Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er ikke første gang, at lærer Mette Frederiksen, Farum, fra en talerstol taler med store ord, der rammer skolefolk, politikere og ministre. I går gjorde hun det på Sorø Akademi, hvor det - endelig vil mange sige - handler om dannelse. Og Mette Frederiksen er ikke i tvivl om, hvor skolens dannelsesopgave først og fremmest ligger:
"Det vigtigt for mig at slå fast, at det som er skolens særlige dannelsesopgave, er det, som ligger i fagene. Der er også dannelse uden for fagene, men det som skolen kan, som andre institutioner og arenaer som også er dannende, ikke kan, er jo at arbejde med fag. Det er vigtigt for mig, at dannelsesprocesser er en faglig disciplin", sagde Mette Frederiksen i sit ti minutter lange oplæg på Sorø-mødet.
Lærerne skal didaktisere fagenes formål
Læreren bag »formålsstyret undervisning«
Hun understreger, at fagene har formål og at det er i formålene, at der findes eksempler på ord, der har dannelseskarakter,
"Det er ord, som den enkelte lærer skal bruge til at lave konkret undervisning. Jeg skal sidde i mit lønkammer og arbejde med, hvordan udvikler jeg elevernes æstetiske, etiske og historiske forståelse i dansk. Når vi skal udfolde skolens dannelsesopgave i praksis, så er det de her ord, som vi skal så at sige didaktisere og gøre levende i undervisningen i 4.b tirsdag morgen i Hjørring", sagde Mette Frederiksen.
Hun mener, at fagenes formål i højere grad skal gøres til et planlægningsværktøj for lærerne, og gav som eksempel litteraturundervisning .
"Når jeg eksempelvis i 3. klasse arbejder med Astrid Lindgrens forfatterskab, så er der nogle helt konkrete færdighed og vidensmål, de skal ende med at kunne gøre rede for. Det kunne være barndom, døden, ensomhed Det er faglige discipliner, som jeg kan måle - men for at udfolde aktiviteterne, så der er en chance for, at det får dannelsesmæssig karakter, er jeg også nødt til at stille nogle andre spørgsmål, indføre nogle andre aktiviteter - for eksempel spørge 'hvordan relaterer temaerne sig til jeres liv og jeres erfaring?'".
Giv lærerne plads til dannelsesopgaven
Mette Frederiksen er modstander af ideen om, at politikerne nedsætter en formålskommission for skolen. En idé som formanden for professionshøjskolerne luftede på Sorø-mødet.
Rektor til politikere: Nedsæt en formålskommission for skolen
"Det, der skal være med til at løse dannelsens udfordringer, i skolen er ikke at nedsætte en formålskommision, som Stefan Hermann foreslår. Det er at gøre formålene levende. De skal bruges i den daglige undervisning. Og så der er nogle andre tiltag, som man godt kunne skrue en lille smule ned for, som ville gøre det nemmere at effektuere dannelsesdagsordenen", sagde Mette Frederiksen og inviterede undervisningsminister Merete Riisager på en kop kaffe, hvor hun vil servere en liste af elementer, som hun mener, man kan skrue ned for.
Lyttende minister
Merete Riisager greb mikrofonen og svarede på opfordringen:
"Du har en liste til mig, som jeg selvfølgelig glæder mig til at se. Jeg har en anelse om, hvad der står på den, men så bliver jeg også lidt kontrær - nu har du jo lige fået afskaffet 3000 bindende læringsmål, så glæd dig lige over det, inden du laver den næste liste", sagde ministeren med et smil på stemmen.
Aftale: Tusindvis af bindende mål bliver vejledende
Merete Riisager takkede også for, at Mette Frederiksen har givet deltagerne i Sorø-mødet et mentalt billede af 4. klasse i Hjørring.
"Det er rigtig godt, at du giver os det billede, for når vi sidder her, så bliver det hurtigt meget højtravende, og det er rigtig godt at se et klasselokale i Hjørring en tirsdag morgen for sig, når man skal forestille sig alle de her tanker, vi debatterer i dag skal udleves i praksis".