen med det nye materiale, fortæller Signe Brokjær Nielsen, der er projektkoordinator på Hovedet i Havet fra Bioscience ved Aarhus Universitet.
"Fra universitetets side vil vi gerne ud med noget viden og også gerne rekruttere unge til de naturvidenskabelige fag senere. Vi har allerede oplevet, at skibet er en magnet, så det første togt blev hurtigt udsolgt", siger hun.
De to første undervisningsforløb er klar på hjemmesiden. Det er 'Tang-tastic' og 'Plastic på tværs'. Om et par uger forventer folkene bag projektet at have to forløb mere klar. Det bliver 'De dyrebare dråber' og 'Det oplyste hav'.
"Vi oplever, at eleverne forstår det hele bedre, når de selv har fingrene i mudderet. Så bliver de kemiske processer meget mere interessante for dem".
Lærer-til-lærer: Fra hav til bord
Undervisningsforløbene er udviklet i samarbejde med to lærere fra Krogårdskolen i Greve, så de passer til eleverne i grundskolens overbygning.
Når Aurora ikke er optaget af skoleelever og forskningstogter, vil den øvrige del af befolkningen få mulighed for at opleve livet under havets overflade.
"Det er vores håb, at projektet tænder gløden for havet hos den danske befolkning i en sådan grad, at langt flere tager ejerskab for en meget vigtig del af den danske natur", siger projektleder Peter Bondo Christensen, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet.
Projektet bliver støttet af Nordea Fonden.
Læs mere
Se undervisningsforløb på http://projekter.au.dk/havet/ og www.facebook.com/HovedetiHavet/